Velkommen til - stærke, faglige - sundhedsklynger

I ly af genåbningen efter coronaepidemien – og som et særligt appendiks til økonomiaftalerne – har regeringen, regionerne og kommunerne indgået en aftale, som kan få stor betydning for mange af os – og patienterne naturligvis. Enigheden om at etablere såkaldte sundhedsklynger i forbindelse med de 21 akutsygehuse er de første reelle streger på papiret af det fremtidige samarbejdsforum på tværs af almen praksis, kommuner og sygehuse.

Klyngerne skal skabe bedre rammer for de patienter, hvis forløb går på tværs i sundhedsvæsenet, f.eks. ældre og patienter med kroniske sygdomme eller komplekse forløb, hvor alle parter bidrager med indsatser i patientens samlede forløb. Det skal ske ved, at der i hver klynge etableres et forum med repræsentanter fra sygehuse, kommuner og almen praksis i akutsygehusets optageområde.

Det lyder rigtig godt, og vi har fra Lægeforeningens side tidligere foreslået en model, som flugter med den skitse til en ny måde at arbejde på, som regeringen og driftsherrerne har meldt ud. Manglende sammenhæng i sundhedsindsatsen rammer hårdest hos de patienter, der i forvejen har de dårligste forudsætninger for at forstå, hvilke indsatser der varetages af hvem og hvornår, og for at være tovholdere for deres eget forløb.

Der er i den grad behov for et tættere fagligt samarbejde om patienter med forløb på tværs af sektorer, og derfor er aftalen om sundhedsklynger meget velkommen. Men det er også helt klart, at det endnu kun er streger, og at det er, hvad der sker inden for stregerne, der er det vigtige: Det er i virkelighedens verden, at ordene i aftalen skal stå deres prøve, og her afhænger succes af, at sundhedsfagligheden får plads og tyngde, og af organisering, ledelseskraft og økonomi.

 

Vi afventer p.t. flere detaljer fra regeringen, kommunerne og regionerne om proces for den konkrete organisering og ser frem til at bidrage, så vi får netop sundhedsklynger. Det kræver et tæt samarbejde mellem fagfolk. Her tænker jeg både imellem læger og med andre faggrupper, som har »fingrene i fadet« på sygehuse, i lægepraksis og i kommuner. Vi har fokus på, at alle aktører er repræsenterede med sundhedsfaglige – og ikke f.eks. administrative – kompetencer i sundhedsklyngerne, og at lægefagligheden selvfølgelig får en fremtrædende rolle.

Samtidig er det afgørende, at de relevante sundhedsfaglige om bordet har mandat og ledelseskraft til at kunne tage beslutninger og føre dem ud i livet. Hvis dette skal kunne lykkes, kræver det, at der stilles nationale krav til standarder i kommunerne, og at de kommuner, der indgår i den samme sundhedsklynge, får etableret et samarbejde om, hvordan de vil løfte opgaverne i fællesskab. Ikke alle kommuner i klyngen skal kunne levere alt, men alle skal kunne levere de basale og mest udbredte ydelser på et højt niveau.

Og så er der økonomien. Der er afsat to gange 40 millioner kroner til at gøre klyngerne til virkelighed. Det er i denne sammenhæng ikke mange penge, de er tilmed midlertidige og har væsentligst til formål at give »stregerne på papiret« liv. Så hvis parterne vil noget med denne aftale, skal der flere penge i sundhedsklyngernes retning i de kommende år.

Det gode er, at der er tale om finansiering på tværs af regions- og kommunekasser i den nye aftale. Det skal parterne bag have ros for. Den er helt rigtig tænkt, og mit håb er, at det blot er en forløber for en kommende sundhedsaftale fra regeringen med mere fælles finansiering – af de gode faglige beslutninger, som sundhedsvæsenet har så hårdt brug for.