Nu skal patienterne kunne regne med kvalitet i (alle) landets kommuner
Af Camilla Noelle Rathcke, formand for Lægeforeningen
Leder bragt i Ugeskrift for Læger, 21. marts 2022
Endelig. Regeringens længe ventede sundhedsreform blev tirsdag præsenteret af sundhedsminister Magnus Heunicke på Rigshospitalet. Udskudt igen og igen, men nu en realitet.
Et vigtigt element i reformen, som Lægeforeningen længe har efterlyst, er standarder for kvaliteten i kommunernes sundhedstilbud. Mange af os ved af egen erfaring, hvor stor forskel der kan være i kommunernes tilbud i dag. Det er trist at skulle udskrive en patient, hvis man ved – eller måske snarere ikke ved – om han i sin hjemkommune får det nødvendige tilbud i det videre forløb, Sundhedsstyrelsen sættes nu i spidsen for at beskrive, hvilke kompetencer og fagligheder der skal være på plads i tilbuddene, og hvilket patientunderlag der er nødvendigt. Men det er også vigtigt, at Sundhedsstyrelsen reelt får mulighed for at styre planlægningen og at gribe ind, hvis kvaliteten efterfølgende ikke er i orden. Kort sagt skal styrelsen have samme muskelkraft her, som har virket så godt, når det gælder specialeplanlægning og løft af kvaliteten på sygehusene. Mindre kan ikke gøre det, hvis vi reelt skal komme i mål. Og det beskriver sundhedsreformen ikke noget om.
Og så er det selvfølgeligt også afgørende, at der ikke kun skal stilles krav til behandlingen i akuttilbuddene eller i tilbuddene til patienter med kroniske sygdomme. Hvad med de mange patienter, som har brug for alkoholbehandling? Eller genoptræning efter hjerneskade? Eller i de kommunale tilbud i psykiatrien, som stadig venter på sin plan? De skal ikke risikere at stå med et discounttilbud og vide, at de ville have fået en helt anden kvalitet i behandlingen, hvis bare de havde adresse i nabokommunen. Kvalitetsstandarder bør udbredes til alle kommunale sundhedsopgaver.
Regeringen har varslet, at den vil nedsætte en kommission for robusthed i sundhedsvæsenet. Den skal se på, hvordan vi organiserer og løser opgaverne – der er mange, og stadig flere kommer til – på tværs af et samlet sundhedsvæsen. Der skal være fokus på de rette fagligheder og kompetencer i sundhedsvæsenet, på hvordan de skal bringes i spil, og på hvilke nye fagligheder eller digitale løsninger der kan spille en større eller ny rolle. Kort sagt, hvordan bliver sundhedsvæsenet robust til at klare de mange opgaver på lang sigt og mestre fleksibilitet og de udsving i opgaverne, som f.eks. en epidemi medfører.
Lægeforeningen skal naturligvis inddrages i kommissionsarbejdet, som jeg forventer har et længere og bredere perspektiv på fremtidens sundhedsopgaver og de mange fagligheder, der skal spille sammen om at løse dem, end »rekruttering og fastholdelse«. Vigtigt element, ja, men også en opgave for arbejdsmarkedets parter og en drøftelse, der også skal tages ved »et andet bord«. Det vil ikke være gavnligt, hvis den rykker ind på statens bord.
Positivt er det også, at regeringen vil undersøge, hvordan patientklagesystemet fungerer for sundhedspersoner og patienter, og samtidig signalerer, at der skal være fokus på læring, når der er sket en fejl. Lægeforeningen er kommet med et udspil til en forenkling af patientklagesystemet til gavn for både patienter og læger, for der er i den grad brug for at gentænke den nuværende model.
Nu venter i de kommende måneder forhandlinger om reformen mellem regeringen og de øvrige partier på Christiansborg. Det er afgørende, at politikerne skruer op for ambitionerne i forhold til at løse problemet med alt for få speciallæger.
Der er brug for både flere praktiserende læger og praktiserende speciallæger til at varetage de mange opgaver, som efter planen skal løses i det primære sundhedsvæsen. Og der er brug for flere speciallæger i en vifte af specialer, hvis sygehusene skal sikre endnu mere specialiseret behandling, sikre hurtig udredning, understøtte det primære sundhedsvæsen og måske endda udføre avanceret behandling over afstand i patientens hjem. Flere speciallæger er kort sagt fuldstændig afgørende for reformens realisering og for kvaliteten af behandlingen også på lang sigt, uanset hvor den foregår.
Samme kan siges om en realistisk økonomi til at gennemføre forandringerne. Der skal være råd til både kompetenceudvikling i kommunerne, substans i initiativerne i sundhedsklyngerne og råd til nye teknologier og behandlinger også i sygehusregi. Samlet set skal der ressourcer, forpligtelser og styring til at få sparket reformen i mål og at se konturerne af et anderledes arbejdende og samarbejdede sundhedsvæsen, hvor ambitionen om både at sikre og udvikle kvaliteten skal være i højsædet. Den tilgang forventer vi fra lægeside, at regeringen og Folketinget deler og tager ansvar for.