Gå til indhold

Her er Overlægeforeningens nye bestyrelse

Tue Kruse Rasmussen, Julie Gaardbo, Signe Frahm Bjørn er nye medlemmer af Overlægeforeningens bestyrelse, mens Susanne Wammen, Susanne Scheppan og Britta Ørnfelt Lund blev genvalgt. Valgene fandt sted på foreningens repræsentantskabsmøde i Vejle 3. oktober. 

  • Afgående formand Susanne Wammen fortsætter sit fagpolitiske arbejde som medlem af bestyrelsen. Hun har været formand for Overlægeforeningen siden 2022 og har tidligere blandt andet været formand for Dansk Selskab for Anæstesiologi og Intensiv Medicin. Til daglig er hun overlæge og speciallæge i anæstesiologi på Rigshospitalet. 

  • Tue Kruse Rasmussen er nyvalgt. Han er overlæge på Medicinsk Diagnostisk Center ved Hospitalsenhed Midt, speciallæge i reumatologi og ph.d. Han har været tillidsrepræsentant og fællestillidsrepræsentant og har tidligere siddet i Yngre Lægers bestyrelse, hvor han bl.a. var med til at forhandle den fælles overenskomst for overlæger og speciallæger på plads.

  • Julie Gaardbo er valgt til Overlægeforeningens bestyrelse. Hun vil især arbejde for bedre lægedækning og større lighed i sundhed. Til daglig er hun uddannelsesansvarlig overlæge på Medicinsk Afdeling på Nykøbing Falster Sygehus. Hun er speciallæge i gastroenterologi og hepatologi, ph.d. og tillidsrepræsentant.

  • Signe Frahm Bjørn er valgt til Overlægeforeningens bestyrelse. Hun vil især arbejde for et bedre arbejdsmiljø, efteruddannelse og indflydelse til overlægerne, når den nye overenskomst skal føres ud i livet. Til daglig er hun overlæge og gynækologisk onkolog på Rigshospitalet. Hun er medlem af foreningens arbejdsmiljøgruppe.

  • Susanne Scheppan er genvalgt til bestyrelsen, som hun har været medlem af siden 2024. Hun er uddannelsesansvarlig ledende overlæge på Bedøvelse og Operation Syd på Aarhus Universitetshospital og har tidligere været formand for både Lægeforeningen Midtjylland og Lægeforeningens Lægeansvarsudvalg. 

  • Britta Ørnfelt Lund er genvalgt til Overlægeforeningens bestyrelse. Til daglig er hun cheflæge i Akutafdelingen på Regionshospitalet Gødstrup. Hun er speciallæge i almen medicin og akutmedicin og har en master i offentlig ledelse. Hun var medlem af forhandlingsdelegationen ved OK26.

  • Cheflæge Christina Frøslev-Friis og overlæge Johannes Krogh var ikke på valg til repræsentantskabsmødet og fortsætter i bestyrelsen. 

Cheflæge Louise Dyrberg Vibede og overlæge Morten Olskjær Holm er efter eget ønske trådt ud af bestyrelsen.