Gå til indhold

Udligning af goodwill i forbindelse med opløsning af kompagniskab

Skæv patientfordeling ved opløsning.

Når et kompagniskab opløses, skal patienterne vælge ny læge. Ved opløsning af et to-mandskompagniskab kan patienterne vælge mellem de to nye enkeltmandspraksis, der etableres, eller patienterne kan vælge en af områdets øvrige læger.

Såfremt der herefter fremkommer en skævdeling af patienter, aftales ved sædvanligvis, at den læge der har modtaget flest patienter, skal svare et vederlag til den anden. Bestemmelse om, hvorledes udligning af goodwill i forbindelse med opløsning skal beregnes, bør fremgå af interessentskabskontrakten. Parterne kan frit aftale den ordning, som man finder rigtigst. Det er dog PLO's opfattelse, at den mest korrekte fremgangsmåde er følgende:

Vederlaget beregnes i en tomandspraksis på grundlag af differencen mellem antallet af faktisk tilmeldte patienter hos hver af lægerne efter delingen, og halvdelen af det samlede antal tilmeldte patienter hos lægerne efter delingen. Beløbet pr. patient fastsættes ved at dividere kompagniskabets samlede goodwillbeløb umiddelbart før opløsningsdatoen med antallet af patienter umiddelbart før opløsningen.

Opmærksomheden henledes særligt på, at der ofte kan være uenighed mellem parterne om, hvad handelsværdien af goodwill er i den pågældende praksis. Parterne kan hente støtte i den af PLO offentliggjorte goodwillstatistik, men PLO har ikke mulighed for at fastsætte, hvad goodwillværdien er i en konkret praksis.

Eksempel:

  • A og B opløste pr. 1. april 2016 deres kompagniskab.
  • Pr. 31. marts 2016 havde kompagniskabet tilmeldt 2000 patienter.
  • På grundlag af kompagsniskabets bruttoindtægt i 2013, 2014 og 2015 kunne kompagniskabets goodwillværdi opgøres til kr. 2.000.000.
  • Goodwillværdien pr. patient udgjorde umiddelbart før opløsningen kr. 2.000.000 : 2.000 = kr. 1.000.

Patienterne fordelte sig som følger:

A: 1.100 patienter
B: 800 patienter
Andre læger: 100 patienter

Halvdelen af det samlede antal tilmeldte patienter hos lægerne efter delingen udgjorde (1.100 + 800) : 2 = 950 patienter.

Difference i forhold til ligedeling:
150 overskydende patienter hos A
150 færre patienter hos B

Da goodwillværdien på patient udgjorde kr. 1.000, betaler A kr. 150.000 i goodwilludligning til B.

Regnestykket ser herefter således ud:

A's resultat efter deling:  
1.100 patienter á kr. 1.000 = 1.100.000 kr.
Betalt i goodwilludligning til B: 150.000 kr.
Resultat: 950.000 kr.
B's resultat efter deling:  
800 patienter á kr. 1.000 = 800.000 kr.
Modtaget i goodwilludligning fra A: 150.000 kr.
Resultat: 950.000 kr.

I forhold til det tidligere kompagniskab er der mistet goodwill på kr. 100.000 - svarende til 100 patienter, som er skiftet til områdets øvrige læger.

Siden oprettet 2. november 2022