Stor interesse for overlægernes krav til OK26
Flere end 50 overlæger på Aarhus Universitetshospital mødte op tidligt onsdag morgen for at høre Overlægeforeningens formand Susanne Wammen fortælle om indsamlingen af krav til de kommende OK26-forhandlinger.
Mødet var arrangeret af det lokale overlægeråd, og formålet var i lige så høj grad at høre, hvilke ønsker og forventninger overlægerne på AUH har til de kommende forhandlinger.
Susanne Wammen lagde ud med at takke for invitationen og gav et rids af tidsplanen for forhandlingerne, der gerne skal ende med en aftale i februar 2026, samt en hurtig indføring i, hvordan forhandlingerne om overenskomster foregår i den offentlige sektor.
Formanden fortalte også om en nyskabelse ved de kommende forhandlinger, nemlig en tættere koordinering mellem Overlægeforeningen og Yngre Læger, der betyder, at de to organisationer holder fælles informationsmøder for medlemmerne den kommende måned og undersøger mulighederne for at rejse fælles krav ved forhandlingerne.
”De fælles møder er kommet i stand efter de sidste par runder af OK-forhandlinger, hvor vi oplevede, at den anden parts aftaler gav anledning til nogen uro i begge organisationer. Vi er i en fase, hvor lægelivet og vilkårene på sygehusene vil ændre sig markant de kommende år, og hvor karrierevejen spiller en stor rolle både for yngre læger og overlæger. Derfor vil vi gerne prøve at få en bedre koordinering – også for at undgå, at arbejdsgiverne kan spille os ud mod hinanden,” sagde Susanne Wammen til de fremmødte overlæger.
Hun understregede, at overlæger og yngre læger stadig har hver deres overenskomst og indgår hver deres aftale, men samtidig en interesse i at koordinere tættere.
Susanne Wammen gav et rids af hovedtemaerne i de krav, som YL og Overlægeforeningen arbejder med foreløbig, og i begge organisationer er der bl.a. fokus på større fleksibilitet i arbejdslivet, så man får bedre mulighed for at skrue op og ned for arbejdsindsatsen afhængigt af ens livssituation – og på vagtbelastningen.
Især det sidste tema var vigtigt for flere af overlægerne på mødet, som pegede på, at alle de timer, hvor overlæger er på vagt, bør tælle som arbejdstid, uanset om timerne er belastede eller ubelastede, dvs. at man hviler på et vagtværelse. Omvendt pegede andre på, at det vil kunne føre til langt større arbejdsbelastning, hvis alle timer på vagterne skal tælle. Og gennem hele debatten blev der trukket paralleller mellem Yngre Lægers og Overlægeforeningens overenskomster som en anerkendelse af, at en tættere koordinering er fornuftig.
Overlægeforeningen holder en række virtuelle møder sammen med Yngre Læger, hvor kravene til OK26 er til debat, samt egne møder. Det kan man læse mere om her.