Gå til indhold

Organisering og samarbejde for dig som er AMiR

Som arbejdsmiljørepræsentant (AMiR) har du en bred samarbejdsflade og indgår i arbejdspladsens arbejdsmiljøorganisation (AMO). Læs her om dine mange samarbejdspartnere.

Som arbejdsmiljørepræsentant (AMiR) er du en del af arbejdspladsens arbejdsmiljøorganisation (AMO).

Du indgår typisk i en arbejdsmiljøgruppe (AMG), som består af en AMiR og en arbejdsmiljøleder (AML). Arbejdsmiljølederen vil ofte være cheflægen eller en ledende overlæge.

På nogle arbejdspladser er arbejdsmiljøgruppen organiseret som en TRIO, hvor AMiR, AML og tillidsrepræsentanten (TR) samarbejder. TRIO-grupper mødes typisk fast eller efter behov.

AMiR og TR arbejder ofte tæt sammen

TR har ansvar for overenskomstmæssige forhold, mens du som AMiR har fokus på arbejdsmiljøet. I praksis arbejder AMiR og TR ofte tæt sammen, fordi mange problemstillinger hænger sammen – for eksempel når arbejdstilrettelæggelsen påvirker arbejdsmiljøet (Yngre Lægers overenskomst § 24, stk. 5).

Din rolle som AMiR

Sammen med arbejdsmiljølederen har du ansvar for det daglige arbejdsmiljøarbejde. Dine opgaver omfatter blandt andet at:

  • planlægge arbejdsmiljøindsatser
  • håndtere risici og forebygge arbejdsulykker
  • gennemføre arbejdspladsvurderinger (APV)
  • undersøge arbejdsulykker og tilløb til ulykker
  • informere og inddrage medarbejdere
  • samarbejde med MED-udvalg.

Arbejdsmiljøgruppen er medarbejdernes nærmeste kontakt i arbejdsmiljøorganisationen og varetager det daglige arbejdsmiljøarbejde. Det strategiske arbejdsmiljøarbejde foregår i MED-udvalgene. Samlet har arbejdsmiljøorganisationen til formål at sikre en sund og sikker arbejdsplads.

Dine samarbejdspartnere

Et godt arbejdsmiljø skabes i samarbejde mellem ledelse og medarbejdere.

Ud over arbejdsmiljølederen (AML) samarbejder du med:

  •  tillidsrepræsentanten (TR) og fællestillidsrepræsentanten (FTR)
  • MED-organisationen – særligt det lokale MED-udvalg (LMU)
  • Yngre Lægeråd lokalt og regionalt
  • Arbejdsmiljøudvalget i Yngre Læger
  • andre arbejdsmiljørepræsentanter (AMiR)
  • afdelingsledelsen og direktionen
  • HR-afdelingen
  • Arbejdstilsynet (AT)
  • Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA)
  • Branchefællesskaberne for Arbejdsmiljø (BFA)

MED-systemet

Som AMiR kan du også være medlem af et MED-udvalg.

MED-systemet giver medarbejderne mulighed for medindflydelse og medbestemmelse og fungerer samtidig som samarbejds- og arbejdsmiljøudvalg i regionerne.

Den typiske struktur består af:

  • lokalt MED-udvalg (afdelingsniveau)
  • fælles MED-udvalg eller område-MED-udvalg (hospital- eller områdeniveau)
  • hovedudvalg (regionalt niveau).

Den lokale MED-aftale beskriver, hvordan arbejdsmiljøorganisationen er opbygget, herunder antallet af arbejdsmiljøgrupper og medarbejdernes repræsentation i MED-udvalgene.

Det er en fordel at kende strukturen i din egen region. Du kan finde oplysninger på intranettet eller spørge erfarne kolleger. Nogle steder findes der også kontaktudvalg, hvis ikke alle tillidsvalgte er repræsenteret i det lokale MED-udvalg.

Vær opmærksom på, at MED-udvalgene kan have forskellige navne fra region til region.