PLO'rientering 8/2026
Sammenhold er fundamentet for fremtidens almen praksis, skriver Formanden. Læs også om ny strategi og nye vedtægter, PLAndel-møder, ny formand i PLO-Syddanmark, attest til patienter for syge til retsmøder og Dansk Almenmedicinsk Praksisnetværk.
NYT FRA BESTYRELSEN: Sammenhold sikrer et stærkt fundament for fremtidens almen praksis
Lørdag holdt vi repræsentantskabsmøde i PLO. Her fik vi vedtaget nye vedtægter og en ny strategi, der moderniserer vores fællesskab, så vi står stærkest muligt i en tid med store forandringer.
I min mundtlige beretning understregede jeg, at vi står stærkest, når vi taler med én stemme. Jeg brugte det billede, at hvis vi begynder at slå sprækker som familie, risikerer vi at stå alene hver for sig. Og det er risikabelt.
PLO’s vedtægter er blevet konsekvensrettet som følge af sammenlægningen af Region Hovedstaden og Region Sjælland til Region Østdanmark. Samtidig er de blevet moderniseret i både sprog og struktur med fokus på større stringens og klarhed. De nye vedtægter træder i kraft 1. januar 2027.
Den nye strategi afspejler, at PLO's rolle og ansvar i det nære sundhedsvæsen bliver ændret, efterhånden som sundhedsreformen bliver udrullet. Selv om det aftalebaserede system fortsat er fundamentet for almen praksis, kommer politisk interessevaretagelse og forretningsudvikling til at spille en endnu mere central rolle fremover.
På mødet brugte vi også tid på at drøfte de forestående forhandlinger med Danske Regioner om en ny og smallere aftale om almen praksis, der fra 2027 skal afløse vores nuværende overenskomst. Jeg understregede, at det ikke er nok, at vi får en aftale, som jeg, Aftaleudvalget eller bestyrelsen er glade for. Vi skal lande en aftale, som det store flertal af praktiserende læger kan blive glade for. Vi har fire forhandlingsmøder med RLTN i kalenderen frem mod sommerferien. Dem er vi i fuld gang med at forberede.
Til sidst skal der lyde en stor ros til PLO-Sjælland, der stod for at arrangere repræsentantskabsmødet og den efterfølgende middag og fest i de smukke omgivelser på Sørup Herregård ved Ringsted. Det var en flot og på alle måder værdig afsked med PLO-Sjælland, der fra næste år vil være en del af det nye PLO-Østdanmark.
Venlig hilsen
Jørgen Skadborg, formand, PLO
******
Du kan læse mere om repræsentantskabsmødet og blandt andet læse formandens mundtlige beretning, de nye vedtægter og den nye strategi her (plo.dk).
Du kan også læse Ugeskriftet for Lægers reportage fra repræsentantskabsmødet her (ugeskriftet.dk).
Referat fra repræsentantskabsmødet vil blive udsendt sammen med en kommende udgave af PLO’rientering.
*****
Medlemsmøder om PLAndel 11.-27. maj – find en dato, der passer dig
Deltag i møde – fysisk eller online – og bliv klogere på, hvordan det nye andelsfællesskab for praktiserende læger er skruet sammen, og hvad det koster og kræver at melde klinikken ind.
Møderne markerer, at vi åbner for indmeldelse, og du bliver klædt på til at kunne melde klinikken ind. Man vil også kunne tilmelde klinikken til mødet.
PLO afholder møderne, og PLO’s formand Jørgen Skadborg byder velkommen. PLAndels formand Henrik Idriss Kise orienterer og svarer på dine spørgsmål – store som små.
Hvert møde foregår både fysisk og online kl. 17-19 med tapas enten før eller efter – og man kan godt deltage i en anden regions møde, end den region man hører til:
- PLO-Syddanmark i Middelfart 11. maj – læs mere og meld dig til
- PLO-Midtjylland i Silkeborg 12. maj – læs mere og meld dig til
- PLO-Nordjylland i Aalborg 19. maj – læs mere og meld dig til
- PLO-Sjælland i Ringsted 20. maj – læs mere og meld dig til
- PLO-Hovedstaden i København 27. maj – læs mere og meld dig til
Et af møderne optages og kan ses/genses.
*****
Michael Haslund er ny formand for PLO-Syddanmark
Michael Haslund overtager formandsposten i PLO-Syddanmark efter Birgitte Ries, som har været formand siden 2021. Han afløser Birgitte Ries, som har valgt at træde af et halvt års tid, inden hendes funktionstid udløber ved årets udgang.
Michael Haslund er 50 år og har været praktiserende læge i 16 år. Han har været en del af PLO-Syddanmarks bestyrelse i syv år, heraf de seneste fem år som næstformand.
Ny næstformand er Ditte de Churruca-Colon, som er praktiserende læge i Sønderborg.
Læs mere om formandsskiftet (plo.dk)
*****
Er patienten for syg til at møde i retten? Husk at bruge den aftalte attest
Har en af dine patienter pligt til at møde i retten, men er forhindret på grund af sygdom, kræver retten dokumentation. Og her er det vigtigt at bruge den rette attest.
Den aftalte blanket om lovligt forfald findes både på Domstolsstyrelsens hjemmeside og i Attestnøglen på læger.dk.
Frihåndsattester bliver som udgangspunkt ikke godtaget. Det kan derfor få konsekvenser for patienten, hvis attesten ikke er lavet på den aftalte blanket.
I sidste ende er det patienten selv, der er ansvarlig for at bede om den rigtige attest.
Spørgsmålene i attesten understøtter, at retten modtager de oplysninger, som skal bruges for at kunne vurdere, om det er lovligt, at patienten er udeblevet.
Retten skal blandt andet kunne vurdere:
- Om patienten aktuelt er syg
- Om sygdommen konkret hindrer fremmøde i retten
- Om patienten heller ikke kan møde kortvarigt (op til én time)
- Hvor længe patienten skønnes at være forhindret i at møde op
Patienten betaler honoraret, som fastsættes af lægen efter medgået tid. Patienten er selv ansvarlig for, at attesten kommer videre til retten.
Lægeforeningens Attestudvalg har været i kontakt med Foreningen af Forsvarsadvokater. De vil minde advokaterne om at vejlede deres klienter, så de ved sygdom beder lægen om at bruge den aftalte blanket til attesten.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Attestudvalget på telefon 3544 8107.
*****
Kender du Dansk Almenmedicinsk Praksisnetværk?
Interesserer du dig for forskning inden for almen medicin, og vil du måske gerne være med til at bidrage til forskning inden for almen medicin, så er Dansk Almenmedicinsk Praksisnetværk stedet for dig.
Netværket er forankret i det danske almenmedicinske forskningsmiljø, som udgøres af de fire danske universiteter med forskning og uddannelse i almen medicin samt landets forskningsenheder for almen praksis.
Netværket gør det let for praktiserende læger at bidrage til kliniknær almenmedicinsk forskning i en varieret klinisk hverdag. Det udvikler samtidig den almenmedicinske faglighed og gavner både patienter, læger og sundhedsvæsen.
Netværket dækker hele landet – læs om netværket (dapnet.dk).
Netværket holder løbende møder rundt om i landet. Næste møde er på Sjællands Universitetshospital i Køge den 7. maj kl. 17-19 med både fysisk eller online deltagelse - læs mere (tilmeld.dk).
*****
Kontakt os, hvis du har brug for yderligere oplysninger
PLO Medlemsservice
Telefon: 3544 8490, plo@dadl.dk
REMINDERE
Dialogseminar om fremtidens samarbejde i det nære sundhedsvæsen
PPLO Efteruddannelse vil gerne være med til at skabe forudsætninger for godt samarbejde, som sundhedsreformen stiller øgede krav til, og inviterer praktiserende læger og relevante samarbejdspartnere til dialogseminar. Det foregår 31. august og 1. september 2026.
Læs mere (tilmeld.dk)
Fagligt lederudviklingsforløb
PLO Efteruddannelse udbyder et nyt fagligt lederudviklingsforløb, som kvalificerer praktiserende læger til at indtage de stillinger og poster, som forventes at blive etableret de kommende år grundet sundhedsreformen.
Læs mere (tilmeld.dk)
I morgen lanceres næste års systematisk efteruddannelse
Det fulde udbud af systematisk efteruddannelse for 2027 åbner 1. maj.
Find det på siden om systematisk efteruddannelse (plo-e.dk)
Tilskudsmuligheder i 2026 i Region Hovedstaden
For at understøtte lægedækningen har Region Hovedstaden i 2026 en række muligheder for økonomisk støtte til kommende, nye og eksisterende alment praktiserende læger i regionen.
Tilskudsmidlerne tildeles efter først-til-mølle-princippet.
Der kan senest søges om tilskud fra puljerne den 30. september 2026.
Tilskudsmuligheder i områder med svag lægedækning er vurderet til at være i følgende kommuner ud fra Sundhedsdatastyrelsens patientfordelingsmodel: Fredensborg, Frederikssund, Gribskov, Halsnæs, Helsingør, Egedal, Brøndby, Dragør, Glostrup, Hvidovre, Høje-Taastrup, Ishøj og Bornholm.
Her er der mulighed for tilskud til:
- etablering af nye uddannelsespladser
- ansættelse af praksispersonale i praksis med læger over 63 år
- lokaleudvidelser
Derudover er der tilskudsmuligheder i Gribskov, Halsnæs, Frederikssund og Bornholm til:
- uddannelseslæger
Endelig er der særligt i forhold til Bornholm mulighed for tilskud til:
- læger, der fastholder et højt patienttal
'udvidelse af kapacitet - ansættelse af praksispersonale
Ansøgningsskemaer og en nærmere beskrivelse af tilskudsmulighederne kan findes på Sundhed.dk.
Ansøgningsfrist til næste møde i Samarbejdsudvalget 14. maj
Samarbejdsudvalget vedr. almen praksis behandler ansøgninger om delepraksis uden for lægedækningstruede områder samt forlængelse af delepraksistilladelser, ansøgninger om generationsskifteaftaler, ansøgninger om lavere patientantal under 1.600 af særlige grunde, ansøgninger om forhøjelse af patientantal over 2.700 samt ansøgninger om fristforlængelse for besættelse af kapacitet.
Næste møde holdes den 25. juni 2026, og der er frist for ansøgninger den 14. maj 2026.
Ansøgninger skal sendes via sikker mail, att. Samarbejdsudvalget vedr. almen praksis.