Ansvaret for psykiatrien hviler nu på politikernes skuldre

Situationen i psykiatrien er alvorlig, og det har den været alt for længe. Vi er mange, der i årevis har gjort opmærksom på de massive strukturelle udfordringer, som patienter, pårørende og sundhedspersoner kæmper med.

Men nu er der forhåbentlig bedre tider i sigte. Det faglige oplæg til den kommende 10-årsplan for psykiatrien er landet, og vi kan med glæde konstatere, at faglighed, viden og evidens danner grundlag for anbefalingerne i oplægget.

Der vil altid være enkelte tidsler og torne, men oplægget har overordnet set de rigtige elementer med.  Der skal ske et gennemgribende fagligt løft af indsatsen til mennesker med psykiske lidelser på tværs af social- og sundhedsområdet. Og vi skal sikre en tidlig og sammenhængende indsats - blandt andet gennem implementeringen af nationale standarder og krav til kvaliteten – også på det kommunale område. Og så skal indsatsen til børn, unge og de sværest syge prioriteres som noget af det første. Det er et godt afsæt for det videre politiske arbejde.

Vi håber, at der er vilje på tværs af Folketingets partier til én gang for alle at sætte gang i de nødvendige tiltag med de nødvendige økonomiske rammer, så vi sikrer en ordentlig behandling af mennesker med psykisk sygdom.

Der skal sikres hoveder og hænder nok

Det faglige oplæg konstaterer helt korrekt, at en hovedårsag til psykiatriens udfordringer er den massive kapacitetsmangel.

Hvis vi skal gøre os forhåbninger om at indfri de faglige ambitioner i oplægget, så er en omfattende kapacitetsudvidelse nødvendig.

Den største udfordring er, der mangler personale til at løfte opgaverne. Der skal derfor arbejdes omgående og indgående med rekruttering og fastholdelse gennem etablering af solide faglige miljøer med udviklingsmuligheder.  

På tværs af praksis, kommuner og sygehuse skal der arbejdes med flerfaglighed - med et fokus på langsigtet faglig udvikling og kontinuerlig kvalitetsforbedring.

Investeringer i at uddanne fremtidens medarbejdere til området bør også være en topprioritet. Manglen på speciallæger i både voksen- og børne- og ungdomspsykiatrien har som eksempel været udbredt, og alligevel er der konsekvent blevet uddannet for få – og derudover har mange forladt den regionale psykiatri, da de som speciallæger ikke længere havde mulighed for at udrede og behandle.

Det er uholdbart, og vi indfrier ingen faglige ambitioner, hvis vi ikke har medarbejdere nok.

Politikerne skal have sammenhængen for øje

De ansvarlige politikere må ikke falde i den fælde, at de gode forslag ender som drypvise indsatser, der spredes ud over 10 år og finansieres midlertidigt som satspuljeprojekter.

Man kan ikke vælge og vrage mellem enkelte indsatser. Det er tværtimod afgørende, at planen binder de mange foreslåede initiativer sammen i den rigtige rækkefølge og med en samlet plan – også for finansieringen - for alle 10 år.

Der skal skabes bedre sammenhæng i psykiatrien mellem søjler, sektorer og fagligheder, og det nytter ikke noget, hvis man tror, at de udfordringerne kan ses på og løses isoleret eller omgående.

Der findes ikke nemme løsninger på de strukturelle problemer, vi har i psykiatrien.

Derfor skal de faglige ambitioner kobles med konkrete og bindende mål og delmål med krav til kvaliteten. Indsatserne skal følges tæt, så vi kan justere undervejs og sikre, at de mange tiltag formår at skabe den kvalitet og sammenhæng, der er behov for. 

Vi har tårnhøje forventninger til 10-årsplanen. Det faglige oplæg giver håb om, at vi kan styrke indsatser og behandlinger for mennesker med psykiske lidelser. Det bliver et langt, sejt træk, men vi tager gerne vores del af ansvaret for, at vi kommer i mål.

Vi skal sikre, at psykiatriener på niveau med resten af sundhedsvæsenet, og det kræver, at vores politikere har viljen til endelig at få vendt udviklingen. De politiske ambitioner bør være på højde med, hvad vi har set med kræftplanerne.  Ansvaret for at få lavet en robust plan med den rette finansiering hviler nu på politikernes skuldre, og vi vil følge arbejdet nøje.