Gå til indhold

PLO'rientering 10/2026

Nyhed PLO

ADHD-behandling af børn kræver fortsat specialistindsats, siger formanden. Læs også om Folkemødet, PLAndel, antipsykotisk medicin til patienter med psykiske lidelser, PLO's digitaliseringsprojekter, Deep End Denmark, ultralydskonference og webinar om KiAP's klyngeplatform.

Hjerne med udsving i barnehænder

NYT FRA BESTYRELSEN: ADHD-behandling af børn kræver fortsat specialistindsats

Debatten om behandlingsansvaret for børn og unge med ADHD er igen aktuel, og både DSAM og PLO slår fast: ADHD-behandling hører hjemme hos specialister, ikke i almen praksis.
 
DSAM har i sit seneste nyhedsbrev sat fokus på, at ADHD hos børn er en kompleks tilstand, der kræver specialviden, grundig diagnostik og løbende specialistvurderinger. Almen praksis har hverken rammerne eller patientgrundlaget til at opbygge den nødvendige erfaring. Jeg er helt enig.
 
Vi oplever desværre et stigende pres for, at almen praksis skal overtage behandlingen. Men det er vigtigt at holde fast i ansvarsfordelingen: Den børnepsykiater, som starter medicinsk behandling, har ansvaret, indtil en anden læge konkret overtager det. At et barn afsluttes til egen læge, betyder ikke automatisk, at ansvaret skifter.
 
Hvis forældre henvender sig med ønske om receptfornyelse eller opfølgning, er det helt legitimt at henvise dem tilbage til den ansvarlige børne- og ungdomspsykiatriske afdeling, som fortsat har pligt til at varetage behandlingen. Det samme gælder børn, der er udredt hos praktiserende psykiater eller på privat psykiatrisk klinik. Psykiateren har ansvaret, indtil andet er aftalt, og vi anbefaler, at familien henvises til børne- og ungdomspsykiatrisk ambulatorium – ikke til almen praksis.
 
PLO anbefaler desuden, at praktiserende læger, som allerede har overtaget behandlingsansvaret, overvejer at henvise patienterne tilbage til børne- og ungdomspsykiatrien.

Kapacitetsudfordringer i psykiatrien kan ikke løses ved at flytte opgaven til almen praksis uden den nødvendige specialistunderstøttelse og ressourcer. 
 
Det er vigtigt, vi sikrer, at børn og unge med ADHD får den bedst mulige behandling. Det er en sårbar patientgruppe, som kræver specialistviden og erfaring og behandling varetaget af læger med det rette kompetenceniveau.
 
Læs DSAM's nyhedsbrev om ADHD-opfølgning hos børn og unge

Venlig hilsen

Jørgen Skadborg, formand, PLO

******

Referatet fra sidste repræsentantskabsmøde klar

PLO afholdt den 25. april ordinært repræsentantskabsmøde. Nu er referatet klar.
Find referatet her (MinSide.dk)

*****

PLO belyser vigtige emner på Folkemødet

Folkemødet i Allinge nærmer sig, og PLO er med igen i år. Fra 11.-13. juni deltager formanden, næstformanden og tre bestyrelsesmedlemmer i en lang række debatter om sundhedspolitik og det nære sundhedsvæsen.

PLO afholder selv fem debatter med disse overskrifter:

  • Hvad skal kommuner, regioner og almen praksis gøre anderledes for at få reformen til at virke?
  • Når patienter afvises i sundhedsvæsenet: Hvor opstår problemet, og hvordan løser vi det?
  • Kan fælles løsninger styrke rekruttering, tryghed og kvalitet i almen praksis? (Afholdes med PLAndel)
  • Hvad virker for patienter med størst behov – og hvad kan sundhedsvæsenet lære?
  • Hvordan styrker vi samarbejdet, så flere unge i mistrivsel får hjælp i tide?

Kom gerne forbi, hvis du er på Bornholm.

Læs mere om PLO’s debatter (plo.dk)

*****

PLAndel er nu åben for indmeldelse: Se eller gense medlemsmøde

PLO har de seneste uger været vært ved medlemsmøder i de fem regionale foreninger, hvor PLAndel var inviteret til at orientere om det nystiftede andelsfællesskab.

Mødet i PLO-Midtjylland blev optaget, og medlemmer af PLO kan se/gense optagelsen på Min Side (kræver MitID)

Møderne markerer, at PLAndel åbner for indmeldelse, som foregår ved, at praktiserende læger melder deres klinikker ind via hjemmesiden plandel.dk

*****

Vederlagsfri antipsykotisk medicin til patienter med psykiske lidelser

Den midlertidige ordning, hvor de praktiserende læger skulle markere recept med ”regional aftale psykiatri” ifm. vederlagsfri antipsykotisk medicin til ikke-indlagte patienter, er blevet erstattet af en ny permanent funktionalitet i Tilskuds Ansøgnings Servicen (TAS) i FMK-online. 

Den nye funktionalitet har været tilgængelig siden d. 19. maj 2026, og man skal ny udfylde en blanket i TAS for de patienter, der er omfattet af ordningen. Alle patienter skal oprettes på ny, selvom patienten allerede har fået recept ud fra den hidtidige midlertidige ordning. I denne vejledning fra Sundhedsdatastyrelsen kan du læse om proceduren (pdf)

Udfyldelse af blanketten skal kun gøres én gang pr. patient, hvorefter blanketten er gyldig i 15 år fra diagnosetidspunkt. Herefter får patienten automatisk sit tilskud. Tilskuddet vises efter tilknytning af patienten i både FMK-online og på apoteket. 

Hvis en patient, som har været berettiget til tilskud, har haft egenbetaling til antipsykotika efter 1. januar 2025, kan apoteket udbetale refusion - hvis lægen har udfyldt blanketten som beskrevet ovenfor. Patienten skal herefter kontakte det samme apotek, hvor medicin er købt, for at få refusion. 

Frem til udgangen af 2026 vil den midlertidige ordning med markering på recepten, fortsat kunne benyttes. Men som sagt skal alle patienter registreres på ny i den nye ordning.

Ordningen omfatter fortsat de patienter, der inden for de seneste 15 år har fået stillet minimum én af følgende diagnoser: skizofreni, skizotypisk sindslidelse og skizoaffektiv psykose. 

PLO anerkender den vigtige indsats for at støtte nogle af de mest udsatte borgere i samfundet. Ordningen indebærer dog også en ekstra indsats i almen praksis med at finde målgruppen og udfylde blanketten i TAS for de patienter, der er omfattet af ordningen.

Det er fortsat PLO’s opfattelse, at opsporingen af og samtalen med målgruppepatienter oplagt kan håndteres som en del af ydelse ’2150 - Fokuseret somatisk undersøgelse af borgere med psykiske lidelser’, som kan udføres i forbindelse med en almindelig konsultation (0101) eller en årsstatus (0120) med den pågældende patient. Ydelse 2150 er nemlig en tillægsydelse.

Ydelse 2150 blev indført i OK22 med det formål at bekæmpe ulighed i sundhed. Ydelsen indebærer en opsøgende indsats overfor målgrupperne. Mange praktiserende læger er, ifølge sekretariatets opfattelse, endnu ikke så opmærksomme på ydelsens eksistens, hvorfor vi opfordrer til et fokus på ydelsen og brugen af den.

Ydelse 2150 er særligt relevant for at sikre, at patientens samlede helbred vurderes samtidig med, at der foretages ordination og receptudstedelse, fx i henhold til ordningen om vederlagsfri antipsykotisk medicin. 

Ved konsultationer med målgruppen anbefales det, at lægen:

  • Sikrer, at patientens diagnose opfylder kriterierne for ordningen.
  • Udfører den nødvendige somatiske undersøgelse som en del af ydelse 2150.
  • Informerer patienten om ordningens vilkår, herunder muligheden for gratis medicin.

*****

PLO's digitaliseringsprojekter - status forår 2026

PLO's arbejde med digitalisering sigter på at understøtte og forbedre kommunikation med patienter, arbejdet i klinikken og kvaliteten i behandlingen.

Alle svangrejournaler bliver digitale fra 2. juni - kom til webinar

Som det fremgik af PLO’rientering 13. maj lanceres på tirsdag - 2. juni - en ny version af almen praksis’ digitale svangreløsning, der nu bliver en del af en national, digital løsning, som omfatter alle svangrekonsultationer i almen praksis samt den gravides øvrige besøg i sundhedsvæsenet. Du finder vejledningsmateriale og videoer på PLSP’s hjemmeside (plsp.dk). 

I forbindelse med lanceringen udtaler næstformand i PLO, Niels Ulrich Holm:

“Den nye, nationale løsning gør det nemmere for os at følge med i den gravides forløb og aftaler på tværs af sundhedsvæsenet. Til gengæld betyder den også, at vi i almen praksis skal forholde os til langt flere oplysninger og PRO-data end tidligere – på både godt og ondt. Derfor vil PLO fortsat søge at påvirke måden, Graviditetsmappen bruges på, og hvad den indeholder.”

Klinikken kan tilmelde sig webinarer om løsningen i juni(tilmeld.dk)

Læs mere om den digitale svangrejournal (plo.dk).

Har du holdninger til almen praksis’ digitale svangreløsning og samarbejdet med andre aktører om graviditetsoplysninger? Deltag i en undersøgelse, hvor resultaterne bruges til at vurdere arbejdsgangene.

Svarene behandles af Sundhedsdatastyrelsen i anonymiseret form. 

Besvar undersøgelse om arbejdsgangene i Digital Løsning til Graviditetsforløb (survey-xact.dk)

Nem adgang til anbefalede sundhedsapps

Det er nu muligt for dig som læge at formidle udvalgte sundhedsapps til patienter som supplement til den almindelige behandling direkte fra lægepraksissystemet.

Erfaringer fra tidligere pilotprojekt har vist, at apps kan være et værdifuldt redskab i dialogen med patienten, fordi det udover at øge patientinddragelsen kan medvirke til færre viderehenvisninger og mindre medicinforbrug. 

PLO’s næstformand, Niels Ulrich Holm, sidder med i Nævnet for sundhedsapps, som 4-5 gange om året gennemgår og anbefaler relevante apps. I Klinik+ kan du få et samlet overblik over de apps, der løbende anbefales af nævnet. Hvis en app er relevant for en given patient, kan den ’pushes’ ud til patienten direkte via Min Læge-app. 

Se nævnets nuværende anbefalede sundhedsapps (sundhed.dk) 

Læs mere om anbefalede apps i almen praksis (plo.dk) 

Test af kommunale prøvesvar som strukturerede data i lægesystemet

Hvordan ville det være, hvis prøvesvar, målinger, observationer og vurderinger, som foretages af kommunale akutfunktioner på vegne af dig som praktiserende læge ikke længere skal findes frem fra en korrespondancemeddelelse, eller bliver ringer ind - men i stedet kommer ind som strukturerede prøvesvar, der kan overføres til laboratoriekortet i dit lægepraksissystem?

Fra september til november 2026 gennemføres en afprøvning af netop dét i samarbejde med Aarhus Kommune og EG Clinea. 

Er du interesseret i at deltage eller høre mere? Så send en mail til Mie Borch Dahl Ballegaard på mbk@medcom.dk

Læs mere om projektet (MedCom.dk)

Nye databehandleraftaler med systemleverandører lige på trapperne

Vi informerede i PLO'rientering 16. april om, at PLO har forhandlet en opdateret databehandleraftale på plads med alle leverandører af lægepraksissystemer (XMO, Clinea, WinPLC, Novax, MultiMed og Vena), og at den var på vej til jeres underskrift via jeres respektive systemleverandør.

Meldingen fra leverandørerne er imidlertid, at udsendelsen er en smule forsinket, men at den er på trapperne. 

*****

Deep End Denmark vokser - flere læger inviteres med i netværket

Deep End Denmark er nu godt etableret som et nationalt netværk for praktiserende læger, der arbejder i områder med høj social belastning. 

Nu inviteres endnu flere praktiserende læger med i fællesskabet. Lægerne i Deep End udvælges på baggrund af deres patientsammensætning, og nye invitationer er netop udsendt af Danmarks Statistik til klinikkernes e-Boks i denne uge (uge 22). 

Netværket mødes to gange årligt til nationale møder med faglige oplæg, erfaringsudveksling og sparring mellem kolleger. 

Projektet støttes af Fonden for Almen Praksis. Deltagelse i netværksmøderne er gratis og honoreres efter gældende takster for efteruddannelse.

Læs mere på www.deepend-denmark.dk 

*****

Konference: Hvordan kan ultralyd styrke diagnostikken i den kliniske hverdag?

Du inviteres til den første internationale konference for ultralyd i almen praksis på dansk jord — en dag dedikeret til faglig fordybelse, ny viden og klinisk anvendelig ultralyd. 

Det foregår i Billund den 30.-31. oktober 2026. 

Læs mere (tilmeld.dk)

*****

Gratis webinar: Lær KiAP’s klyngeplatform bedre at kende

Klyngeplatformen er den fælles digitale platform til samarbejde og kommunikation. Her kan I i klyngen planlægge møder, bestille klyngepakker fra KiAP og dele opslag og beskeder.

KiAP holder gratis webinar, så du bliver klædt på til at udnytte alle funktionerne i platformen.

Se, hvordan du kan bruge platformen til bl.a.:

  • Overblik over møder, planlægning og bestilling af klyngepakker
  • Kommunikation via opslag og beskeder
  • Deling af materiale og filer
  • Invitation af øvrige deltagere (fx uddannelseslæger)
  • Der er også mulighed for spørgsmål.

Tid: Tirsdag 16. juni 2026 kl.15:45-16:15.
For: Alle læger i klynger.
Tilmeldingsfrist: 9. juni 2026.
Tilmelding: Til sholm@kiap.dk - angiv navn og den e-mail som du ønsker, at mødeinvitationen med møde-linket sendes til. Mødet foregår i Microsoft Teams.

Webinaret er gratis.

*****

Kontakt os, hvis du har brug for yderligere oplysninger

PLO Medlemsservice

Telefon: 3544 8490, plo@dadl.dk

REMINDERE

Hjælp til din tilsynsforpligtelse: Download og opbevar tilsynsrapport som dokumentation

Som dataansvarlig lægeklinik er man forpligtet til at dokumentere, at man har forholdt sig til, om klinikkens databehandlere lever op til databehandleraftalen og reglerne om beskyttelse af personoplysninger. Denne forpligtelse hjælper PLO dig med at overholde.

PLO og Kromann Reumert har seneste gennemført tilsyn med PLSP, TRIFORK og SYNLAB.

På Min Side kan du downloade og gem den tilsynsrapport, der hører til dit systemhus. På den måde kan dokumentere, at PLO varetager tilsynsforpligtelsen for klinikken. 

Læs mere og find tilsynsrapporterne her (Min Side – kræver MitID)

Dialogseminar om fremtidens samarbejde i det nære sundhedsvæsen 

PLO Efteruddannelse vil gerne være med til at skabe forudsætninger for godt samarbejde, som sundhedsreformen stiller øgede krav til, og inviterer praktiserende læger og relevante samarbejdspartnere til dialogseminar. Det foregår 31. august og 1. september 2026.

Læs mere (tilmeld.dk)