Gå til indhold

PLO'rientering 13/2025

Nyhed PLO

Ja tak til AI – men på lægens præmisser, skriver formanden for PLO's digitaliseringsudvalg. Læs også om aktiviteten i almen praksis, genåbning af systemet til fraværshjælp, forpligtelser og fif til ferietid, digital lægeattest til kørekort, lille stigning i abonnement på AIM, læringsmodul om ICPC opdateret om diagnosekortet, support til videokonsultation, Lægedage 2025, planlæg din efteruddannelse i 2026, plakat til ny oversigt over patient- og pårørendeforeninger, podcast om PLA og rollen som arbejdsgiver. Endelig er der nyt fra PLO-Hovedstaden.

Læge der arbejder med AI

Indhold:

  • Nyt fra bestyrelsen
  • Prognose for aktiviteten i almen praksis 2025
  • System til ansøgning om fraværshjælp er genåbnet
  • Ferietid: Forpligtelser og fif
  • Ferietid: PLO’s sekretariat træffes også i uge 28-31
  • Digital lægeattest til kørekort 1. juli 2025
  • Ny lovpligtig indberetning til Sundhedsdatastyrelsen medfører mindre stigning i klinikkens it-udgifter 1. juli
  • E-læringsmodul om ICPC opdateret med viden om diagnosekortet
  • Support til videokonsultationer
  • Lægedage 2025: Kom og få opdateret din viden på årets fagfestival
  • Planlæg din efteruddannelse for 2026
  • Podcast: Din rolle som arbejdsgiver – hvordan kan PLA hjælpe dig?
  • Ny oversigt over patient- og pårørendeforeninger på sundhed.dk – få plakat til venteværelset
  • Nyt fra PLO-Hovedstaden
  • Remindere
NYT FRA BESTYRELSEN

AI i almen praksis – på lægens præmisser

Kunstig intelligens (AI) er ikke længere noget, vi går og venter på. Den er allerede i brug i dele af almen praksis – men vi står stadig foran vigtige beslutninger om, hvordan den skal bruges bredt og ansvarligt. 
For teknologien rejser både håb og spørgsmål: Håb om mindre dokumentation og mere tid til patienterne. Spørgsmål om datasikkerhed, etik og ansvar

I PLO arbejder vi for, at svaret på det hele bliver: Ja tak – men på lægens præmisser.

Vi ser ind i en teknologisk udvikling, der går stærkt, og som uundgåeligt vil påvirke vores hverdag som praktiserende læger. Derfor har vi i PLO’s Digitaliseringsudvalg og PLO IT-afdelingen det seneste år arbejdet målrettet på at få AI ind i almen praksis på en måde, der både giver mening og tryghed.
Vores tilgang er pragmatisk: Vi er ikke ude på at løbe efter det nyeste, men vi ser værdien i teknologier, der konkret løser de udfordringer, vi kender alt for godt fra hverdagen.

Et af de største potentialer ser vi i AI-baserede tale-til-tekst-løsninger og automatiske notatskrivere. Her er dokumentationsbyrden stor, og mange læger oplever, at det stjæler tid fra det nære, relationelle arbejde med patienterne.

Vi har derfor igangsat en grundig afprøvning af fem forskellige leverandører – både danske og internationale. Testen skal føre frem til en dokumentpakke, som I til efteråret kan bruge som udgangspunkt for at vælge en løsning, der er gennemarbejdet, juridisk afklaret og sikker i brug.

Vi er samtidig meget bevidste om, at AI ikke er uden risici. Derfor arbejder vi tæt sammen med juridiske eksperter for at sikre, at de løsninger, vi anbefaler, overholder GDPR, har solide databehandleraftaler og ikke sender følsomme patientdata ud i ukontrollerbare systemer. Det er afgørende, at vi som læger kan have tillid til den teknologi, vi inviterer ind i konsultationsrummet.

Ud over det konkrete testarbejde har vi også søsat et udviklingsprojekt, hvor vi undersøger potentialet i generative sprogmodeller – fx til at skabe overblik i journaldata eller udarbejde patientresuméer. Projektet er ikke drift, men læring: Hvad kan teknologien, hvordan kan den integreres i praksissystemerne, og hvad skal der til for at gøre den brugbar og sikker for os i praksis?

I det hele taget ser vi en vigtig opgave i at være proaktive. Ikke bare vente på, at teknologien lander i vores virkelighed – men selv være med til at forme, hvordan den kommer i spil.

Det kræver samarbejde, og derfor er vi glade for den tætte dialog og fælles ståsted med Danske Regioner, hvor vi står sammen om en fælles ambition: At bruge teknologien klogt, ansvarligt og med fokus på at styrke kerneopgaven – det nære og komplekse arbejde med patienter i almen praksis.

Sundhedsreformen kræver forandringer på tværs af hele sundhedsvæsenet, og vi er nødt til at tænke nyt. AI er én af de veje, der kan hjælpe os – men kun hvis vi løfter opgaven sammen, med klare rammer og prioriteringer, og med blik for det, der skaber værdi i den virkelige verden.

AI er på vej ind i almen praksis. I PLO arbejder vi for, at det sker ansvarligt, fremtidssikret – og på lægens præmisser. 

Med venlig hilsen

Karin Zimmer

formand for Digitaliseringsudvalget,
medlem af PLO’s bestyrelse.
   

Prognose for aktiviteten i almen praksis 2025

Sekretariatet har opgjort aktiviteten i almen praksis til og med maj måned og på den baggrund lavet en prognose for hele året. Prognosen viser, at det kan forventes, at aktiviteten vil ligge 1,0 % under rammen svarende til 104 mio. kroner. Prognosen vil blive opdateret månedligt.

For yderligere oplysninger:
Chefkonsulent Mads Nørgaard-Madsen
Telefon: 3544 8451, mnm.plo@dadl.dk
_____

System til ansøgning om fraværshjælp er genåbnet

Som medlem af PLO kan du søge Administrationsudvalget om økonomisk støtte ved fravær, hvis du eller en ansat læge bliver syg, skal på barsel eller har brug for pleje- eller sorgorlov. 
 
Indberetningssystemet har som tidligere udmeldt været lukket for fraværsregistrering fra den 4. juni til og med den 23. juni grundet indførsel af nyt IT system.

Der er nu åbent for registrering af fravær og ansøgning om refusion igen. Næste ansøgningsfrist er 5. juli 2025. Administrationsudvalget tilstræber, at udbetaling af fraværshjælp medio juli vil finde sted som vanligt.

På grund af lukningen dispenserer vi for fristen. Det betyder, at fravær for maj 2025 kan registreres frem til 5. august 2025.

Administrationsudvalget tilstræber, at udbetaling af fraværshjælp medio juli vil finde sted som vanligt, men vi håber på lidt tålmodighed, også i forhold til spørgsmål til sagsbehandlingen.

Find link til det nye system her, hvor du også kan læse om fraværshjælpen (plo.dk) 
 
For yderligere oplysninger: 
Administrationsudvalget
Telefon: 3544 8390, adm.plo@dadl.dk
_____

Ferietid: Forpligtelser og fif

Hvis klinikken holder lukket ud over tre på hinanden følgende hverdage, så er I forpligtede til at:

1. Opdatere telefonsvarer med tydelig henvisning til navngiven stedfortrædende læge 
2. Opdatere hjemmeside med samme oplysninger 
3. Registrere lukkedage på praksisdeklarationen på sundhed.dk 

Ved også at registrere lukkedage i FriFerie vises det i Min Læge-appen. 

FriFerie findes i Klinik+ i jeres lægepraksissystem.

Hvis der registreres lukket i mere end fem dage med samme stedfortrædende læge, lukkes der automatisk for e-konsultationer fra Min Læge-appen til klinikken.

I kan anvende Klinikvisning til at se dét, som patienterne ser i appen, når det gælder oplysning om eventuelt stedfortrædende læge. Det er kun muligt at se nuværende stedfortrædende læge. 

For yderligere oplysninger: 
PLO Medlemsservice 
Telefon: 3544 8490, plo@dadl.dk
_____

Ferietid: PLO’s sekretariat træffes også i uge 28-31

Fra den 7. juli - 1. august (uge 28-31) vil telefonerne være åbne i tidsrummet 9.00-14.00, ligesom mails i udgangspunktet kun besvares i dette tidsrum. 
I denne periode holder PLO’s regionale kontorer (de fem PLO-R) sommerlukket, og deres telefoner er omstillet til PLO-C.

Alle øvrige uger i sommermånederne kan PLO træffes på normal vis mandag til torsdag mellem 9.00-16.00 og fredag mellem 9.00-15.00.

For yderligere oplysninger:
PLO Medlemsservice
Telefon: 3544 8490, plo@dadl.dk
_____

Digital lægeattest til kørekort 1. juli 2025

Den digitale lægeattest bliver obligatorisk fra 1. juli 2025. Når en borger søger om kørekort, skal borgeren som udgangspunkt anvende den digitale lægeattest. Informér gerne borgeren om dette på jeres hjemmeside og ved tidsbestilling.

I særlige tilfælde kan borgeren dog fortsat anvende den fysiske lægeattest:

  • Borgeren er fritaget for Digital Post
  • Borgeren har en igangværende sag, hvor Færdselsstyrelsen har bedt borgeren om at indhente en lægeattest
  • Borgerservice vurderer, at borgeren ikke kan anvende digital selvbetjening.

Færdselsstyrelsen deler løbende svar på ofte stillede spørgsmål om den digitale lægeattest målrettet almen praksis (fstyr.dk) 

Læs om attesten i Attestnøglen (læger.dk) 

For yderligere oplysninger:
Færdselsstyrelsen
digitallaegeattest@fstyr.dk
____

Ny lovpligtig indberetning til Sundhedsdatastyrelsen medfører mindre stigning i klinikkens it-udgifter 1. juli

PLO har med leverandøren PLSP A/S videreudviklet løsningen AIM under Klinik+ til automatisk at sørge for klinikkens lovpligtige indberetninger til Sundhedsdatastyrelsen.

Det betyder, at indberetninger fra alle klinikker nu kører automatisk til myndighederne. Du kan fra dit lægepraksissystem logge ind på Klinik+ under AIM og se de data, der indberettes fra din klinik.  

PLO har haft mulighed for at få nationale midler til at finansiere udviklingen, men den løbende drift og vedligehold skal betales af klinikken. Opgaven med indberetningerne medfører således en mindre stigning i klinikkens it-abonnement til løsningen AIM og opkræves af dit systemhus. Stigningen vil samlet set være på 257 kr. om året pr. kapacitet.   

Læs mere om PLSP-IT-infrastrukturabonnementet (læger.dk)
 
Læs mere om AIM i Klinik+ (læger.dk) 

For yderligere oplysninger: 
Chefkonsulent Nicholas Christoffersen 
Telefon: 2728 3638, nch.plo@dadl.dk
_____

E-læringsmodul om ICPC opdateret med viden om diagnosekortet

Modulet er netop opdateret med information om diagnosekortet: Hvordan anvendes det og ikke mindst hvordan deles diagnoser fra klinikken tværsektorielt med andre sundhedspersoner og patienten selv til sundhed.dk og Min Læge-appen? 

Med modulet kan du træne og teste dig selv i virkelighedsnære cases eller en hurtig quiz. Modulet er lavet til både praktiserende læger, uddannelseslæger og praksispersonale. 

Find modulet hos KIAP (kiap.dk)

For yderligere oplysninger: 
Chefkonsulent Nicholas Christoffersen 
Telefon: 2728 3638, nch.plo@dadl.dk
_____

Support til videokonsultationer

Alle klinikker skal som bekendt tilbyde videokonsultationer til deres patienter. Måske er sommerperioden en oplagt mulighed for at øve sig på at afholde dem.

Du finder vejledninger til at afholde videokonsultationer på PLO.dk

Som noget nyt fra sommeren i år kan alle klinikker få hjælp til video i tidsrummet kl. 09.00 - 16.00 mandag-fredag på normale hverdage. Klinikker kan kontakte supporten hos PLO’s leverandør Trifork på:

Der tilbydes support til PLO's videoløsninger, mens spørgsmål uden for disse fx om internetforbindelse henvises til klinikkens egen IT-support eller de regionale datakonsulenter. 
  
For yderligere oplysninger: 
PLO Medlemsservice 
Telefon: 3544 8490, plo@dadl.dk
_____

Lægedage 2025: Kom og få opdateret din viden på årets fagfestival

Igen i år har vi lagt et spændende program for Lægedage med ca. 140 kurser i uge 46 fra den 10.-15. november. 

Temaet er i år ”Mental sundhed - hvad kan almen praksis i forhold til patienter med psykiske lidelser, mistrivsel og usynlige handicap?” 

Tilmeldingen åbner onsdag den 20. august kl. 10 og slutter den 22. oktober ved midnat. Kataloget sendes til alle klinikker i sidste halvdel af juli. 

For yderligere oplysninger:
PLO Efteruddannelse
Telefon: 3544 8416, kurser.plo@dadl.dk
_____

Planlæg din efteruddannelse for 2026

Du kan allerede nu tilmelde dig både systematisk og selvvalgt efteruddannelse i 2026.

Få plads på de kurser, der er relevante for dig (plo-e.dk) 

For yderligere oplysninger:
PLO Efteruddannelse
Telefon: 3544 8416, kurser.plo@dadl.dk
_____

Podcast: Din rolle som arbejdsgiver – hvordan kan PLA hjælpe dig? 

Praktiserende Lægers Arbejdsgiverforening (PLA) er PLO’s arbejdsgiverforening. I nyt afsnit fra Månedsskrift for almen praksis’ podcast kan du møde PLA’s formand og PLO's næstformand praktiserende læge Niels Ulrich Holm og PLA’s chef advokat Henriette Kiersgaard. De taler om nogle af de mest hyppige spørgsmål, som medlemmer af PLA henvender sig med. 

I samtalen får du også indblik i, hvordan PLA’s overenskomstforhandlinger foregår.

Find episoden, hvor du plejer at høre podcast eller her på buzzsprout.com

For yderligere oplysninger:
Praktiserende Lægers Arbejdsgiverforening
Telefon: 3544 8400, pla@dadl.dk
_____

Ny oversigt over patient- og pårørendeforeninger på sundhed.dk – få plakat til venteværelset 

I samarbejde med sundhed.dk og Sundhedsministeriet har Danske Patienter udviklet platformen ’Patientforeningers rådgivning’, der er en oversigt over tilbud i patient- og pårørendeforeninger.

Formålet med platformen er at gøre den vigtige hjælp, som mange patientforeninger tilbyder, mere tilgængelig, så endnu flere borgere kan få hjælp og støtte til at håndtere hverdagen med sygdom.
Platformen ligger på sundhed.dk.

Danske Patienter har udarbejdet en plakat til venteværelser med OR-kode til oversigten

For yderligere oplysninger:
Danske Patienter,
Telefon: 3341 4760, info@danskepatienter.dk

NYT FRA PLO-HOVEDSTADEN

Medlemsmøde 3. november kl. 17 i Holte

Du kan allerede nu tilmelde dig PLO-Hovedstadens medlemsmøde, som finder sted mandag den 3. november 2025 kl. 17.00-19.30 på Comwell Holte. Der er middag efter mødet. 

Tilmelding til fysisk deltagelse 

Tilmelding til livestreaming