Lov om ændring af lov om social pension og forskellige love (Ophør af udbetaling af forsørgelsesydelser til retspsykiatriske patienter)
Uhensigtsmæssigt at placere ny administrativ opgave på hårdt pressede psykiatriske afdelinger
Med lovforslaget foreslås det, at udbetalingen af folke-, førtids-, senior og tidlig pension samt kontanthjælp ophører for borgere, der idømmes en behandlings- eller anbringelsesdom, hvis de indlægges i en retspsykiatrisk institution under regionerne.
I den forbindelse er der lagt op til, at de psykiatriske afdelinger får en ny administrativ opgave, idet det foreslås:
1) At de psykiatriske behandlingssteder skal foretage opslag i indkomstregistret hos de patienter, som har fået en anbringelses- eller behandlingsdom, for at undersøge om patienterne modtager pension efter lov om social pension eller lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. eller kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik.
2) At behandlingsstedet skal underrette kommunen om tidspunktet for patientens indlæggelse og udskrivning med henblik på, at kommunen kan stoppe ydelsen, hvis det ved opslaget i indkomstregistret er konstateret, at en patient modtager en af de nævnte sociale ydelser.
Lægeforeningen finder det uhensigtsmæssigt, at man med lovforslaget lægger op til at give de psykiatriske afdelinger en ny administrative opgave, som følge af, at man politisk har besluttet, at udbetalingen af sociale pensioner m.v. skal ophøre, mens en borger er anbragt eller indlagt i henhold til en behandlings- eller anbringelsesdom.
Det er almindelig kendt, at psykiatrien i Danmark lider under manglende ressourcer. Det virker derfor stærkt uigennemtænkt, at man vil pålægge de psykiatriske afdelinger en ny administrativ opgave.
I bemærkningerne er det bl.a. fremhævet, at behandlingsstedet får en journalføringsopgave, idet videregivelsen af oplysningerne om patienten til kommunen vedr. patientens indlæggelse/udskrivning og økonomiske situation, skal journalføres.
Ikke en sædvanlig opgave for psykiatriske afdelinger
Den opgave, som det foreslås at pålægge de psykiatriske afdelinger, ligger meget langt fra den opgave, som de psykiatriske afdelinger er sat i verden for, nemlig at behandle patienter.
Det er ikke en opgave for en psykiatrisk afdeling at tilvejebringe økonomiske oplysninger om indlagte patienter til brug for ophør eller genoptagelse af sociale ydelser.
De psykiatriske afdelingers opgave bør være afgrænset til det sundhedsfaglige felt. Dette hensyn er desuden afgørende for at bevare tilliden i behandlingsrelationen og sikre, at læger eller andet sundhedspersonale på en psykiatrisk afdeling ikke får et ansvar for en forvaltningsretlig opgave, som traditionelt hører under andre myndigheder.
Derudover vil det være stærkt uheldigt og potentielt skadeligt for læge-patient-relationen, hvis patienterne får et billede af, at behandlingsstedet eller de behandlende læger er dem, der er ”skyld” i, at patienten får frataget sin kontanthjælp eller sociale pension.
Lægeforeningen hæfter sig ved, at det i bemærkningerne fremgår, at Kriminalforsorgen allerede varetager opgaven med at foretage opslag i indkomst-registre og underrette kommunen om personer indsat i fængsler og arresthuse.
Spørgsmålet er derfor, om det ikke bør være Kriminalforsorgen, der står for opgaven med at foretage opslag i indkomstregistre og underrette kommunen om personer, der i henhold til dom er anbragt eller indlagt til behandling.
Det må formodes, at Kriminalforsorgen allerede i dag er bekendt med, hvorvidt de personer, som er idømt en dom til anbringelse eller behandling er indlagt. Kriminalforsorgen burde dermed have grundlag for at kunne tilvejebringe økonomiske oplysninger om disse til brug for kommunes afgørelse om ophør eller genoptagelse af sociale ydelser.
Med venlig hilsen
Camilla Noelle Rathcke
Formand for Lægeforeningen