Gå til indhold

PLO'rientering 15/2026

Nyhed PLO

Nyt lovforslag om datadeling går alt for vidt, siger formanden. Læs også om, at du nu kan stille op, sæsonvaccinationer, Pneumovax udgår, webinar om headspace og nyt e-kursus til nyansatte. Der er også nyt fra PLO-Sjælland.

NYT FRA BESTYRELSEN:
Nyt lovforslag om datadeling går alt for vidt

Sundheds- og Kirkeministeriet har sendt et udkast til lovforslag i høring. Lovforslaget omhandler datadeling i almen praksis, herunder ICPC-kodning og deling af økonomiske nøgletal, til brug for bl.a. kvalitetsudvikling og planlægning.

Der er høringsfrist til 22. september, og PLO er i gang med at udarbejde et høringssvar, der vil blive offentliggjort på PLO’s hjemmeside umiddelbart efter fristen.

Jeg kan allerede nu slå fast, at PLO kommer til at forholde sig meget kritisk til lovforslaget. Ikke fordi vi er imod datadeling. Tværtimod. Men det foreliggende lovudkast går alt for langt og mangler saglige og relevante begrundelser. Hvis lovforslaget ikke ændres, er det derfor et brud på det forståelsespapir, som PLO sidste år indgik med den daværende sundhedsminister.

Det vil føre for vidt her at gennemgå alle detaljer i lovforslaget. Men det afgørende er, at det ganske enkelt er alt for omfattende, så mange regnskabsoplysninger klinikkerne ifølge lovforslaget skal udlevere. 

I forståelsespapiret blev det forudsat, at der indføres regler, der skal sikre det offentlige adgang til relevante data om økonomiske nøgletal, aktivitet og kvalitet. Men hvordan kan det være nødvendigt for det offentlige, at udgifter til alt fra it og rengøring over varme og el til kaffe- og frugtordning skal indberettes til det offentlige i aggregeret form? 

Det ligger i hvert fald meget langt fra, hvad man normalt betegner som økonomiske nøgletal i en virksomhed. 

Hertil kommer, at lovforslaget kan læses sådan, at det offentlige ikke alene skal have oplysninger om den omsætning i klinikken, der stammer fra offentlige midler, men også midler fra indtægter, praktiserende læger får fra private kilder - fx indtægter fra rejsevaccinationer og private attester.

Dette er helt uforståeligt. Der er simpelthen ingen saglig begrundelse for, hvorfor det offentlige skal have oplysninger om den del af omsætningen, som ikke stammer fra offentlige midler. 

Lovforslaget handler også om meget andet, herunder om at flere typer af konsultationer skal ICPC-kodes. Jeg ved, at det deler vandene blandt praktiserende læger. Den diskussion vil jeg ikke gå ind i her, men blot understrege, at for PLO vil det være helt centralt, at vi bliver kompenseret for den administrative byrde, såvel ICPC-kodningen som udlevering af regnskabsoplysninger kommer til at påføre klinikkerne. Den tid, der flyttes fra patientkontakt til at generere data til brug for den offentlige forvaltning, er naturligvis ikke gratis.

Vi er også meget skeptiske over for, at personhenførbare og personfølsomme oplysninger i videre omfang skal kunne deles. Nu ikke kun med sundhedsvæsenets behandlere, men også med administrative medarbejdere til brug for statistik, planlægning, opfølgning etc. Det er langt fra et princip om dataminimering, men vi ved desværre også, at det alt for ofte er et synspunkt, vi står alene med. 

PLO støtter deling af data, der giver klinisk værdi, fremmer læring og forbedrer patientforløb. Men vi modsætter os dataindsamling, der udvider kontrol, øger bureaukratiet og svækker relationen mellem læge og patient. 

Heldigvis har vi normalt en god dialog både med ministeriet og med de centrale sundhedsordførere i Folketinget. Og jeg er fortrøstningsfuld i forhold til, at vi på ovenstående og andre punkter kan bidrage til, at forslaget bliver justeret, inden det vedtages og bliver til lov. 

Uanset hvad der sker, vil PLO’s medlemmer løbende blive holdt tæt informeret om denne sag.

Venlig hilsen

Jørgen Skadborg 
formand, PLO

******

Valg i PLO 2026: Nu kan du stille op

Der er valg til repræsentantskabet, som består af PLO’s regionale bestyrelser. Overvej at stille op, så du kan sætte dit fingeraftryk på fremtidens almen praksis.

Hvad kræver det?

Som repræsentant og bestyrelsesmedlem i PLO-R har du faste opgaver, som varierer efter, om du er formand, næstformand eller øvrigt medlem, og hvilke udvalg og projekter, du engagerer dig i. Du bliver introduceret til arbejdet og opgaverne - og får hjælp fra PLO-R-sekretariatet. ​Læs mere om, hvad arbejdet kræver, og hvordan det honoreres.​ 

Sådan stiller du op

  1. Det er en god ide at kontakte din PLO-R – også selvom du kun leger med tanken om at stille op
  2. Udfyld selvdeklareringsskema
  3. Indsend skema senest 9. november kl. 12 i PLO-Østdanmark og senest 10. november kl. 12 i PLO-Nord- og Midtjylland samt i PLO-Syddanmark.

Læs mere og tilmeld dig medlems- og valgmøde

Målgrupper for årets gratis vaccinationer mod influenza og covid-19

Sundhedsstyrelsen har offentliggjort målgrupper for årets sæsonvaccinationsprogram mod influenza og covid-19, der starter den 1. oktober og slutter den 20. december 2026.

Ligesom de to foregående år ønsker myndighederne at tilbyde de gratis vaccinationer i regionale vaccinationscentre og hos Danske Lægers Vaccinations Service. Der er derfor ikke indgået aftale om almen praksis' deltagelse i vaccinationsindsatsen.

  • Personer på 65 år og derover får en invitation i Digital Post i løbet af september og kan herefter bestille tid på vacciner.dk Personer på 69 år og derover tilbydes i år en styrket (adjuveret) influenzavaccine. Sidste år var det de 70+, der blev tilbudt denne.
  • Personer under 65 år med visse sygdomme eller tilstande, der øger risikoen for et alvorligt sygdomsforløb modtager ikke en invitation, men skal selv bestille tid på vacciner.dk eller ringe til deres region, hvis de er mindre digitale. Egen læge kan evt. gøre opmærksom på tilbuddet.
  • Gravide i 2. og 3. trimester anbefales influenzavaccination Ligesom sidste år anbefales raske gravide ikke vaccination mod covid-19.

Materialer fra styrelsen
Plakat til patienterne – meget info

Plakat til patienterne – mindre info 

Informationsbrev til personale m.v.  

Læs mere 
www.sst.dk/vaccination

 

*****

Pneumovax - 23-valent pneumokokvaccine (PPV23) - udgår

Hidtil har alle ældre over 65 år haft mulighed for klausuleret tilskud til Pneumovax (PPV23), men vaccinen er taget ud af produktion. Det betyder, at når apotekernes lagre er tømt for PPV23, vil det ikke være muligt at udskrive recept på vaccinen.

Det eksisterende tilskud vil ikke blive overført til andre vacciner, men der vil fortsat være tilskud til visse persongrupper til den 20-valente og 21-valente pneumokokvaccine, jf. følgende information på SST’s hjemmeside. 

Sundhedsstyrelsen er aktuelt i gang med at undersøge, om der skal tilbydes vaccination mod pneumokokker til voksne som en del af et nationalt program og forventer afklaring inden for et års tid.

 

*****

Har du nyt personale, der skal introduceres i almen praksis?

Nu behøver du ikke at vente på udbuddet af et fysisk kursus. Din nye medarbejder kan hurtigt komme i gang. 

PLO Efteruddannelse har netop søsat et nyt e-læringskursus, der giver dit nye praksispersonale et praksisnært overblik over arbejdspladsen, samarbejdet i klinikken og de rammer, der kendetegner almen praksis. 

Kurset giver indsigt i, hvordan opgaver og ansvar typisk fordeles i hverdagen, og undervejs bliver din nye medarbejder inviteret til at reflektere over, hvordan det relaterer sig til egen praksis.

Målet er at skabe et stærkt fundament for en god start og en større forståelse af rollen som praksispersonale.

Læs mere (tilmeld.dk)

*****

Tilmeld dig webinar og hør Poul Nyrup fortælle om headspace

For at udbrede kendskabet til sine tilbud holder headspace et webinar eksklusivt for almen praksis tirsdag den 6. oktober 2026 kl. 17-18 på Teams.

Det er gratis og for læger og personale i almen praksis.

headspace er Danmarks største tilbud til unge mellem 12 og 25 år med familieproblemer, eksamenspres, skolevægring, ensomhed og kærestesorger - gratis, anonymt og uden henvisning. Mere end 10.000 børn og unge får årligt hjælp i headspace Danmark.

Til webinaret vil du blandt andet opleve stifter og protektor, tidl. statsminister Poul Nyrup Rasmussen, gennemgå headspaces tilbud og metoder.

​Læs mere og tilmeld dig (microsoft.com)​

Nyt fra PLO-Sjælland

Tilbud om karrieresamtale for fase 2- og 3-læger - spred budskabet

PLO-Sjælland har fået tildelt midler fra Aftale25’s lægedækningspulje til en indsats i forhold til at fastholde kommende praktiserende læger i Region Sjælland efter afslutning af videreuddannelse i almen medicin. Det er bl.a. et tilbud om et karriereafklarende forløb for fase 2- og 3-læger i regionen.

En opfordring til alle om at sprede budskabet om dette fantastiske tilbud.

Har man brug for mere viden om projektet, og hvad det indeholder, er man velkommen til at rette henvendelse til Henrik Vittrup på hev.plo@dadl.dk eller telefon 5337 7740.

REMINDER

DSAM's årsmøde: Sidste frist for tilmelding

DSAM's årsmøde 2026 finder sted fredag den 2. oktober på Comwell Kolding under overskriften: "Vores patienters virkelighed – hvor kan vi gøre en forskel?".

Sidste frist for tilmelding er mandag den 14. september kl. 12.00.

Med fokus på prioritering og kommunikation sætter vi spot på, hvor vi som praktiserende læger kan gøre en forskel i hverdagen, og hvilke konkrete redskaber vi kan tage med hjem til klinikken. Programmet byder desuden på 14 parallelsessioner med aktuelle emner som AI i almen praksis, ADHD og demens.

Årsmødet rundes af med festmiddag og dans.

Læs mere (dsam.dk)

Kontakt os, hvis du har brug for yderligere oplysninger

PLO Medlemsservice
Telefon: 3544 8490, plo@dadl.dk