Lægeforeningen, Yngre Læger, Foreningen af Speciallæger og Praktiserende Lægers Organisations fælles høringssvar til Sundhedsstrukturkommissionens rapport

På vegne af også Yngre Læger, Foreningen af Speciallæger og Praktiserende Lægers Organisation takker Lægeforeningen for muligheden for at afgive høringssvar til Sundhedsstrukturkommissionens rapport. Det er bydende nødvendigt, at der sker reelle forandringer i sundhedsvæsenet, som tager afsæt i manglen på sundhedspersonale, ulighed i sundhed, den store variation i tilbud og kvalitet i de kommunale sundhedsopgaver og en befolkning, der alt andet lige vil have større behov for sundhedsvæsenet.

Derfor er der ikke alene behov for strukturelle forandringer. Der er også behov for at allokere flere offentlige ressourcer til sundhedsvæsenet. Specielt hvis ambitionen om mere lighed i sundhed skal opnås. Samtidig er der behov for stærk prioritering og en meget mere ambitiøs tilgang til forebyggelse og styrket folkesundhed. Behovet for sundhedsvæsenets ydelser skal nedbringes, og ressourcerne – herunder personaleressourcerne – skal bruges til at skabe mest mulig sundhed. Det er forudsætningerne for dels en primærsektor, som kan påtage sig en større rolle og nå ud til alle, og dels et specialiseret sundhedsvæsen hvor udviklingen inden for akut og livstruende sygdom kan fortsætte.

Det er helt centralt at skabe bedre rammer, så det primære og sekundære sundhedsvæsen i langt højere grad kan spille hinanden gode, for de er indbyrdes afhængige. Samtidig skal samarbejdet mellem aktører i det primære sundhedsvæsen styrkes. Kun på den måde kan vi opnå sammenhængende forløb for borgerne og mest mulig sundhed for de tilgængelige ressourcer. Her har lægerne et stort ansvar, og det ansvar vil vi gerne bære. Lægefaglig ledelse er et vigtigt element i forhold til at sikre både kvalitet, patientsikkerhed, et godt arbejdsmiljø mv.

Flere forløb og indsatser skal alene håndteres i primærsektoren, flere dele af den specialisererede behandling skal kunne foregå nært, og de, der kan, skal understøttes i at kunne varetage behandling og opfølgning selv. Patientinddragelse er et centralt element heri. Men en omstilling skal foregå kontrolleret. Faglighed, kvalitet og kapacitet i de nære sundhedstilbud skal være på plads, hvis opgaver ikke længere skal varetages i det sekundære sundhedsvæsen. Det kræver, at de nære sundhedstilbud prioriteres både lokalt og nationalt.

Sundhedsstrukturkommissionens arbejde danner et godt fagligt grundlag for tiltag, der bidrager til den nødvendige omstilling og udvikling af sundhedsvæsenet. Kommissionen beskriver fint de store udfordringer, som sundhedsvæsenet står over for og som der er stor enighed om blandt alle aktører. Det giver en stærk platform til at sikre, at udfordringerne ihukommes og afspejles i den politiske aftale, der nu skal forhandles på plads.

Nedenfor følger Lægeforeningens opfordringer til regeringen med afsæt i Sundhedsstrukturkommissionens anbefalinger og forslag.

Generelt er de seks tværgående anbefalinger solide og overvejende fornuftige og bør følges op på uanset valg af forvaltningsmodel. På baggrund af kommissionens arbejde opfordrer Lægeforeningen regeringen og Folketinget til at sikre de nødvendige forandringer i sundhedsvæsenet, og at forandringerne understøttes af den nødvendige økonomi.

ANBEFALING 1: NY ORGANISERING AF DET ALMENMEDICINSKE TILBUD

Prioriter almen praksis uanset struktur  men husk at der også er mangel på andre speciallæger

Almen praksis er kernen i den nære sundhedsindsats
Det er centralt for omstilling og et bæredygtigt sundhedsvæsen at øge kapaciteten i almen praksis, og at almen praksis også prioriteres med flere ressourcer. Almen praksis er kernen i den nære sundhedsindsats og spiller en afgørende rolle for efterspørgslen på specialiserede sundhedsindsatser og samarbejdet mellem de nære sundhedstilbud. Derfor kan vi ikke lykkes med omstillingen af opgaverne og et bæredygtigt sundhedsvæsen uden et markant styrket almenmedicinsk tilbud, der når ud til alle borgere. Det gælder uanset strukturen i sundhedsvæsenet og almen praksis’ myndighedsmæssige forankring.

Derfor bifalder Lægeforeningen kommissionens anbefaling 1 om en betydelig kapacitetsudvidelse af det almenmedicinske tilbud, så det afspejler befolkningens behov for sundhedstilbud og tilgængelighed. Det kræver, at flere ressourcer anvendes i det almenmedicinske tilbud.

Lægeforeningen kvitterer for, at kommissionen anbefaler, at der skal bygges videre på den dominerende organisationsform i almen praksis – med praktiserende læger, der selv arbejder i egen klinik – idet denne organisationsform er mest effektiv og sikrer størst kontinuitet, kvalitet og tilfredshed for patienterne. Ejerskab, og de handlemuligheder det giver, er desuden afgørende for de unge lægers valg af almen medicin som speciale. At specialet fortsat opleves attraktivt for de unge læger, er afgørende for at lykkes med den ønskede omstilling.

Øget lægedækning i almen praksis kræver en kapacitetsudvidelse på 1.500 flere alment praktiserende læger frem mod 2035, så det samlede antal alment praktiserende læger når op på 5.000. En vigtig forudsætning for, at det kan realiseres, er, at dimensioneringen i en årrække ændres til 400 uddannelsespladser i almen medicin om året i den kommende dimensioneringsplan.

Lægeforeningen er enig i behovet for en national opgavebeskrivelse, der beskriver krav og anbefalinger til den samlede almen medicinske ydelse, og hvordan det almenmedicinske tilbud skal understøttes af specialiserede kompetencer. Det er vigtigt for forventningsafstemningen mellem sektorerne om, hvilke opgaver der håndteres i almen praksis, og hvilken understøttelse der samtidig forventes af det sekundære sundhedsvæsen.

Lægeforeningen er også overordnet enig i differentierede patienttal i det almenmedicinske tilbud på baggrund af en vurdering af befolkningens behov med et mindre normtal i udvalgte praksis, men er bekymret for, at en eventuel ufrivillig forhøjelse af normtallet andetsteds vil få nogle læger til helt at opgive deres praksis.

Mange alment praktiserende læger er udbrændte, og der er udfordringer med fastholdelse af læger i almenmedicinske tilbud. Ifølge en undersøgelse fra 2023 opfylder seks ud af ti praktiserende læger kriterierne for at være moderat eller alvorligt udbrændt. Også uddannelseslægerne i almen praksis oplever meget stor travlhed og et deraf følgende presset arbejdsmiljø. Ambitionen om et differentieret patienttal bør under alle omstændigheder indføres i takt med at der sikres flere alment praktiserende læger.

Lægeforeningen anbefaler derfor, at PLO inddrages i udarbejdelse af modellen for differentierede patienttal.

Lægeforeningen er positiv overfor muligheden for at tilknytte alment praktiserende læger til botilbud og dermed skabe stærkere sammenhæng for sårbare borgere og et øget fokus på somatiske lidelser hos borgere med psykiske problemstillinger. Det er en løsning, som kan medvirke til at nedbringe den sociale ulighed i sundhed.

Mangel på speciallæger på sygehusene medvirker til ventetidsproblemer
Lægeforeningen bemærker, at der også mangler andre speciallæger end læger med speciale i almen medicin. Manglen på speciallæger på sygehusene er medvirkende årsag til lange ventetider, manglende overholdelse af udrednings og behandlingsrettigheder og medfører desuden en større belastning på primærsektoren. Det gælder f.eks. psykiatri og demensudredning.

En undersøgelse fra Overlægeforeningen viste, at der ved udgangen af 2021 var 8 pct. ubesatte speciallægestillinger på landsplan. Regionalt var 14 pct. ubesatte i Region Nordjylland og 11 pct. i Region Sjælland. 20 pct. af speciallægestillingerne i psykiatrien var ubesatte, og det samme var 10 pct. i radiologien og andre tværgående specialer.

Manglen på neurologer på sygehusene er den væsentligste årsag til, at kun 18 pct. af patienter med demens udredes inden for 90 dage. Det er ligeledes velkendt og veldokumenteret, at den massive mangel på speciallæger i psykiatri og børne og ungdomspsykiatri har vidtgående konsekvenser for både kvalitet og ventetider, der kan være på over et år, for de mange tusinde mennesker med psykiske sygdomme, som i dag mangler adgang til ordentlige behandlingstilbud.

Udfordringerne med ventelister forøges yderligere af manglen på øvrige sundhedsprofessionelle, herunder bl.a. anæstesisygeplejersker, som er den væsentligste årsag til ventelister på det kirurgiske område. Disse og lignende problemer kan ikke løses med styrkelse af primærsektoren og ændret opgavefordeling, men kræver en styrkelse af den specialiserede behandling på sygehusene. Derfor er der behov for bedre dimensionering af speciallægeuddannelsen med afsæt i en analyse af, hvilke og hvor mange speciallæger, som sundhedsvæsenet har behov for i fremtiden.

ANBEFALING 2: NY ORGANISERING AF ARBEJDET MED DIGITALISERING OG DATA

Sæt skub i brugen af digitale løsninger med national styring og inddrag sundhedspersonalet

Klog brug af data og digitale løsninger rummer et stort potentiale som katalysator for omstillingen af sundhedsvæsenet herunder for, at personaleressourcerne anvendes mest effektivt. Det er en forudsætning, at sundhedspersonalet inddrages i udvikling og implementering af nye digitale løsninger, så løsningerne tilpasses den kliniske praksis.

Det er samtidig centralt for bl.a. sammenhængende patientforløb, at sundhedspersonale på tværs af sygehuse, praksissektor og kommuner kan tilgå tidstro data, der kan være relevante for borgerens forløb og behandling på tilsvarende vis som adgang til patienternes aktuelle lægemiddeldata i Det Fælles Medicinkort. Det fordrer, at de forskellige systemer kan tale sammen, så indberettede data i et system umiddelbart bliver tilgængelige via de øvrige systemer.

Lægeforeningen bifalder derfor kommissionens anbefaling 2 om større national beslutnings og eksekveringskraft, fælles prioritering og retning for digitalisering og brug af data og øremærket finansiering. Lægeforeningen er dog usikker på indhold, betydning og konsekvenser af kommissionens 4 forslag, der følger anbefalingen.

Lægeforeningen er enig i, at det er en rigtig god ide, at der udarbejdes én styrende og forpligtende strategi for digitalisering og data, som dækker hele sundhedsvæsenet, jf. forslag 1. Første skridt på området som opfølgning på kommissionens arbejde bør være udarbejdelse af den foreslåede strategi – og hermed klarlægning af hvilke opgaver, der skal løses. Når strategien er klar, vil der være et fremadrettet grundlag for at tage stilling til behovet for etablering af en national planlægningskompetence samt etablering af en fælles, national service og leveranceorganisation (Digital Sundhed Danmark) for hele sundhedsvæsenet, jf. forslag 2 og forslag 3.

I forhold til kommissionens beskrivelse af de to forslag er det uklart, hvad behovet for de nye enheder er og hvilke opgaver, som de med fordel kan løse – også sammenholdt med den nuværende organisering. Dette illustreres ved, at der både omtales opgaver og ansvar af drifts og systemmæssig karakter, men også opgaver med relation til de kliniske databaser, der synes bedre forankret i sammenhæng med klinisk praksis og kvalitetsmonitorering. Det må forventes, at en ny gennemarbejdet strategi vil kunne kaste et lys over de konkrete opgaver og herefter, hvem der kan løse hvilke opgaver bedst.

I en ny strategi vil det bl.a. blive helt afgørende at få afklaret, hvilke opgaver der med fordel kan centraliseres, drives og skaleres nationalt og hvilke opgaver, som med fordel kan være placeret i en lokal organisering.

I forlængelse heraf er det Lægeforeningens grundlæggende holdning, at centralisering af driften ikke må ske på bekostning af løsninger, der er baserede på lokale behov og muligheder, så længe de etablerede løsninger kan ”tale” sammen. Herved sikres også et fortsat stærkt mangfoldigt udviklingsmiljø, som er bærende i en tid, hvor den medicinsk teknologiske udvikling accelererer med hidtil uset styrke bl.a. i forbindelse med brugen af kunstig intelligens.

Endelig skal det bemærkes, at en ny strategi naturligvis skal være økonomisk bæredygtig og realiserbar, men det bør ikke være en begrænsende forudsætning for arbejdet, at strategien skal ske inden for uændrede økonomiske rammer, jf. kommissionens forslag 4. Der skal være mulighed for investeringer som kan være en hjælp i forhold til løsningen af sundhedsvæsenets udfordringer og opgaver.

ANBEFALING 3: TILPASSET FORDELING AF RESSOURCER I SUNDHEDSVÆSENET

Inddrag lægerne i den nationale strategiske sundhedsplanlægning og sikr kapacitet og kvalitet i det primære sundhedsvæsen

En national sundhedsplan skal sikre mere lige adgang til sundhedsvæsenet og koordineret omstilling
Det er centralt for et bæredygtigt sundhedsvæsen, at kompetencerne i sundhedsvæsenet tilpasses og fordeles efter befolkningens behov. Det gælder både den geografiske fordeling af kompetencer og også mellem det primære og sekundære sundhedsvæsen. Det er samtidig et vigtig led i at nedbringe geografisk og social ulighed i sundhed.

Lægeforeningen er enig i kommissionens anbefaling 3 om udarbejdelse af en national sundhedsplan, der sætter strategisk retning for tiltag, der sikrer tilpasning af ressourcefordelingen mellem det primære og sekundære sundhedsvæsen og på tværs af landet. Lægerne bærer et stort ansvar for at bidrage til en tilpasset fordeling af de lægefaglige kompetencer, og sygehusene skal have en stærkere rolle i at understøtte det primære sundhedsvæsen. På den baggrund forventer Lægeforeningen at blive inddraget tæt i den nationale, sundhedsstrategiske planlægning.

Lægeforeningen finder det helt centralt, at en national plan sikrer en trinvis og koordineret omstilling af opgaveløsningen i sundhedsvæsenet. Udflytning af opgaver skal ske i takt med, at der er opbygget kapacitet til at gribe opgaverne, og der må ikke kalkuleres med en gevinstrealisering på forhånd. Ukoordineret omstilling vil risikere at skabe usammenhængende forløb og en ringere kvalitet i patienttilbuddet, og risikere at patienterne bliver kastebold mellem primær og sekundærsektoren.

En hensigtsmæssig omstilling af opgaveløsningen kræver, at kapacitet, faglighed og kvalitet er på plads i det primære sundhedsvæsen, og vil på nogle områder kræve en revision af den almen medicinske hoveduddannelse, før opgaverne kan slippes i det sekundære sundhedsvæsen. Derudover skal der være fokus på systematisk uddannelses– og kompetenceudvikling samt arbejdsmiljø, så omstillingen sker i et tempo, hvor sundhedspersonalet kan følge med.

Rigide styringsredskaber kan have utilsigtede konsekvenser
Lægeforeningen noterer sig, at kommissionen foreslår et vækstloft for læger på sygehusene inden for udvalgte geografiske områder og på højt specialiserede afdelinger på universitetshospitalerne.
Regionerne har allerede en aftale om at styre væksten i antal læger på de nævnte afdelinger, men denne aftale vurderes ikke som tilstrækkelig. Lægeforeningen er enig i, at det er vigtigt at arbejde for en ligelig fordeling af speciallæger på landets sygehuse og hospitaler, men vurderer, at forslaget om et vækstloft er uhensigtsmæssigt.

Forslaget er udtryk for et for snævert syn på det lægelige arbejdsmarked, idet en begrænsning af kapaciteten udvalgte steder ikke nødvendigvis øger kapaciteten de steder, som man ønsker at begunstige. Det er derfor fortsat nødvendigt at tænke i aktive incitamenter til rekruttering og fastholdelse af læger og andre sundhedsprofessionelle. Det kan f.eks. være i form af gode uddannelses og arbejdsmiljøer, fleksibel arbejdsplads, god supervision, gode forskningsmuligheder (post doc stillinger), særlig løntillæg m.m.

Kommissionen foreslår desuden et aktivitetsloft for højt specialiseret behandling. Højt specialiseret behandling omfatter bl.a. kræft og hjerteområdet, og et aktivitetsloft vil indebære længere ventetid for store patientgrupper med kritiske sygdomme. Lægeforeningen skal også her fremhæve, at et aktivitetsloft ét sted ikke nødvendigvis fører til øget aktivitet, det sted man ønsker. Det vil igen være bedre at tænke i incitamenter til øget aktivitet i det primære sundhedsvæsen fremfor faktorer, der begrænser aktiviteten i det sekundære sundhedsvæsen. Et aktivitetsloft vil i øvrigt kollidere med de nuværende behandlingsrettigheder og vil derfor kræve en ændring af disse.

I forhold til de kommunale sundhedstilbud bliver kvalitetsstandarder, der stiller krav til kvalitet og indhold i kommunernes tilbud, monitorering og sammenhæng for patienter også på tværs af sektorgrænser, i særdeleshed afgørende for omstillingen af opgaveløsningen, sammenhængen for patienterne og sundhedsvæsenets bæredygtighed.

Løs rekrutteringsudfordringer med attraktive uddannelsesforløb og arbejdsforhold og prioriter både forskning i det primære sundhedsvæsen og i specialiseret behandling

Uddannelsesdimensionering skal ske på baggrund af analyse af efterspørgslen
Fundamentet under en vellykket omstilling af opgaveløsningen i sundhedsvæsenet og et bæredygtigt sundhedsvæsen på sigt er det bedst mulige vidensgrundlag for et lærende sundhedsvæsen. Tilpasning af lægernes uddannelse herunder dimensionering er et vigtigt greb i forhold til at sikre et bæredygtigt sundhedsvæsen, der modsvarer behovene hos befolkningen. Derfor er det også vigtigt, at efterspørgslen på sundhedsydelser bliver klarlagt, så tilpasningerne kan ske på et velfunderet vidensgrundlag.

Lægeforeningen bemærker overordnet, at der er god overensstemmelse mellem kommissionens forslag til en stærkere styring af den lægelige videreuddannelse og Sundhedsstyrelsens nye reformforslag: ”Fremtidens speciallæge – ændring af den lægelige videreuddannelse”, 2024. Det gælder bl.a. forslaget om mere fokus på faglig bredde og styrkelse af speciallægernes generalistkompetencer, samt udviklingen af et værktøj til at estimere efterspørgslen efter bl.a. speciallæger. Lægeforeningen har i efterhånden flere år efterspurgt udarbejdelsen af en analyse af, hvilke og hvor mange speciallæger, der vil være behov for i fremtiden, som i denne sammenhæng også kan medvirke til at sikre en uddannelsesdimensionering, hvor der er overensstemmelse mellem antal uddannede læger fra universiteterne og antallet af speciallægeforløb. Kommissionens forslag er kun endnu en grund til at få sat fart i arbejdet med den planlagte reform af lægernes videreuddannelse, herunder efterspørgselsanalysen. Lægeforeningen deltager meget gerne i arbejdet.

Et godt uddannelsesmiljø og aktiv rekrutteringsstrategi kan løse rekrutteringsudfordringer
Forslaget om at gennemføre flere uddannelsesforløb uden for universitetshospitalerne forudsætter, at kvaliteten kan bevares, herunder sikring af den nødvendige tilstedeværelse af speciallæger. Det gælder for så vidt både på universitetshospitalerne, hvor uddannelseslægerne i dag leverer et godt og vigtigt stykke arbejde, og uden for universitetshospitalerne. Der skal være en balanceret udvikling. Dertil bemærkes, at nogle dele af lægernes hoveduddannelsesforløb skal ske på et universitetssygehus for at have den nødvendige specialiserede tyngde. Tvang og nedjusteringer i kvaliteten i lægernes videreuddannelse må aldrig blive vejen frem i forhold til at løse rekrutteringsudfordringer; allerede i dag ser vi manglende søgning af hoveduddannelsesforløb til de områder, hvor kvaliteten af uddannelsesforløbene er udfordret. Et godt uddannelsesmiljø øger rekrutteringsmulighederne og forudsætter, at uddannelse prioriteres og integreres i den almindelige drift på lige fod med øvrige opgaver. Transparens, teamsamarbejde og høj psykologisk tryghed er centrale grundelementer.

En undersøgelse foretaget af Yngre Læger viser, at kun omkring hver femte yngre læge oplever at blive forsøgt rekrutteret til et lægedækningstruet område eller speciale. Af dem, som forsøges rekrutteret, er det hver tredje, der ender med at søge den stilling, som de forsøges rekrutteret til. Der er således et stort uforløst potentiale i en aktiv rekrutteringsindsats fra arbejdsgivernes side. Rekrutteringsudfordringer løses gennem gode, sammensatte uddannelsesforløb, og der findes gode erfaringer, som bør udbredes.

Lægeforeningen finder det positivt, at kommissionen foreslår øget klinik i almen praksis i lægernes grunduddannelse, men det kræver, at der findes finansiering til honorering af tutorlæger. Samtidig ser Lægeforeningen gerne, at uddannelsesforløb i højere grad omfatter forløb i speciallægepraksis.

Forskning bidrager til kvalificeret valg og fravalg af specialiserede behandlinger
Lægeforeningen noterer sig, at kommissionen under anbefaling 3 foreslår, at der indføres stærkere styring af den lægelige videreuddannelse, at der gennemføres tilpasninger af universitetsuddannelsen for læger, og at der skal være mere fokus på at ændre lægers incitament til at erhverve sig en ph.d.grad.

Klinisk forskning er et vigtigt element i både udvikling af nye patientbehandlinger, men også i forhold til prioritering af eksisterende behandlinger. Lægeforeningen anerkender vigtigheden af andre faggruppers forskning, men mener ikke, at prioriteringen af disse bør ske på bekostning af lægelig forskning, da læger som behandlingsansvarlige i sagens natur er de mest oplagte for forskningsprojekter vedrørende udvikling af nye behandlingen, herunder behandlingskvalitet. Modsat andre faggrupper fører forskeruddannelse ikke læger ud af det patientnære arbejde. Næsten halvdelen af lægelige ph.d.studerende har klinisk arbejde ved siden af deres forskningsuddannelse.

Kommissionen peger på, at relativt få læger er forskningsaktive efter at have gennemført en ph.d.uddannelse. Hertil bemærker Lægeforeningen for det første, at de kompetencer, som læger tilegner sig gennem ph.d.uddannelsen, bringes ind i det kliniske arbejde. For det andet kan det være vanskeligt at varetage en aktiv forskningsindsats samtidig med gennemførelsen af et hoveduddannelsesforløb, men der ses et stigende antal læger, der sideløbende med deres hoveduddannelsesforløb, fortsætter deres forskningsaktivitet.

Afslutningsvist skal det bemærkes, at mange lægelige ph.d.forløb er privat/fondsfinansieret, hvorfor en regulering heraf afhænger af en begrænsning af universiteternes mulighed for at indskrive læger i ph.d.forløb.

Lægeforeningen anerkender behovet for øget forskning inden for det primære sundhedsvæsen og inden for sygdomme, der rammer mange mennesker, og som ikke i alle tilfælde kræver specialiseret behandling. Samtidig er der behov for, at data fra det primære sundhedsvæsen i højere grad indgår i den sundhedsfaglige forskning. Men øget forskning inden for det primære sundhedsvæsen skal ikke ske på bekostning af forskningen inden for det specialiserede sundhedsvæsen Den frie grundforskning på f.eks. universiteter og sygehuse er desuden nødvendig for at sikre, at det er de rette behandlinger, der tilbydes – og fravælges. Alternativt overlades den specialiserede forskning alene til kommercielle interesser, og det er ikke nødvendigvis godt for prioritering og eventuelle fravalg af behandlinger og er heller ikke godt for de lidelser, der forekommer sjældent og/eller ikke er kommercielle interesser i.

ANBEFALING 4: STYRKET INDSATS FOR MENNESKER MED PSYKISKE LIDELSER

Bevar stærkt fokus på prioritering af psykiatrien uanset organisering

For Lægeforeningen er det afgørende, at indsatsen til mennesker med psykiske lidelser løftes markant. Der er behov for mere kapacitet i primær og sekundærsektoren, herunder behov for at opbygge en reel primærsektor for børn, unge og voksne med fokus på forebyggelse og både tilbud om lettere behandling og opfølgning efter behandling. Der er behov for øget sammenhæng og kvalitet i behandlingen og øget samarbejde og koordinering mellem sektorerne.

Lægeforeningen er enige i forslaget om at der skal tilknyttes alment praktiserende læger på botilbud. Fast tilknytning af alment praktiserende læger vil skabe bedre kontinuitet i behandlingen af botilbuddets beboere.

Lægeforeningen bakker op om nationale kvalitetsstandarder i socialpsykiatrien, men mener, at de både skal gælde for den sundhedsfaglige og den socialfaglige indsats. En markant styrket indsats på det samlede psykiatriområde skal gøre op med den store ulighed i sundhed, som mange års underprioritering af psykiatrien har medført.

Lægeforeningen noterer sig, at kommissionen med anbefaling 4 foreslår, at de sygehusansvarlige myndigheder gennemfører en organisatorisk integration af psykiatri og somatikken. Lægeforeningen ser fordele i en øget integration, og at et løft af indsatsen til mennesker med psykiske lidelser indebærer et langt tættere samarbejde med det somatiske sygehusområde, almen praksis og socialpsykiatri. Lægeforeningen ser særligt et potentiale for større robusthed i selve indsatsen ved at sammenlægge de akutte tilbud i psykiatrien med de fælles akutmodtagelser. En fysisk sammenlægning kan dog godt etableres med to særskilte indgange under hensyn til kvalitet og patientsikkerhed.

Lægeforeningen bemærker dog samtidig, at en eventuel budget og ledelsesmæssig integration mellem psykiatri og somatik på sygehusområdet ikke må være på bekostning af den aktuelle prioritering af psykiatrien, herunder økonomisk prioritering. Uanset organisering skal 10årsplanen for psykiatrien derfor fastholdes, og der skal fortsat prioriteres økonomi øremærket til psykiatrien.

ANBEFALING 5: TILPASNING AF RAMMERNE FOR DE PRAKTISERENDE SPECIALLÆGER

Styrk de nære sundhedstilbud gennem et landsdækkende netværk af praktiserende speciallæger

Praktiserende speciallæger kan og vil gerne spille en central rolle i omstillingen til mere nære sundhedstilbud
Praktiserende speciallæger udgør i dag et nært, specialiseret sundhedstilbud. Speciallægepraksis kan og vil gerne spille en betydelig rolle i omstillingen af opgaveløsningen i sundhedsvæsenet ved at udgøre et stærkt bindeled mellem det primære og sekundære sundhedsvæsen. Samtidig kan opgaveløsningen i speciallægepraksis i endnu stærkere grad koordineres med opgaveløsningen på sygehusene som led i effektiv brug af ressourcer. Sundhedsstrukturkommissionen vurderer, at de praktiserende speciallæger bl.a. kan bidrage til øget geografisk lighed i adgang til specialiserede sundhedstilbud, samt en omkostningseffektiv brug af de samlede ressourcer.

Lægeforeningen er enig i kommissionens anbefaling 5 om, at der uanset valg af forvaltningsmodel er et stort uforløst potentiale ved stærkere koordinering og samtænkning af speciallægepraksis’ rolle i et samlet sundhedsvæsen. Lægeforeningen ser gerne, at de nære sundhedstilbud bliver udbygget med et landsdækkende netværk af praktiserende speciallæger, som i dialog og samarbejde med almen praksis kan sikre specialiseret behandling til borgerne i deres lokalområde og derved bidrage til både at aflaste sygehusene, understøtte almen praksis og mindske den alt for store ulighed i sundhed.

Lange ventetider til praktiserende speciallæger belaster patienter og det øvrige sundhedsvæsen. Patienter på venteliste har oftere brug for at se egen læge end ellers. Samtidig findes flere eksempler på, at højt specialiserede sygehusafdelinger må påtage sig ansvaret for flere generalistopgaver, som bør varetages i praksis. I flere specialer løses samme ambulante opgaver både på sygehus og i praksis, hvor mange af opgaverne kan varetages fuldt ud i speciallægepraksis.

Øget opgavevaretagelse i nære sundhedstilbud indebærer ikke kun behov for øgning af kapaciteten i almen praksis, men også en betydelig øgning af kapaciteten i speciallægepraksis. Lægeforeningen skønner, at antallet af praktiserende speciallæger med fordel kan øges fra de nuværende 1.000 til 2.000 inden for en årrække med henblik på at mindske den geografiske ulighed i adgangen til specialiserede sundhedstilbud.

I takt med at antallet af praktiserende speciallæger øges vil det være relevant at se på, om der kan indføres en eller anden form for ventetidsgaranti i speciallægepraksis. Lægeforeningen kan derfor tilslutte sig kommissionens forslag om, at der igangsættes et arbejde i Sundhedsstyrelsen med deltagelse af parterne, relevante faglige selskaber og patientforeninger med fokus på at beskrive løsninger til, hvordan grundlaget for at prioritere patienter på tværs af den samlede speciallægekapacitet kan styrkes.

Placering af og opgaveløsningen i speciallægepraksis skal ses i sammenhæng med det øvrige specialiserede sundhedsvæsen
Lægeforeningen er enig i, at der skal være opmærksomhed på den geografiske spredning af speciallægepraksis, og mener derfor, at nye speciallægepraksis skal etableres der, hvor borgerne i dag har langt til specialiseret behandling. Investering i flere praktiserende speciallæger og større geografisk spredning, så behovene i befolkningen modsvares, kan medvirke til at nedbringe geografisk og social ulighed i sundhed. Det bemærkes i øvrigt, at der ikke er rekrutteringsudfordringer i speciallægepraksis.

Lægeforeningen er enig i forslaget om, at praksisplanlægningen af det decentrale speciallægetilbud skal understøttes af en national ramme for anvendelse af praktiserende speciallæger. Det giver god mening, at det er Sundhedsstyrelsen, der overordnet vejleder om, hvilke behandlinger på alment niveau, der er egnede til at blive placeret hos praktiserende speciallæger og det forventede omfang af behandlingerne inden for en given sygdomsvægtet population. Det vil sikre et godt fagligt grundlag for at indtænke speciallægepraksis strategisk i den samlede sundhedsplanlægning.

Lægeforeningen peger på, at en ændret opgavefordeling mellem sygehuse og speciallægepraksis fremhæver behovet for, at speciallægepraksis indtænkes systematisk i speciallægeuddannelsen ud over de tre specialer, hvor dette allerede sker i dag (hhv. speciale i hudsygdomme, øjensygdomme og øre, næse halssygdomme). I speciallægepraksis er der et godt potentiale for hurtigt at lære de brede generalistkompetencer inden for de behandlinger på hovedfunktionsniveau, som varetages i speciallægepraksis.

ANBEFALING 6: IMPLEMENTEIRNG AF REFORMER I SUNDHEDSVÆSENET

Nedsæt en følgegruppe under reformsekretariatet

Lægeforeningen opfordrer til, at kommissionens inddragende tilgang under kommissionsarbejdet videreføres i implementeringsarbejdet, og at der derfor nedsættes en følgegruppe under reformsekretariatet med deltagelse af relevante aktører herunder Lægeforeningen, der kan komme med input og bidrage til implementeringsplanen og det løbende implementeringsarbejde.

ØVRIGE ØNSKER TIL SUNDHEDSREFORMEN

Husk nu forebyggelse og prioritering

Lægeforeningen havde håbet på et stærkere fokus på folkesundhed og forebyggelse i kommissionens arbejde. Særligt kommunernes arbejde med folkesundhed, sundhedsfremme og forebyggelse er helt central for at nedbringe behovet for sundhedsvæsenets ydelser og for generelt at skabe en sund arbejdsstyrke. Samtidig er den brede forebyggelse afgørende for at nedbringe den sociale ulighed i sundhed.

Lægeforeningen vil kraftigt opfordre regeringen til, at den brede forebyggelsesindsats får et stærkt aftryk i et udspil til sundhedsreform, herunder at der tages håndfaste initiativer til at begrænse forbrug af tobak og alkohol og stilles stærkere krav til kommunernes implementering af Sundhedsstyrelsens forebyggelsespakker mv.

Et fortsat fokus på prioritering i hele sundhedsvæsenet er også helt afgørende for omstillingen af opgaveløsningen og et bæredygtigt sundhedsvæsen. Der er behov for stærkere politisk prioritering på et overordnet niveau. Det er derfor vigtigt, at debatten om, hvad sundhedsvæsenet skal tilbyde, og hvordan bl.a. læger får bedre redskaber til prioritere sammen med den enkelte patient, fortsætter. Hvis vi ikke tager fat om nældens rod og foretager bevidste og modige prioriteringer i sundhedsvæsenet, vil det ske ukoordineret og til skade for såvel patienter og sundhedsvæsen, og det vil gå ud over de mest sårbare borgere og patienter.

Derfor ser Lægeforeningen meget frem til at høre mere om regeringens planer for et prioriteringsråd og bidrager meget gerne i det fremadrettede arbejde med at beskrive f.eks. prioriteringskriterier og håndtere prioritering i sundhedsvæsenet.

Med venlig hilsen

Camilla Noelle Rathcke 
Formand for Lægeforeningen