Manglen på speciallæger er (stadig) en bombe under sundhedsvæsenet

Hvad der præsenteres fra kommissionens side ved vi først om nogle måneder, men det står dog klart, at flere sundhedsopgaver skal løses i det nære sundhedsvæsen. Det kræver blandt andet en styrkelse af kommunale tilbud såvel som almen praksis og speciallægepraksis. Samtidig skal sygehusene fortsat kunne tage hånd om specialiserede opgaver i en tid præget af stigende mangel på arbejdskraft i sundhedsvæsenet koblet med et stigende antal patienter med behov for udredning og behandling af høj faglig kvalitet.

Det kan give god mening at ændre på ’sundhedsvæsenets landkort’. Men det at ændre på nogle strukturer, mindsker ikke behovet for flere speciallæger.

Ingen ved grundlæggende, hvor mange speciallæger Danmark skal bruge fremadrettet, for ingen har reelt taget fat på at få lavet den efterspørgselsprognose, som Lægeforeningen har efterspurgt i årevis. Det har dog ikke forhindret centrale myndigheder og beslutningstagere i at mene, at der uddannes for mange læger i DK. Det har heller ikke forhindret Danske Regioner i at forfølge en paradoksal rekrutteringsstrategi: Hvis bare der uddannes for få speciallæger, så er vi sikre på, vi nok skal dække speciallægemanglen i de regioner, der mangler i dag. Goddag, mand, økseskaft.

Men at der mangler speciallæger, er åbenlyst for alle, der ulejliger sig med at løfte blikket fra regneark og skrivebordsfremskrivninger for i stedet at se ud i den kliniske virkelighed.

For det første er der ingen arbejdsløshed blandt læger. For det andet har rigtigt mange læger bibeskæftigelse andre steder i sundhedsvæsenet både i det offentlige og private ved siden af deres primære ansættelse. For det tredje er der fortsat mange ledige stillinger at få selv i de store byer, hvor læger i øvrigt heller ikke triller tommelfingre. I nogle specialer er efterspørgslen endda så stor, at man som læge ikke engang behøver tilknytning til det offentlige sundhedsvæsen. For det fjerde er der lukket for tilgang i mere end hver anden almen praksis på grund af manglen. For det femte kan man kaste et blik på de lange ventelister inden for mange specialer med børne- og ungepsykiatri som et nyligt skrækeksempel. Det er det, der er ”bomben under sundhedsvæsenet”. I sidste ende rammes patienterne med udpræget ulighed i sundhed til følge. Og jeg håber virkelig, at alle sundhedsvæsenets beslutningstagere læser med og lægger to og to sammen. For det er ikke kun et lægedækningsproblem – det er et lægemangelsproblem, vi står med i Danmark.

Nu kommer der så en analyse af manglen på speciallæger. Det skal Sundhedsstyrelsen, Indenrigs- og Sundhedsministeriet og Danske Regioner levere på baggrund af sidste års speciallægedimensioneringsplan og økonomiaftale.

Den øvelse kræver ændringer, der giver alle læger mulighed for at blive speciallæger. Det skal sikres, at alle læger, der uddannes fra universitetet, også kan blive speciallæger, ligesom man skal holde sig for øje, at der ikke kun laves strukturændringer og opbygning af det nære med fokus på eksempelvis flere praktiserende læger og praktiserende speciallæger. Strukturændringerne skal også sikre, at sygehusene fremadrettet kan blive ved med at have kapacitet til at kunne sikre specialiseret behandling til den aldrende demografi. Her går hverken kræftområdet eller neurologien for eksempel fri. Eller ortopædien for den sags skyld. Og slet ikke de parakliniske – diagnostiske – specialer. I det hele taget skal meget mere sygdom udredes og behandles i årene, der kommer – både i det nære sundhedsvæsen og på sygehusene. Derfor skal der sikres speciallæger begge steder. Både for at løse den mangel, der allerede er, men også for at håndtere de generationsskifter, der er på vej i flere specialer.

Sker det ikke, vil det gå udover patienterne, der fortsat – måske i endnu højere grad - vil mangle speciallæger til at give dem specialiseret behandling.