Lægeforeningen: Regioner skal forbedre den specialiserede palliation

Tiden omkring livets afslutning kan være dilemmafyldt – både befriende og svær på samme tid, også for de pårørende.

Den kan endda også være ganske brutal. Nogle mennesker når til vejs ende med en bevidsthed og en afklaring om, at tiden er ved at rinde ud, mens andre får livet taget fra dem pludseligt eller alt for tidligt.

Når vi møder patienter, som befinder sig i livets afslutning, har vi et stort fokus på at tage de vigtige samtaler med dem om deres ønsker til det forløb, der ligger forude og den sidste tid af livet.

For kun igennem samtaler, hvor der er tid og rum til at se patienten i øjnene og tale om deres ønsker og mål for den sidste tid, eventuelt også i fælles dialog med de pårørende, kan vi sikre dem den bedst mulige behandling og livskvalitet.

Gode og vide rammer
Det er vores opgave at afstemme forventningerne med patienten og de pårørende – deres til os og vores til dem. Hvad der er muligt for os at tilbyde af behandling, lindring og omsorg.

Når det handler om at behandle og lindre, så må vi i dag bruge hele den medicinske værktøjskasse. En døende patient kan modtage for eksempel smertestillende og beroligende medicin, som er nødvendige for at lindre patientens tilstand, selvom dette kan medføre, at døden fremskyndes.

Der er meget vide rammer for brugen af lægemidler og andre palliative behandlingsformer, og hvis intet andet virker, så kan vi lægge patienten til at sove, så de sover ind i døden – det, som vi kalder palliativ sedering. 

Overordnet set mener jeg, at vi i dag har nogle gode og vide lovgivningsmæssige rammer for den palliative behandling af patienter – det vil sige den behandling, som ikke sigter imod at helbrede, men på at yde omsorg, lindring og give patienten den bedst mulige livskvalitet i den sidste tid.

Sundhedslovens paragraf 15 slår utvetydigt fast, at patienten altid skal give sit samtykke til, at en behandling starter eller fortsætter – men de har også ret til at få den stoppet igen.

Det gælder naturligvis også i den sidste del af livet. Lægen kan tilbyde behandling, men det er patienten, der træffer sin egen beslutning. Sådan er det, og sådan skal det være.

Alvorlig kritik fra Rigsrevisionen
Men selvom der som udgangspunkt er nogle gode lovgivningsmæssige rammer, så er der stadig store mangler i den smertelindrende behandling, som patienterne i dag får tilbudt.

I dag kan patienter få palliativ behandling på hospicer, på hospitaler, og vi har en del specialiserede palliative teams, der fra hospitalerne yder palliation i patientens eget hjem.

Men mange flere end dem, der i dag modtager specialiseret palliation, kan dog reelt have brug for det. Vi ved det ikke, for regionerne sikrer ikke en systematisk og effektiv identifikation af den enkelte patients behov for specialiseret palliation.

Det påpeger Rigsrevisionen også i en ny rapport, hvor de har set på brugen af de specialiserede palliative tilbud i regionerne. Her kommer Rigsrevisionen med en alvorlig kritik, som jeg kun kan bakke op om.

Patienterne har ikke tiden til at vente
For det er vigtigt, at patienternes behov for palliativ behandling bliver kortlagt på et langt tidligere tidspunkt i mange flere patienters liv – blandt andet patienter med svær KOL eller hjertesvigt.

Det kan være en samtale om det palliative behov, der kan komme, således at den basale palliation kommer på plads, og således at blikket for om behovet for den mere specialiserede palliation også opstår. For så skal patienten naturligvis også tilbydes dét.

Derfor skal regionerne sikre, at der være den tilstrækkelige kapacitet og kompetencer i både den basale og den specialiserede palliation – hvad enten det er udkørende teams, der pallierer i eget hjem, eller det er et tilstrækkeligt antal hospicepladser.

Samtidig skal det være mere ensartet ud fra, hvilke kriterier de enkelte hospicer modtager patienterne, ligesom patienterne ikke skal vente så lang tid på specialiseret palliation, som de gør i dag – for de har om nogen slet ikke tiden til at vente.