Husk at få mellemregningerne med ind i regnearkene

At komme hjem fra job – godt brugt, måske efter en lang vagt – og så læse i medierne, at produktivi-teten falder på sygehusene, er en besynderlig oplevelse. Jeg har ikke tal på det. Men mit bud er, at mange os har en oplevelse af aldrig at have haft mere travlt og aldrig haft så svært ved at kunne levere på de mange opgaver, der er.

Udmeldingerne om et produktivitetsfald bygger på en rapport fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet, som viser et fald i antallet af operationer, ambulante kontakter og indlæggelser på sygehusene fra 2019 til 2022. I samme periode er antallet af sundhedspersoner – dog ikke sygeplejersker – steget. Tal, som umiddelbart tegner et billede af et sygehusvæsen, hvor medarbejderne får mindre fra hånden.

Men kan man virkelig drage den konklusion? Nej, i min optik er der al mulig grund til at tage en række forbehold, inden man drager dramatiske konklusioner. Man kan f.eks. spørge, hvor solidt det er at basere dem på data indsamlet i den mest tumultariske periode i det danske sundhedsvæsen?

Det er helt afgørende, at de seneste års produktivitetsudvikling ses i sammenhæng med de store begivenheder, som i den grad har præget tilværelsen på sygehusgangene. COVID-19-epidemien betød, at mange planlagte operationer blev aflyst eller udskudt, mens der stadig var udgifter til personale.

Situationen i 2020 og 2021 var langt fra normalbilledet af dagligdagen på f.eks. en operationsafde-ling, og det burde være indlysende, at det ikke giver mening at analysere produktiviteten i denne periode uden at indtænke de gennemgribende konsekvenser, som pandemien havde på planlægning og behandling på landets sygehuse.

En vigtig faktor er også, at der mangler rigtig mange sygeplejersker. Det fører til forsinkelser, aflysninger og flaskehalse, fordi operationer er en hold-opgave og ikke kan gennemføres, hvis der mangler f.eks. anæstesi- eller operationssygeplejersker. Det påvirker hele operationsholdets »produktivitet«. Ventelisterne er dybt frustrerende, først og fremmest for patienten, og det er et problem, som bør have den højeste politiske prioritet.

Jeg vil også pege på, at regionerne fra 2019 har indført et nyt styringsregime. Fokus er ikke på produktivitet i form af at gennemføre så mange behandlinger som muligt på sygehusene, men på at få så høj kvalitet som muligt og gerne uden for sygehusene. Der er i mange år blevet styret efter det princip, at »flere behandlinger er bedre«, uanset om det egentlig er dét, der skaber bedst værdi for patienterne. Nu er styringen så ændret i mere fornuftig retning, som i sidste ende vil skabe den bedste produktivitet. »Nærhedsfinansiering« er stadig et nyt styringsregime. Det er uklart, hvor stærkt det er slået igennem, og der er tekniske udfordringer med at gøre effekterne op. Men alt andet lige kan det give et billede af mindre produktivitet, når man som i ministeriets rapport måler produktivite-ten på den traditionelle facon ved at gøre den op i antal behandlinger på sygehusene.

Jeg anfægter ikke her, at regering og myndigheder har brug for et overordnet billede af, hvordan det går med at behandle patienterne og få bragt ventelister ned. Det er deres opgave. Men jeg vil anbe-fale dem et kritisk blik på formidlingen af egne tal og at se på, om alle relevante forbehold er med. For bastante udmeldinger baseret på tal fra år præget af en epidemi giver ikke mening og bidrager bestemt ikke til at fastholde – og helst også tiltrække – de dygtige sundhedsprofessionelle, som der bliver endnu mere brug for i de kommende år med mange, mange flere patienter. Så husk at få alle de relevante mellemregninger – dem, som vi mærker hver dag ude i sundhedsvæsenet – med ind i regnearkene.