Ja tak til debat om mere værdig død. Nej tak til aktiv dødshjælp

I et interview kunne man forleden læse, at statsministeren, udenrigsministeren og økonomiministeren vil åbne en samtale om en mere værdig død. Den debat siger jeg ja tak til. Det er hjerteblod for Lægeforeningen at sikre døende en bedre og værdig sidste tid.

Men det giver ikke mening, når regeringstoppen på den måde kæder spørgsmålet om værdighed sammen med aktiv dødshjælp. I sig selv er aktiv dødshjælp etisk uacceptabelt. Samtidig er det også et vildspor med tanke på det faktum, at det danske sundhedsvæsen i dag ikke engang kan tilbyde den nødvendige palliative behandling (smertelindring mm.) og støtte til de patienter, som har brug for det. Senest dokumenteret af Rigsrevisionen (igen) i 2021.

Allerede i 2019 udtalte Rigsrevisionen kritik af, at alt for mange patienter venter alt for længe på basal eller specialiseret lindrende behandling og omsorg. Målet om, at 90 procent af patienterne skal modtages inden for 10 dage, er således ikke nået i perioden 2016-2019 med risiko for, at patienterne dør eller bliver for dårlige, inden de modtager tilbuddet, slår Rigsrevisionen fast. Da Rigsrevisionen senest fulgte op på patienternes ventetid i perioden 2019-2021, kunne de konstatere, at målet heller ikke blev nået i denne periode. Konsekvenserne er, at patienter ikke lindres optimalt mod livets afslutning, hvilket forringer deres sidste levetid og lægger en unødig byrde på de pårørende.

Det giver ikke mening. Skulle de tre ministre ikke hellere insistere på kompetent og rettidig behandling - og dermed værdighed og livskvalitet til det sidste - til alle alvorligt syge patienter snarere end at starte med fokus på et tilbud om at tage dem af dage?

Jeg savner også, at de tre ministre mere aktivt forholder sig til de konsekvenser af aktiv dødshjælp, som man ser i de lande, som har indført den. Legalisering er en glidebane, som man kan se i Belgien, Canada og Holland. Selvom aktiv dødshjælp indføres i restriktiv form, forskubbes grænserne. Det, der starter med kun at være målrettet myndige døende patienter med fysiske smerter, udvider sig til personer med alvorlige handikap og børn og udvider sig også til psykiske smerter, som måske egentlig er en behandlelig psykisk lidelse, der ikke er håndteret i tilstrækkeligt omfang. I Holland blev der i 2022 udført 8.720 tilfælde af aktiv dødshjælp – omtrent 24 per dag. I 2013 var det 4.829 tilfælde årligt.

Og dertil kommer ’forråelsen’ i samfundet – en glidebane henimod at ambitionerne for dem, der faktisk vælger livet til på trods af alvorlig sygdom eller handicap, sænkes. I Canada døde 41-årige Sean Tagert, en mand med ALS, som følge af assisteret død i august 2019. Han lagde ikke skjul på, at årsagen til, at han endte med at vælge assisteret død, var manglen på midler til at betale for den nødvendige hjemmepleje for at kunne leve et liv, han anså for værdigt. 7 pct. af alle dødsfald i Québec i Canada sker ved hjælp af ”aktiv dødshjælp”. Er det virkelig der, vi skal hen som samfund? Klart nej, mener Lægeforeningen.

Vi skal have en debat, som handler om livskvalitet og en værdig død. Til den debat hører også stemmer fra mennesker med handicap, ikke mindst unge, som giver udtryk for dyb bekymring over regeringens signaler om aktiv dødshjælp.

Og vi skal have handling:  kære regering, ret nu op på den massive mangel på palliativ behandling og andre nødvendige tilbud, så vi kan sikre ordentlig livskvalitet til alvorligt syge og døende. Aktiv livshjælp - og ikke aktiv dødshjælp - er vejen frem.