Speciallæger tæt på pension
Der mangler speciallæger i Danmark. Selvom der er flere nye speciallæger på vej, vil der gå en årrække, før den øgede dimensionering for alvor slår igennem. Samtidig nærmer mange erfarne speciallæger sig pensionsalderen, og i nogle specialer kan det øge manglen yderligere de kommende år.
Lægeforeningen har på baggrund af medlemsdata kortlagt aldersfordelingen blandt erhvervsaktive speciallæger. Opgørelsen viser, at hver fjerde speciallæge er 60 år eller ældre, mens 13 pct. er 65 år eller ældre. Der er dog store forskelle mellem specialerne, og nogle står over for en særlig stor potentiel afgang til pension i de kommende år. For eksempel er 22 pct. af de erhvervsaktive speciallæger i psykiatri 65 år eller ældre.
I en uddybende analyse ser Lægeforeningen nærmere på udvalgte specialer, hvor en stor pensionsafgang kan udfordre kapaciteten. Her sammenholdes antallet af ældre speciallæger med den forventede tilgang af nye speciallæger og med regionale forskelle. Analysen peger på, at tilgangen af nye speciallæger i nogle specialer ikke kan opveje den potentielle afgang på kort sigt. Det gælder psykiatri, anæstesiologi og ortopædisk kirurgi.
Analyserne understreger derfor betydningen af at fastholde erfarne speciallæger. Det er vigtigt både for at undgå, at speciallægemanglen forværres på kort sigt, og fordi erfarne speciallæger spiller en central rolle i supervision og uddannelse af de nye speciallæger, der skal bidrage til at sikre kapaciteten på længere sigt.