Arbejdsmiljø: Sådan kan I arbejde med psykologisk tryghed
Læs gode råd fra deltagerne på Yngre Læger og Overlægeforeningens arbejdsmiljøkonference 2025 og se video med psykolog Malene Friis Andersen om at arbejde med psykologisk tryghed.
Konkrete tiltag til et bedre arbejdsmiljø fra hospitalerne
Her finder du eksempler på konkrete initiativer fra hospitalsafdelinger, som kan styrke læring, trivsel, samarbejde og psykologisk tryghed i afdelingen. Tiltagene kan tilpasses den enkelte arbejdsplads.
Månedens supervisor
Lægerne kan løbende indstille en kollega, som har gjort en særlig forskel gennem god supervision. Indstillingen tager udgangspunkt i en konkret situation, hvor supervisoren har bidraget til læring, tryghed eller faglig udvikling.
Hver måned udpeges en vinder, som fremhæves i afdelingen – for eksempel med en badge, der bæres den følgende måned.
Tiltaget gør den gode supervision synlig og giver kollegerne mulighed for at anerkende hinandens indsats.
Feedback til supervisoren
Ved omvendt – eller invers – feedback er det uddannelseslægen, der giver struktureret feedback til sin supervisor.
Det kan ske ved planlagte samtaler, hvor uddannelseslægen og speciallægen taler om:
- hvad der fungerer godt i supervisionen
- hvad der kan forbedres
- hvordan vejledningen bedst understøtter lægens læring.
Samtalerne kan styrke kvaliteten af supervisionen og bidrage til en mere åben og læringsorienteret feedbackkultur.
Inspiration fra Operation og Intensiv på Regionshospitalet Gødstrup, som modtog Yngre Lægers arbejdsmiljøpris i 2025.
Defusing og debriefing
Defusing og debriefing er samtaler, der giver medarbejderne mulighed for at tale om en voldsom eller belastende hændelse.
Defusing foregår umiddelbart efter hændelsen og omfatter de medarbejdere, der har været involveret. Formålet er at dele oplevelser og forebygge belastningsreaktioner.
Debriefing foregår senere og har også fokus på, hvad afdelingen kan lære af hændelsen.
Det er en god idé at aftale tydelige spilleregler på forhånd:
- Alle taler kun om deres egne oplevelser.
- Deltagerne afbryder, kommenterer eller udspørger ikke hinanden.
- Samtalen er fortrolig.
- Hændelsesforløbet kritiseres eller bedømmes ikke.
- Det er frivilligt at sige noget.
- Alle deltager på lige fod.
- Andres oplevelser må ikke bagatelliseres.
Inspiration fra Medicinsk Afdeling på Kolding Sygehus, som var nomineret til Yngre Lægers arbejdsmiljøpris i 2025.
Eftermiddagslounge
Sidst på dagen mødes afdelingens læger kort for at tale om dagens oplevelser.
Det kan for eksempel være:
- en faglig case
- en uventet komplikation
- en vanskelig patientkontakt
- samarbejdsproblemer på tværs af fag eller specialer
- en situation, der har været særligt belastende.
Både yngre og erfarne læger deltager. Det skaber et uformelt rum, hvor små og store udfordringer kan drøftes, mens de stadig er friske i hukommelsen.
Eftermiddagsloungen giver samtidig den uddannelsesansvarlige overlæge mulighed for at følge op på udfordrende situationer og tilbyde støtte.
Inspiration fra Operation og Intensiv på Regionshospitalet Gødstrup, som modtog Yngre Lægers arbejdsmiljøpris i 2025.
Sociale aktiviteter og fælles pauser
Gode kollegiale relationer har betydning for både trivsel, samarbejde og psykologisk tryghed.
Afdelingen kan styrke fællesskabet gennem små initiativer i hverdagen, for eksempel:
- fælles frokost eller morgenmad
- pauser, hvor der er tid til at tale sammen
- netværksmøder
- løbeklubber
- fredagsbarer
- sociale eller tværfaglige arrangementer.
Aktiviteterne kan være med til at skabe stærkere relationer på tværs af faggrupper, funktioner og erfaring.
Inspiration fra Operation og Intensiv på Regionshospitalet Gødstrup, Kvindesygdomme og Fødsler på Regionshospitalet Horsens samt Operation og Intensiv på Regionshospitalet Viborg.
Den gode morgenkonference
Morgenkonferencen kan tilrettelægges, så læring og anerkendelse kommer før drift og praktiske beskeder.
Konferencen kan begynde med:
- relevante cases fra vagten
- hvad der fungerede godt
- anerkendelse af kolleger og samarbejdspartnere
- et kort fagligt oplæg.
Først derefter gennemgås sygemeldinger, arbejdsfordeling og øvrige beskeder.
Der kan også indgå en kort uddannelsesrunde, hvor yngre læger fortæller, hvad de gerne vil have fokus på i løbet af dagen. Det kan eksempelvis være en bestemt procedure eller et kompetencekort.
På den måde bliver uddannelse og faglig udvikling en synlig del af hverdagen.
Inspiration fra Operation og Intensiv på Regionshospitalet Gødstrup og Anæstesiologisk Afdeling på Sygehus Lillebælt.
De 10 bud for et godt arbejdsmiljø
Afdelingens læger kan sammen formulere 10 fælles principper for adfærd, samarbejde og arbejdsmiljø.
Principperne kan hænges op i afdelingen og fungere som et fælles pejlemærke i hverdagen. Det skaber tydelige forventninger til, hvordan kolleger taler sammen, hjælper hinanden og bidrager til et trygt læringsmiljø.
Her er et eksempel:
- Vi taler respektfuldt til og om hinanden.
- Vi bakker loyalt op om afdelingens fælles beslutninger.
- Vi har tillid til hinandens faglighed.
- Vi tilbyder vores hjælp i det daglige arbejde.
- Vi samarbejder om opgaverne og hjælper hinanden på tværs af funktioner.
- Vi er åbne over for forskellige synspunkter og perspektiver.
- Vi respekterer hinandens forskelligheder.
- Vi sikrer en god overlevering efter dagtid og vagt.
- Vi insisterer på et trygt læringsmiljø med omsorg, støtte og mulighed for defusing.
- Vi udvikler os fagligt og menneskeligt med patienten i centrum.
Inspiration fra Operation og Intensiv på Regionshospitalet Gødstrup, som modtog Yngre Lægers arbejdsmiljøpris i 2025.
Tjek ud efter vagt
Tjek ud er en kort, fast samtale efter vagten, hvor teamet gennemgår de vigtigste forløb og hændelser.
Formålet er at:
- skabe fælles refleksion over kliniske beslutninger
- følge op på samarbejdet i vagten
- lære af svære patientforløb
- reagere hurtigt på belastende eller utrygge hændelser
- sikre, at relevante patienter og problemstillinger bliver fulgt op.
Den afgående bagvagt har ansvaret for at samle teamet. Indholdet kan tilpasses lokalt.
Samtalen kan tage udgangspunkt i følgende punkter:
Kritiske kald og hjertestop
- Hvordan gik forløbet?
- Var der svære beslutninger?
- Hvordan fungerede samarbejdet?
Patientforløb fra vagten
Forvagten fremlægger mindst én patient fra vagten, for eksempel en særlig vanskelig eller alvorligt syg patient.
Mellem- eller bagvagten kan supplere med andre svære forløb.
Belastende eller utrygge hændelser
- psykisk eller fysisk vold
- trusler
- utrygge situationer
- andre hændelser, der har påvirket medarbejderne.
Opfølgning
- Er der patienter, som skal drøftes på morgenkonferencen?
- Er der behov for yderligere debriefing?
- Har en medarbejder brug for støtte eller opfølgning?
- Skal arbejdsmiljørepræsentanten eller ledelsen orienteres?
Psykisk og fysisk vold, mobning og seksuelle krænkelser skal altid meldes til arbejdsmiljørepræsentanten og/eller ledelsen.
Inspiration fra Medicinsk Afdeling på Kolding Sygehus, som var nomineret til Yngre Lægers arbejdsmiljøpris i 2025.
Video: Sådan skaber du psykologisk tryghed som læge
Se videoen og få tre gode råd om psykologisk tryghed fra psykolog, ph.d. Malene Friis Andersen, oplægsholder på Overlægeforeningens og Yngre Lægers fælles konference om arbejdsmiljø i april 2025.