Et forslag med alvorlige bivirkninger

Forslaget, som Lægeforeningen har protesteret imod, er kort sagt for vidtgående, og det kan give problemer for patientsikkerheden.

Som læger er vi uddannet til at undersøge patienter, stille diagnoser, igangsætte behandlinger og justere undervejs i et forløb. Derfor er det også indlysende en opgave for en læge – ikke en sygeplejerske – at vurdere, om det f.eks. er relevant at tage en blodprøve på en patient. Det gælder også næste skridt: At tolke svar på blodprøver er kompliceret og skal ske ud fra en lægelig helhedsvurdering af symptomer, målte værdier og prøvesvar. At ændre på det, som lovforslaget nu lægger op til, kan gøre ansvaret for patientbehandlingen uklart, øge risikoen for yderligere overflødig udredning og kan betyde mange flere henvendelser til praktiserende læger om prøvesvar. Alt i alt er det en uklog måde at bruge sundhedsvæsenets begrænsede ressourcer på.

Dertil kommer, at det er dybt bekymrende, at regeringen med lovforslaget åbner op for, at en minister uden om den sædvanlige lovgivningsproces kan overdrage ansvar fra en faggruppe til en anden. Uden at regeringen reelt har godtgjort, at der er et behov, og med mulighed for at omfatte endnu ukendte specialsygeplejerskeuddannelser. De facto er der tale om en blankocheck til, at der kan oprettes et ubegrænset antal nye såkaldte virksomhedsområder for specialsygeplejersker. Med ret til på egen hånd at iværksætte undersøgelser og behandling og uden forudgående analyse af behov og konsekvens. Der er tale om et meget vidtgående forslag med potentielt uoverskuelige følger, og fra Lægeforeningen har vi understreget over for Indenrigs- og Sundhedsministeriet, at vi finder det helt uacceptabelt.

Jeg må indrømme, at jeg også er forundret over, at dette lovforslag ser dagens lys i en tid, hvor sundhedsvæsenet i den grad er presset af mangel på arbejdskraft. Det er rent ud sagt tudetosset at give sygeplejersker, som vi mangler, endnu flere opgaver. Der er allerede en del sygeplejerskeopgaver rundtomkring, som ikke bliver løftet, og det er alvorligt. Det nye lovforslag vil kun bidrage til at skærpe den situation. Og dertil kommer så udfordringen med, at sygeplejersker netop kan bruge det selvstændige virksomhedsområde til at blive, ja, helt selvstændige – med risiko for endnu større mangel på f.eks. de sygehusgange og operationsstuer, hvor klassiske sygeplejekompetencer er så uundværlige.

Et positivt element i lovforslaget er dog, at det slår fast, at læger ikke skal stå til ansvar for undersøgelser og behandlinger, som sygeplejersker har sat i gang på egen hånd. Det burde være en selvfølge, at vi ikke skal hænge på andre faggruppers beslutninger. Men det er først sket, efter Lægeforeningen sidste år klart sagde nej til fagligt at være ansvarlig for beslutninger, som vi som læger ikke selv har taget eller været inddraget i. Hvad en sygeplejerske træffer af beslutning om patientens behandling inden for den ramme, der gives med lovforslaget, er naturligvis sygeplejerskens eget ansvar. Også selvom en læge efterfølgende kan være af en anden mening.

Vi står i situation, hvor det er afgørende, at alle kræfter bruges klogt. Udfordringerne i de kommende år er enorme. Det gælder hele sundhedsvæsenet, og derfor er det også en god idé at undersøge, hvor faggrupper kan arbejde sammen på mere fleksible måder. Men det er også klart, at læge og sygeplejersker har forskellige fagligheder. Et indlysende faktum, og det kan et ministerium ikke lave om på i dette alt for vidtgående lovforslag, som ikke bidrager til løsningen på noget som helst. Tværtimod.