Barn syg - har jeg ret til fri ved barns sygdom?
Som overlæge har du efter § 26 i Overenskomst for overlæger ret til fri med løn til at passe dit mindreårige (under 18 år) hjemmeboende barn på barnets 1. og 2. sygedag
Det er en betingelse, at hensynet til barnets forhold nødvendiggør det, at du har undersøgt om andre nært stående kunne passe barnet og at forholdene på arbejdspladsen tillader det.
Barnet er hjemmeboende, når det:
- bor hos sin biologiske far og/eller mor
- bor hos sin adoptivfar og/eller -mor
- er hos den forælder, der har samkvemsret.
Har du forældremyndighed uden at være biologisk eller adoptivmor/-far, har du også ret til at holde fri.
I andre tilfælde, fx. når der er tale om bonusforældre, må det afgøres konkret ud fra hensynet til barnet og den ansattes tilknytning til barnet. Det klare udgangspunkt er, at du kan holde fri, hvis du har samme folkeregisteradresse som barnet på sygdomstidspunktet. Det gælder dog ikke, hvis du bor i kollektiv eller anden form for bofællesskab.
Vær også opmærksom på, at der altså ikke er tale om 2 tilfældige fraværsdage i forbindelse med barnets sygdom. Rettigheden dækker udelukkende den 1. og 2. sygedag i barnets sygdomsperiode.
Hvis dit barn ikke er rask, efter du har holdt de sygedage, du har ret til, kan du forsøge at aftale ekstra frihed med din arbejdsgiver. Det kan fx være i form af flekstid, omsorgsdage, ferie eller andre fridage.