Rehabilitering er ekstra vigtig i et presset sundhedsvæsen

Regeringen har bebudet, at den vil oprette et prioriteringsråd, som skal sikre, at vi får mest sundhed for pengene og ikke mindst, at medarbejderne i sundhedsvæsenet i højere grad kan bruge kræfter på kerneopgaverne. Det er en god idé.

Vi har et presset sundhedsvæsen med mangel på personale. Der er brug for en meget bred indsats, hvis vi skal håndtere de kommende års udfordringer med stadig flere patienter, som ofte lider af flere sygdomme på samme tid. Det er derfor afgørende, at vi har fokus på, hvordan vi kommer sygdom og (gen)indlæggelser i forkøbet.

Som samfund har vi et ansvar for at gøre alt, hvad vi kan, for at sikre, at borgerne har så mange gode år som muligt, hvor de er raske, funktionsdygtige og aktive i eget liv. Det skylder vi den enkelte, og det skylder vi i prioriteringen af vores fælles ressourcer.

Godt for både den enkelte borger og vores samfund
De fleste ved, at vi langt fra er i mål, når det gælder om at forebygge sygdomme – herunder livsstilssygdomme – f.eks. med højere aldersgrænser og priser på tobak, nikotinprodukter og alkohol. For vi skal selvsagt gøre alt, hvad vi kan for at undgå, at mennesker bliver syge og dårlige.

Men vi skal også huske rehabilitering. Et område med et stort uforløst potentiale.

Rehabilitering fokuserer på et menneskes funktionsevne med og efter sygdom. Her arbejder ergoterapeuter og andre fagfolk målrettet på at skabe et liv med livskvalitet, job og uddannelse, så mennesker bliver så selvstændige i eget liv som muligt og mestrer hverdagen med det, den indeholder – på trods af sygdom eller handicap.

Et liv med sygdom kan for den enkelte gå hårdt ud over trivslen med sygefravær, social isolation og en hverdag, der er forandret. Det kan medføre funktionstab, manglende uddannelse eller erhverv, førtidspensioner og øget behov for hjemmehjælp, som koster ressourcer. Der er både omkostninger for det enkelte individ, dets pårørende og for samfundet.

Børn, unge, gamle og syge
Når et menneske får hjælp fra det offentlige, bør vi møde dem i et samarbejde, der tager udgangspunkt i rehabilitering.

Det vil sige en tilgang, hvor det enkelte menneske opnår mest mulig selvstændighed og selvbestemmelse og forbliver så aktiv og deltagende i hverdagslivet som muligt.

Det gælder f.eks. mennesker på midlertidig overførselsindkomst, som har psykiske eller fysiske sygdomme og som samtidig har svært ved at overkomme den indsats, der skal til for at få bedre livskvalitet og mere overskud til at klare hverdagen. Her er der behov for sammenhæng mellem beskæftigelses-, uddannelses- og sundhedsfaglige indsatser.

En rehabiliterende indsats kan have afgørende betydning for, at f.eks. unge mennesker kommer ud af passiv forsørgelse og bliver aktive i eget liv.

Derudover kan en stor gruppe af ældre mennesker, som på grund af (multi)sygdom ikke fungerer i hverdagslivet, opnå højere livskvalitet, bedre sundhed og mere selvstændighed.

Det giver værdighed, hvis en ældre borger kan rehabiliteres til selv at klare toiletbesøg eller tage støttestrømper på frem for at vente på hjælp. Samtidig er understøttelsen af det selvstændige liv vigtig set i lyset af udfordringen med manglende plejepersonale, da den rehabiliterende tilgang samtidig er med til at udskyde eller reducere behovet for passiv hjælp.

Nødvendigt med en koordineret indsats – det betaler sig
Rehabilitering kræver en koordineret indsats. Og det er ikke nødvendigvis en nem øvelse.

Der skal kigges på lovgivningen på tværs af social-, beskæftigelses-, uddannelses- og sundhedsområdet. Der skal arbejdes tæt sammen på tværs af sektorer. Der skal være de rette kompetencer, som både tager højde for fysik, sociale udfordringer, kognitive kompetencer og komplekse behov – og samtidig formår at inddrage borgeren, så de rigtige indsatser prioriteres.

Herudover skal der arbejdes på de opsporende indsatser, ligesom der skal forskes på området, så vi sikrer mest effekt af indsatserne. Her ligger en stor og vigtig opgave særligt for kommunerne, så hjælpen når ud til endnu flere borgere med fysiske og psykiske sygdomme.

Men der er også en god nyhed. Hvis vi skaber en koordineret indsats, som giver borgerne den hjælp, der kan gøre dem så selvstændige i arbejds- og hverdagsliv som muligt, så vil anstrengelserne komme tifold tilbage. Præcis som investeringer i forebyggelse.

Så når regeringens prioriteringsråd skal se, hvor vi kan få mest sundhed for pengene – så husk forebyggelse og rehabilitering. Det er en god business case, som betaler sig på den lange bane.

Både for den enkelte borger og for vores samfund og sundhedsøkonomi.