Gå til indhold

Arbejdsmiljøpris 2025: Når arbejdsglæden begynder i det små 

Hverdagens små handlinger. Det er dem, der rykker noget. Det ved de på Operation og Intensiv, Regionshospitalet Gødstrup, som har vundet Yngre Lægers Arbejdsmiljøpris. For speciallæge Tina Kousgaard Kobborg er det afgørende, at alle bidrager – uanset anciennitet – og at ingen står alene med svære beslutninger.

I dag står Operation og Intensiv et rigtig godt sted. Men sådan har det langt fra altid været. Hvor man tidligere havde udfordringer med fx at rekruttere, står man i dag meget bedre – både fagligt og kollegialt – og tiltrækker nu læger uden problemer. Opskriften bygger blandt andet på flade hierarkier og en udtalt vilje til at lære af hinanden.

Vendepunktet kom, da afdelingerne i Herning og Holstebro blev samlet i Gødstrup. "Det var ikke nemt – der var mange bekymringer og kultursammenstød," fortæller speciallæge Tina Kousgaard Kobborg.

Men i fællesskab blev der sat ord på, hvilken kultur man ønskede. Det førte i første omgang til Lægernes 10 bud på arbejdsmiljø, som stadig bruges aktivt. "Plakaten hænger i morgenkonferencen, og vi holder stadig hinanden op på de 10 bud. I dag kan man ikke længere mærke, hvem der kom fra Holstebro, og hvem der kom fra Herning. 

Det blev starten på en lang række af ændringer.

Alle har noget at byde ind med

Når Tina Kousgaard Kobborg går på arbejde i dag, oplever hun en kultur, hvor ingen bærer "rygmærker", der viser, om de er intro- eller overlæger. Hierarkiet er fladt og erfaring deles.

”De opdagelser, som introlæger gør sig, kan jeg også lære af. Hvis jeg står med noget udfordrende, beder jeg en kollega om hjælp – uanset om det er en yngre eller en mere erfaren. Det har altid løftet mit arbejde at spørge andre, og den yngre læge og speciallægen kan have forskellige perspektiver," siger Tina Kousgaard Kobborg.

Vinderne af Yngre Lægers Arbejdsmiljøpris blev kåret 23. april 2025 på Yngre Lægers og Overlægeforeningens arbejdsmiljøkonference. Fra venstre ses Mikkel Seneca, Tina Kousgaard Kobborg, Thomas Troelsen og Mette Schytt Price, som modtog prisen på vegne af afdelingen.

Start dagen med mentalt overskud

Tina Kousgaard Kobborg fortæller, at morgenkonferencerne tidligere var styret af, hvem der var syge og ”kampen ” om, hvordan man fordelte mandskabet. Man gik med andre ord fra morgenkonferencen og var allerede lidt i underskud. I dag har afdelingen gentænkt, hvordan man holder mødet:

"I stedet for at tale om sygemeldinger, starter vi dagen med at dele erfaringer fra vagten, og hvad vi kan lære af. Ikke kun fagligt – men også på samarbejdet," siger Tina Kousgaard Kobborg.

Et eksempel kunne være, at man til morgenmødet fremhæver et rigtig godt samarbejde med Akutafdelingen, og hvorfor det gik godt: ”Her minder vi hinanden om, at vi skal huske at fortælle det til Akut  – at sende roserne videre. Samarbejdspartnere skal vide, at vi syntes, at samarbejdet gik rigtig godt.”

Efter det korte møde deler lægerne sig op og løser problemer med bemanding. På den måde går man fra morgenmødet med mentalt overskud. ”Det har gjort en kæmpe forskel på arbejdsglæden”, fortæller hun.

Månedens supervisor gør alle lidt klogere

En anden vigtig brik er Månedens supervisor. Alle uddannelseslæger kan nominere en kollega, der har gjort en særlig positiv forskel som supervisor. Det er ikke kun en hædersbevisning – det giver også mulighed for læring. 

"Når vi hører, hvorfor en kollega bliver fremhævet, bliver vi alle klogere. Og det spændende er faktisk, at det ikke de samme, der vinder hver gang," siger Tina Kousgaard Kobborg.

Her giver introlægen feedback til speciallægen

“Et nyt tiltag er invers feedback, hvor yngre læger – efter en veldokumenteret model – giver feedback til speciallæger. Det er vigtigt både at kunne give og modtage feedback. 

"Da jeg selv var introlæge, gav jeg da aldrig feedback til en speciallæge. Det var slet ikke en mulighed. Og det var da rigtig ærgerligt, kan jeg se i dag, for det giver noget til begge parter".

Tina Kousgaard Kobborg er godt klar over, at anæstesien er et speciale, hvor de får meget foræret. Fx er der stort fokus på team-kultur og feedback i anæstesien. På afdelingen har man så videreudviklet og struktureret arbejdet med teams og feedback. ”Men jeg vil stadig mene, at meget af det vi gør, også kan overføres direkte på andre afdelinger uden problemer”, siger hun.

En chef med fokus på tillid

Cheflægen på afdelingen er en samlende figur, der insisterer på tillid frem for kontrol. Han giver et stort ansvar videre til medarbejderne, fortæller Tina Kousgaard Kobborg. Han tager selv vagter, og han beder også om hjælp. Det skaber en kultur, hvor det ikke er et svaghedstegn at række hånden op – men en styrke.

"Samtidig har vi en stor fleksibilitet, når livet kræver, at man skruer op eller ned. Selvom vi er presset, så har ledelsen en overordnet tilgang til, at det skal kunne lade sig gøre at skrue ned, hvis der er behov for det. Det gør en kæmpe forskel, at man ved, at man kan række ud til ledelsen, når man er presset," fortæller hun.

Små ting, stor betydning

Mange af afdelingens initiativer er ikke store forkromede planer. Det er meget ofte de små greb i hverdagen, der tæller siger hun.

"Fælles fredagsfrokost med kage, en god start om morgenen, en hurtig snak om dagens oplevelser. Alt i alt synes jeg, at det er de små ting i hverdagen, der bygger kulturen. Små ting, som lagt de fleste afdelinger kan indføre."

Om Tina Kousgaard Kobborg

Tina Kousgaard Kobborg

Speciallæge anæstesi i 2020 
Arbejdsmiljørepræsentant - AMIR 
Nyvalgt talsperson for lægerne i Præhospitalet
Tina er 49 år, bor i Århus og har to børn 

Se også om afdelingen

Scorer højt på trivsel 

I den seneste trivselsundersøgelse og ledelsesvurdering af Operation og Intensiv, Regionshospitalet Gødstrup fremgår det, at medarbejderne generelt er meget tilfredse med deres arbejde. På spørgsmålet "Er du tilfreds med dit job som helhed, alt taget i betragtning?" scorer lægerne i gennemsnit 5,9 ud af 7.

Kilde: TULE, Trivselsundersøgelse og ledelsesevaluering, af OPI-læger (ikke ledende overlæger) maj 2024.