Læger siger fra, men hvem reagerer?

Læger oplever en stigende tendens til, at deres advarsler om, at det faglige niveau er truet af eksempelvis mangel på personale, besparelser eller nye politiske beslutninger, ikke rigtig bliver hørt, og det er selvfølgelig helt uholdbart.

I de seneste uger har en trist sag fra Aarhus Universitetshospital fyldt i medierne. Dag efter dag har der været nye vinkler på sagen, hvor patienter med fremskreden kræft har måttet vente for længe på behandling på hospitalets mave- og tarmkirurgiske afdeling, som er udfordret af mangel på sygeplejersker.

Det er nu besluttet, at der skal iværksættes en uvildig under­søgelse af forløbet. Efter en skarp reaktion fra sundhedsministeren har Region Midtjylland besluttet med ekstern hjælp at gennemgå sagen, og det kan man kun bakke op om. Det er af flere grunde nødvendigt at få kulegravet detaljerne.

Men allerede nu tegner der sig desværre et klart billede af, at læger og andre sundheds­professionelle har svært ved at blive hørt – på en måde, der ­fører til handling – når de råber vagt i gevær og gør opmærksom på forhold, som er fagligt uholdbare eller strider mod loven. I den konkrete sag har en læge advaret tilbage i maj 2022, og en gruppe af læger har to gange advaret gennem hospitalets whistleblowerordning – uden, at der blev grebet ind mod de alt for lange ventetider.

Men desværre er sagen ikke enestående. Læger oplever en stigende tendens til, at deres advarsler om, at det faglige niveau er truet af eksempelvis mangel på personale, besparelser eller nye politiske beslutninger, ikke rigtig bliver hørt, og det er selvfølgelig helt uholdbart. Vi har – sammen med sundhedsprofessionelle kolleger – en forpligtelse til at råbe op, hvis vi kan se, at patienterne lades i stikken, og kvaliteten i behandlingen daler. Og så bør vi også blive hørt. Forstået på den måde, at der faktisk handles, når vi hejser advarselsflaget.

Vi lever i en tid, hvor sundhedsvæsenet er under stadig stigende pres. Flere opgaver trænger sig på. Det er en uomgængelig udvikling. Desværre er der ikke samme sikkerhed for, at sundhedsvæsenet får det nødvendige antal speciallæger, sygeplejersker og andre vigtige kolleger inden for samme tidsramme. Og dermed stiger risikoen for flere situationer, hvor fagfolk protesterer mod uacceptable forhold og desværre må opleve, at det er råb ud i intetheden.

Her og nu er det derfor vigtigt, at hospitalerne tager whistleblowere og andre, som peger på forhold, som er farlige for patienterne, alvorligt og reagerer på dem. Er det ikke muligt at sikre patienterne, skal sagen hurtigst muligt op til den øverste ledelse og det politisk niveau. Ingen kan trylle, men hurtighed og åbenhed er afgørende for at finde den bedst mulige løsning.

Samtidig er der behov for, at den ny Sundhedsstrukturkommission tager fat i problemet og kommer med bud på, hvordan sundhedsprofessionelle og ledelser får bedre mulighed for at »lede opad«, som det hedder, uden at risikere sig selv eller ende i overdreven loyalitet. Det er klart, at det er politikerne, som i sidste ende sætter kursen. Men fagpersoner, som sidder øverst i hierarkiet, skal ikke kun gøre, hvad det politiske niveau dikterer. De skal have bedre muligheder for at tydeliggøre konsekvenserne af politiske beslutninger – og sige fra over for dem – uden at komme i klemme.

Flere ressourcer i form af dygtige medarbejdere bliver afgørende i de kommende – udfordrende – år. Men vi har også brug for nye strukturer, som sikrer læger åbenhed og mulighed for at gøre ledelser og politikere opmærksomme på forhold, som er ved at køre af sporet. At forebygge flere ulykkelige sager er i alles interesse.