Gå til indhold

PLO'rientering 3/2026

Nyhed PLO

Ny supervisionsuddannelse kan styrke vores faglighed og trivsel, siger formanden. Læs også om Aftale26, PLO's digitaliseringsprojekter, journaloverdragelse ved lægeskift, Forsvarets Personelkommando anmoder om 30 dages betalingsfrist, PostNords ufrankerede svarforsendelser nu ugyldige i det meste af landet, digital hudkræftdiagnostik (Dermloop), webinarer om dosispakket medicin og Nordisk kongres. Der er også nyt fra PLO-Hovedstaden.

Gruppe sidder og taler

NYT FRA BESTYRELSEN: Ny supervisionsuddannelse kan styrke vores faglighed og trivsel 

Det nye kursusforløb ’Kollegial supervisoruddannelse for praktiserende læger’ udbydes af PLO Efteruddannelse og uddanner kolleger i at lede supervisionsgrupper i almen praksis. Det første forløb starter i 2027.
 
Når læger superviserer læger, bringes der et særligt kollegialt perspektiv på banen, som betyder, at erfaringerne fra hverdagen i almen praksis deles og spejles. Det giver et trygt og meningsfuldt rum for refleksion og faglig udvikling - og det vil give bedre patientbehandling, når man forfiner sine kommunikationsevner.
 
For mig personligt har det været et stærkt ønske at få etableret en sådan uddannelse, så flere af os kan få supervision af almen medicinske kolleger. Det øger udbuddet og tilgængeligheden af supervision i klinikkerne - og det kan gøre det nemmere for flere kolleger at få håndteret svære eller komplekse udfordringer i tide.
 
Kollegial supervision styrker altså ikke kun faglig kvalitet, professionel dømmekraft og lægeidentitet, men hvis udfordringer og pres håndteres i tide, bidrager det også til at forebygge overbelastning og udbrændthed.

Både PLO og Lægeforeningen har i forvejen en række tilbud, der kan hjælpe med at sikre trivsel. Tilbud, når det brænder på akut som fx psykologbistand, socialrådgiver og rådgivning ved digital chikane, og tilbud, der kan klæde os på til at håndtere udfordringer, der kan presse trivslen som fx kollegiale netværk, mentorordning og en lang række kurser. Tjek ind på vores side med indgang til tilbuddene 

Den nye supervisionsuddannelse føjer sig til i rækken af tilbud, der kan bidrage til at nå bestyrelsens højest prioriterede mål om at sikre trivsel. Det har værdi for os hver især, vores professions faglige identitet, men frem for alt for patienterne, som vil møde læger med endnu stærkere kommunikative evner.

Men kollegial supervision tjener også til at støtte faglig udvikling. De kolleger, der gennemfører den nye uddannelse, bliver i stand til at bidrage aktivt til kollegers læring og trivsel og til bredt at kunne styrke kvaliteten af de faglige fællesskaber. I sidste ende kan det også styrke kvaliteten af patientbehandlingen, fordi det kan hjælpe flere med at reflektere over egen praksis.
 
I det lys er denne nyskabelse fra PLO Efteruddannelse et vigtigt skridt i retning af, at vi som organisation og profession tager endnu mere ansvar for vores egen faglighed.
 
Uddannelsen strækker sig over fem moduler på i alt 10 dage, og forløbet er godkendt som både systematisk og selvvalgt efteruddannelse. Fristen for at tilmelde sig er 28. november 2026.

Læs om uddannelsen (tilmeld.dk)

Venlig hilsen

Jørgen Skadborg
Formand, PLO

Aftale26: Repræsentantskabsmøde, medlemsmøde og urafstemning

Der er som bekendt mellem PLO og Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) indgået en etårig aftale om almen praksis for 2026, Aftale26.

Læs om aftalen her, hvor du kan læse spørgsmål og svar 

Som det fremgår af PLO’s vedtægter, vil en indgået aftale først træde i kraft efter godkendelse af repræsentantskabet og derefter af medlemmerne ved en urafstemning. Det er en enig bestyrelse, der står bag anbefaling om godkendelse af aftalen.

Hvis aftalen godkendes af repræsentantskabet - der er indkaldt til ekstraordinært møde den 16. februar - sendes aftalen til urafstemning blandt medlemmerne, og der vil blive afholdt online medlemsmøde onsdag den 18. februar kl. 18.00–20.00.

  • Tilmelding ikke nødvendig – PLO sender link
  • Mødet optages, så medlemmer kan se det efterfølgende 

Urafstemningen vil i givet fald finde sted fra torsdag den 19. februar til torsdag den 27. februar.
 

Status på PLO's digitaliseringsprojekter

PLO's arbejde med digitalisering sigter på at understøtte og forbedre kommunikation med patienter, arbejdet i klinikken og kvaliteten i behandlingen.

Nu kan patienter blive notificeret direkte, når der er nyt i Min Læge  
Flere har oplevet patienter, som fx har svært ved at finde spørgeskemaet til første svangrekonsultation. Det forsøger vi at gøre noget ved, hvor der i uge 9 udrulles et nyt notifikationscenter i appen. Det giver bedre mulighed for at sende brugerne til rette sted (fx til en ny aftale eller til svangrespørgeskemaet), når de får notifikation om, at der er nyt. 

Hjemmeblodtryk deles nu med andre sundhedspersoner
97% af klinikkerne benytter Webpatient til at sende skemaer til patienter. Højdespringeren er skemaet til hjemmeblodtryk. I samarbejde med bl.a. DSAM bliver dette måleskema nu delt med sundhedspersoner i kommunen og på sygehusene gennem den fællesoffentlige infrastruktur.

Webpatient er en del af WebReq-løsningen, og klinikkernes databehandleraftale vedrørende WebReq er opdateret for at tillade og instruere leverandøren i at dele disse skemaoplysninger jf. OK22. 

Status på den fælles AI-løsning 
PLO har taget initiativ til at skabe rammerne for, at AI kan blive en naturlig del af hverdagen i almen praksis - som et værktøj, der frigør tid til patientbehandling, understøtter arbejdsgange og styrker kvaliteten uden at gå på kompromis med etik, sikkerhed eller faglighed. Den konkrete løsning vil blive drevet af det nystiftede andelsfælleskab PLAndel og vil især fokusere på: 

  • dokumentation, hvor journalføring og administrative opgaver kan automatiseres;
  • overblik, med hurtig adgang til resuméer og struktureret information; og
  • kommunikation med hjælp til udkast til svar, henvisninger og attester. 

PLAndel står for udbud og kvalitetssikring af rammerne. Der er afholdt en prækvalifikationsrunde, hvor 18 leverandører ansøgte, og 8 er udvalgt til at afgive tilbud. Det er forventningen, at AI-løsningen kan blive tilbudt som en ydelse via PLAndel inden sommerferien, hvor de første klinikker vil kunne tilkøbe adgang. Hold dig orienteret via PLO’rintering - både om AI-løsningen og PLAndel.

Almen praksis har øget sin datadeling - til brug for bl.a. planlægning og forskning
Rapport fra Sundhedsdatastyrelsen belyser datakvaliteten af de (automatiske) indberetninger, der finder sted fra klinikkernes lægepraksissystemer. Indberetningen sker som følge af Bekendtgørelse om indberetning af oplysninger fra almen lægepraksis til Sundhedsdatastyrelsen fra 2024. Formålet er at skabe et datagrundlag fra almen praksis til brug for sygdomsmonitorering, planlægning af bedre patientforløb, analyser og forskning.

Almen praksis har gennem de sidste mange år øget datadelingen fra den primære patientbehandling (bl.a. via deling af patientens diagnosekort og forløbsplan). Den nye rapport, der offentliggøres i uge 8, viser, at almen praksis nu også deler relevante data til mere sekundære formål inden for kvalitetsudvikling, planlægning og forskning. 

Via lægepraksissystemets Klinik+ menu, kan man som klinik se, hvilke oplysninger der indberettes ved at klikke sig ind på web-appen ‘AIM’.

Besked om journaloverdragelse ved lægeskift flytter til sundhed.dk

PLO er af Danske Regioner blevet gjort opmærksom på, at man ændrer arbejdsgang, når almen praksis skal orienteres om patienters ønske om journaloverdragelse ved lægeskift. Fremover vil der hver mandag nat blive dannet en journaloverdragelsesliste til tidligere læge og den nye læge. Disse lister vil være tilgængelige i Listevisning på sundhed.dk 

Tidligere har de praktiserende læger modtaget besked om overdragelse af journal til ny læge via e-Boks. 

Den nye ordning startede allerede den 2. februar, men frem til 17. marts vil man fortsat modtage breve fra kommunernes sygesikringssystem med oplysninger om overdragelse af journal. Efter 17. marts kan oplysningerne kun tilgås via Listevisning på sundhed.dk

Ændringen skal imødekomme de udfordringer, der især har været ved praksisoverdragelser og opsplitninger, hvor der har været sendt et brev for hver borger, hvilket har betydet, at lægernes digitale postkasse hurtigt blev fyldt.

Listerne vil indeholde en oversigt over patienter, der enten har skiftet til eller fra praksis i den seneste uge.

Listerne vil vise fire udfald ift. patienternes ønske om overdragelse af journal:

  • NEJ: Patienten ønsker ikke at få overdraget sin journal fra tidligere læge. Den tidligere læge skal ikke sende til den nye læge og skal opbevare journalen eller aflevere til Styrelsen for Patientsikkerhed.
  • JA: Patienten ønsker at få overdraget sin journal til den nye læge. Den tidligere læge skal sørge for at sende journal til den nye læge.
  • ÆNDRET TIL JA: Patienten har tidligere ønsket ikke at få overdraget sin journal, men har efterfølgende skiftet mening. Den tidligere læge skal sende journalen til den nye læge eller oplyse den nye læge om, at journalen ligger hos Styrelsen for Patientsikkerhed, hvis den tidligere læge ikke længere har journalen.
  • ÆNDRET TIL NEJ: Patienten har tidligere ønsket at få overdraget sin journal, men har efterfølgende skiftet mening. Den tidligere læge skal sørge for at tilbagetrække journalen fra den nye læge, hvis journalen allerede er tilsendt. Lægen skal herefter opbevare journalen eller aflevere til Styrelsen for Patientsikkerhed.

Forsvarets Personalkommando anmoder om 30 dages betalingsfrist

Forsvarets Personelkommando har bedt PLO hjælpe med at videreformidle en anmodning om, at betalingsfristen som minimum udgør 30 dage på fakturaer for sundhedsydelser.

Personelkommandoen oplyser, at man har en målsætning om, at faktura skal betales til tiden, men at man ofte ikke kan nå at behandle den enkelte faktura til tiden, hvis betalingsfristen er kortere end 30 dage. Det skyldes en kombination af almindelig sagsbehandlingstid, og at en del af fakturaerne medfører yderligere kommunikation mellem Personelkommandoen og den enkelte praktiserende læge om fx dokumentation eller betalingssats.

Halvdelen af de fakturaer som Forsvarets Personelkommando modtager fra praktiserende læger, har en betalingsfrist på 14 dage eller derunder.

PostNords ufrankerede svarforsendelser (USF) er nu ugyldige i det meste af landet 

Den 1. januar 2026 stoppede PostNord med at drive brevvirksomhed i Danmark. Breve, der indleveres med PostNord som ufrankerede svarforsendelser (USF-forsendelser), kan nu kun anvendes i Region Hovedstaden pga. at man der har indgået en særlig aftale med DAO 

I de andre regioner gælder følgende:

  • Region Midtjylland 
  • Region Sjælland
  • Region Nordjylland 
  • Region Syddanmark: DAO står for forsendelse af prøver til undersøgelse for Helicobacter Pylori (Ag) og Calprotectin. Anvendes prøvekit med PostNord-kuvert skal patienten informeres om, at kuverten med prøven skal afleveres hos egen læge eller sygehuset. Vær obs på information fra de klinisk biokemiske-afdelinger og tag kontakt til disse ved spørgsmål. 

Tilbud om brug af digital hudkræftdiagnostik 

Næsten halvdelen af alle landets læger bruger nu den digitale løsning til hudkræftdiagnostik (Dermloop), som PLO og RLTN indgik rammeaftale om i marts sidste år 
 
Rammeaftalen er indtil videre tiltrådt i Region Hovedstaden, Region Sjælland, Region Syddanmark og Region Midtjylland, hvor den udrulles trinvist efter særskilte planer.

Find planer, møder m.m. her:

Løsningen (Dermloop) kan bruges af lægen ved mistanke om hudkræft. Læge indsender foto og kort beskrivelse og modtager en specialistvurdering fra en dermatolog inden for 24 timer. Løsningen udgør et supplement og erstatter ikke nuværende arbejdsgange. 
 
Løsningen er integreret til samtlige lægepraksissystemer, hvortil praktiserende læge modtager epikrise ved gennemført specialistvurdering.  
 
Ved ibrugtagning modtager klinikken et honorar til opstartsudgifter på 6.000 kr. og ydelsen honoreres med tillægsydelse (4910).

Projektet er udviklet på et grundigt juridisk forarbejde hos Region Hovedstaden, og der er udarbejdet databehandleraftaler og konsekvensanalyse, som omhandler beskyttelse af personoplysninger/patientdata. Både PLO og regionerne vurderer, at løsningen lever op til de af Sundhedsdatastyrelsens fastsatte standarder for nationale sundheds-IT-løsninger. 

Vi gør opmærksom på PLO Efteruddannelses online kursus ’Dermoskopi i almen praksis’, der over tre eftermiddage i efteråret bl.a. gennemgår Dermloop. Kurset er kun for læger og tilmeldingsfristen er 5. august - læs mere 

MedCom gentager webinarer om dosispakket medicin i eget lægesystem

Gratis webinarer for praksispersonale og læger afholdes af Medcom i samarbejde med PLO og lægepraksissystemerne.

Webinarerne omhandler oprettelse og vedligehold af dosispakket medicin samt arbejdsgangene i eget lægesystem. De kommer ind på spørgsmål som: Hvordan opstartes en patient på dosispakket medicin? Hvordan laves ændringer i dosering? Hvordan undgås fritekstdosering? Hvor, og hvordan ses, at der er modtaget en autogenereret receptanmodning? Kan der både være tilknyttet en dosisrecept og en udleveringsrecept på samme ordination? Hvordan kan der følges op på, at patienten kommer til årskontrol, når dosisrecepten gælder i 2 år?

Webinarerne foregår på disse datoer:

Alle dage I tidsrummet kl. 14.00-15.00

Find materialer, vejledning og gode links på PLO's temaside om dosispakket medicin

Nordisk kongres: Få rabat inden 25. februar 

Nordisk Kongres 2026 foregår i Jönköping, Sverige, fra 26.-29. maj. Frem til 25. februar er der early bird-rabat, hvorefter priserne stiger. Temaet for kongressen er: ’Hvordan kan almen praksis styrkes til at møde fremtidens udfordringer – med fokus på bæredygtig udnyttelse af sundhedsressourcer og lægers egen trivsel?’

Kongressen er godkendt som tilskudsberettiget efteruddannelse af Fonden for Almen Praksis med aktivitetsnummer 2026-0453.

Læs om kongressen

Læs om tilskud

REMINDERE

Online medlemsmøde 23. marts om ændring af PLO’s vedtægter

PLO inviterer alle medlemmer til online møde om PLO’s nye struktur og ændrede vedtægter, som du kan læse om her

Information om tidspunkt og praktiske oplysninger udsendes et par uger før, men sæt allerede nu kryds i kalenderen 23.marts fra kl. 18.

Ny attest til handicapparkeringskort

PLO og Lægeforeningen har stort fokus på, at det er tydeligt for den attesterende læge, hvad attestopgaven går ud på, når en patient beder om en lægeerklæring til brug for en ansøgning om handicapparkeringskort, herunder at der er klare retningslinjer og kriterier. Attestudvalget under Lægeforeningen og Danske Handicaporganisationer har nu aftalt - og indført - ny attest til ansøgning om handicapparkeringskort.

Læs om attesten

Kontakt os, hvis du har brug for yderligere oplysninger

PLO Medlemsservice

Telefon: 3544 8490, plo@dadl.dk

NYT FRA PLO-HOVEDSTADEN

Nu kan der søges midler fra puljerne til styrket lægedækning i 2026

Region Hovedstaden åbner nu for ansøgninger til en række puljer, der skal understøtte læge-dækningen i de områder, hvor behovet er størst.

Puljerne kan søges af praksis i følgende kommuner: Bornholm, Fredensborg, Frederikssund, Gribskov, Halsnæs, Helsingør, Egedal, Brøndby, Dragør, Glostrup, Hvidovre, Høje Taastrup og Ishøj.

Puljerne udspringer af midler fra Forårsaftalen vedr. implementering af sundhedsreformen og har overordnet til formål at fastholde og rekruttere praktiserende læger samt uddannelseslæger i almen praksis.

Puljer og tilskud
I områder med svag lægedækning:

  • Pulje til udvikling og aflastning for seniorlæger (63+)
  • Pulje til etablering af uddannelsespladser
  • Pulje til lokaleudvidelser og ombygning

Særlige puljer for Bornholm:

  • Pulje til etableringsudgifter ved 0 kapaciteter
  • Tilskud ved fastholdelse af højt patienttal
  • Pulje til udvikling og aflastning

Tilskud til uddannelseslæger i geografisk udfordrede områder
(Bornholm, Halsnæs, Frederikssund og Gribskov):

  • Tilskud til uddannelseslæger

Læs mere og søg puljerne
Detaljer om ansøgningskriterier og praktisk proces findes på sundhed.dk på denne side.