Vi skal gentænke sundhedsvæsenet – og det bliver ikke let

Det er faktisk svært at komme i tanke om et emne, som er mere påtrængende at tage fat i. Dybt frustrerende ender forslag til løsninger på sundhedsvæsenets problemer igen og igen med en konstatering af, at der ikke er de nødvendige sundhedsprofessionelle, herunder speciallæger, til at løfte opgaven. Derfor er det oplagt at bede en forsamling af fagfolk komme med deres bud på, hvad der kan bringe os videre.

Vi er i Lægeforeningen enige i de præmisser, som kommissionen har lagt til grund for sine anbefalinger. Den sætter et skarpt fokus på nødvendigheden af en skarpere prioritering, ikke mindst i lyset af, at sundhedsvæsenet ikke kan trække mange flere samfundsressourcer og slet ikke personale. Samtidig er præmisserne også en ambitiøs strukturel forebyggelse, at den sociale og geografiske ulighed ikke må øges samt vigtigheden af innovation og kvalitet og attraktive arbejdspladser. Det er et afsæt, som helt flugter med det billede af og behovet i sundhedsvæsenet, som vi oplever hver dag. Og selvom præmisserne leder frem til anbefalinger, som ikke alle adresserer os direkte, så er det anbefalinger, som vil få stor indflydelse på vores hverdag, hvis de realiseres, og som vi uundgåeligt vil få en ledende rolle i.

Kommissionen er kommet med i alt 20 konkrete anbefalinger inden for tre overordnede temaer, hvoraf det første er nødvendig prioritering og klogere opgaveløsning. Her er bl.a. fokus på at frigøre kræfter til kerneopgaverne ved brug af ny teknologi og på at mindske overbehandling. Det er en rigtig tilgang, og vi har fra lægeside længe argumenteret for, at der er brug for at se på, hvordan vi kan giver patienter en bedre sidste tid med fokus på omsorg og lindrende behandling ved at stoppe gængs behandling i rette tid.

Sundhedsstrukturkommissionens konklusioner skal være klar til foråret, og arbejdet er nu i fuld gang. Faktum er, at vi har brug for en gentænkning af sundhedsvæsenet. Det bliver ikke let, men der er ingen vej udenom.

Et andet tema i kommissionens rapport er bedre arbejdspladser og tid til kerneopgaven, som understreger betydningen af et godt arbejdsmiljø og dygtig ledelse – svært at være uenig i dette. Et forslag om flere delestillinger mellem f.eks. samarbejdende hospitaler fører dog til rejste flag, og bekymringen er selvfølgelig hér udfordringen for forankring og et fast tilhørsforhold for den enkelte. Også her skal der tænkes i, hvordan teknologien potentielt kan hjælpe os over afstand i, hvad der bør være et fælles arbejde om patienterne. Og så lige for at slå noget andet fast: Når kommissionen anbefaler, at medarbejdere i forskningsstillinger skal tage del i patientarbejdet, forestiller vi os ikke, det omhandler lægelige ph.d.er – dels vil det udfordre forskningsmiljøerne betragteligt, dels er de typisk eksternt finansieret og »selvlønnede«.

Tredje tema fra Robusthedskommissionen er behovet for de rette kompetencer og faglig fleksibilitet. Helt overordnet bakker Lægeforeningen op om et mere fleksibelt samarbejde på arbejdspladserne. Det giver ikke mindst god mening, at læger og andre sundhedsprofessionelle aflastes af andre faggrupper, f.eks. lægesekretærer, når det gælder administrative opgaver. Vi bakker også op om, at nogle opgaver kan fordeles blandt sundhedsprofessionelle på andre måder end i dag. Men kvaliteten i arbejdet er vigtigt og kan ikke hvile alene på, at nye grupper skal autoriseres – om end naturligt nok, de bliver det – men bør i højere grad sikres gennem, at kompetenceudviklingen de facto følger med. Det gælder på alle niveauer – også de flere ufaglærte, som foreslås ansat i sundhedsvæsenet; her ligger djævlen i detaljen i forhold til opgaver og omfang og ikke mindst behovet for faglighed i arbejdet.

Robusthedskommissionen har nu afleveret sine anbefalinger. En god del af dem skal konkretiseres og sættes i sammenhæng, før man kan se dem blive til virkelighed. Og nogle skal sættes i relation til struktur, hvorfor de også er oplagte at tage med ind i Sundhedsstrukturkommissionens arbejde. En kommission af eksperter, som regeringen etablererede i marts, og som tager afsæt i, at mangel på medarbejdere, en utidssvarende organisation og et stigende antal patienter kræver fundamentale forandringer.