Sammentænk sundhedspolitikken, tak
Hvem kan have noget imod at hjælpe ufrivilligt barnløse til at få børn? Ikke jeg; fertilitetsbehandling er en hjælp til de mennesker, som af den ene eller anden grund er ramt af ufrivillig barnløshed.
Af Camilla Noelle Rathcke, formand for Lægeforeningen
Bragt i Sundhedsmonitor den 26. januar 2024
Derfor kan jeg godt forstå, at det at give barnløse bedre muligheder for at få de børn, de ønsker sig, ligger statsministeren så meget på sinde, som hun gav udtryk for i sin nytårstale.
Derimod er det sværere at forstå, hvorfor enkeltsagsudmeldinger som forslaget om fertilitetsbehandling ikke tænkes ind i en større sundhedspolitisk sammenhæng. Isoleret set er det et sympatisk forslag. Men hvorfor lader man det rent politisk blive ved det? Usund livsstil, tobak og alkohol er skadeligt for både mandens sædkvalitet og kvindens evne til at blive gravid – jo mere tobak og alkohol, jo større risiko for ufrivillig barnløshed. Derfor virker det oplagt, at der fra politisk hold også kommer et stort fokus på forebyggelse. Det kunne blandt andet være med markant højere priser på tobak og alkohol – og endda på den vis understøtte at hele befolkningen faktisk får en sundhedsgevinst – i stedet for kun at have fokus på at behandle. Hvis man gik grundigt og gennemtænkt til værks, ville man kunne afhjælpe en del af problemet ved at forebygge tobaks- og alkoholrelaterede fertilitetsproblemer og mange andre sygdomme for den sags skyld. Men det lader det ikke til, at man politisk har tænkt ind, selvom der er tale om forbundne kar.
Hertil kommer, at med politiske udspil som dette følger der som oftest politisk fastsatte rettigheder. Lur mig om ikke der politisk fastsættes en ventetidsgaranti. Igen vil det isoleret set være politisk forståeligt, hvis man vil indføre endnu en fastlagt garanti, men samtidig vil det også være med til at presse sundhedsvæsenet, der i forvejen mangler kapacitet. Et udbygget tilbud om fertilitetsbehandling vil beslaglægge en betydelig kapacitet i gynækologi og obstetrik. Om det skal være sådan, er i sidste ende en beslutning, landets folkevalgte politikere må træffe. Mit håb vil være, at det er en beslutning, man har truffet på et oplyst, gennemtænkt grundlag, så man politisk har taget højde for de afledte konsekvenser af nye tiltag. Ikke kun i eksemplet med udbygningen af fertilitetsbehandlingen, hvor der i dag er mange måneders ventetid, men helt generelt.
Det er under et halvt år siden, at regeringstoppen med statsministeren i spidsen meldte ud, at det at skaffe og frigøre mere arbejdskraft er den nye valuta i dansk politik. Den udmelding kvitterede jeg positivt for i pressen. Lægeforeningens arbejdskraftanalyse viser, at der i 2030 vil mangle 40.000 sundhedspersoner i forhold til i dag, mens det i 2045 er 100.000, hvis sundhedsvæsenet skal kunne leve op til befolkningens behov. Vi har kun set toppen af isbjerget, og hvis vi skal afbøde situationen, kræver det hårde prioriteringer og afstemning af forventninger.
Det er indlysende, at vi skal bruge den arbejdskraft, vi har i sundhedsvæsenet, så klogt som muligt. Det gælder ikke mindst, når nu kapaciteten ikke står mål med efterspørgslen.
Fra lægeside er vi klar til at prioritere. Grundlæggende mener vi i Lægeforeningen, at læger bedre skal kunne sætte de mest syge patienter først. Heraf følger også, at de patienter, som på et fagligt grundlag kan vente længere uden forværringer af deres tilstande, bør gøre netop det – uden at det dermed skal være en endeløs venten. Det er også nødvendigt at skære sundhedsvæsenets tilbud til, så vi bruger de begrænsede ressourcer rigtigst. Her har vores politikere en svær, men nødvendig opgave at løse.
De skal forventningsafstemme med borgerne, så det står klart, at sundhedsvæsenet hverken kan eller skal tilbyde alt, men må målrette kræfterne til de patienter med størst behov. Som politiker bør man altid spørge sig selv, hvor kapaciteten skal komme fra, før man lover bedre muligheder eller nye rettigheder. Og tænke sig om en ekstra gang, hvis man ikke har et fyldestgørende svar. Det håber jeg, at alle politikere har i baghovedet - også, når Sundhedsstrukturkommissionens anbefalinger kommer ud senere i år.
Det er igen vigtigt at understrege, at jeg ingen modstand har mod forbedringer af tilbud til ufrivilligt barnløse, tværtom. Min pointe er, at sundhedspolitikken skal sammentænkes med øje for alle afledte konsekvenser af nye politiske initiativer og med henblik på at bruge de samlede kræfter klogest muligt.