Patienter skal hjælpes med behandling og lindring – ikke ved at blive taget af dage

Når man som fx svært fysisk skadet ulykkespatient vågner op i en hospitalsseng, så skal man ikke mødes med et spørgsmål, om man ønsker at få hjælp til at dø. Man skal derimod mødes med behandling og lindring - helt på samme måde, som andre patienter i dag møder sundhedsvæsenet. Og man skal ikke mindst mødes med omsorg og hjælp til at komme gennem de svære faser, hvor sorgen over det hændte skal have plads, og accepten af ens nye livsomstændighed skal have mulighed for at indfinde sig.

Hvis Folketinget vælger at legalisere såkaldt ”aktiv dødshjælp”, som statsministeren talte for på Folkemødet, bliver død en løsning, som samfundet tilbyder borgere på lige fod med andre behandlingsformer. Så bliver døden et blandt flere mulige tilbud. Det kan føre til et skred i forståelsen af, hvornår et liv er værd at leve. For når samfundet tilbyder døden som en løsning, siger man samtidig til en gruppe af patienter, at deres liv ikke er værd at holde fast i - at deres liv er mindre værd end andres.

Fra sammenlignelige lande har vi set, at det, der starter som en meget restriktiv og afgrænset ordning for en særlig målgruppe, ender som en glidebane og en normalisering af den tænkning, at man som læger nogle gange skal tilbyde at gøre en ende på patientens liv. På den måde har vi set, at det, der starter som et tilbud til fx terminale kræftpatienter, gradvist udbredes til andre grupper, til børn og unge og mennesker med psykiske lidelser - nogle med forbigående psykiske lidelser, hvis de da stadig er i live.

I Canada fik en borger tilbudt valget imellem en plejebolig 200 KM væk fra sine pårørende eller muligheden for ”aktiv dødshjælp”. Syv procent af alle dødsfald i Québec i Canada sker ved hjælp af ”aktiv dødshjælp”, og i Holland er det 5,1 procent – altså 20-25 personer pr. dag, som træffer det ultimative valg. I Holland får børn ned til 12 år ”aktiv dødshjælp”, og muligheden udvides til yngre børn. Det er en bekymrende glidebane mod et samfund, vi ikke ønsker.

Vi skal kunne tale om døden. Vi skal kunne tale om, hvordan vi kommer bedst muligt herfra, men samfundet skal ikke tilbyde døden som en behandlingsform. Debatten skal handle om, hvordan vi som samfund kan sikre de rette tilbud til dem, der er svært syge eller skadede og deres pårørende, så døden ikke bliver en løsning på en svær situation. Det kan man kalde aktiv livshjælp.

Allerede nu er det lovligt at give al den smertelindrende behandling, patienten har brug for. Også selvom den behøvede dosis kan have den bivirkning, at patientens liv forkortes: Patienten har naturligvis også ret til at fravælge livsforlængende behandling. Patienten bestemmer, om behandling skal igangsættes eller stoppes - ingen skal holdes i live mod deres vilje. Samtidig kan man som patient bruge sit behandlingstestamente. Fremfor at tilbyde at gøre en ende på livet som løsning bør man sikre, at alle patienter uanset alder, geografi og socioøkonomisk formåen kan få adgang til smertedækning mv. og til at komme på hospice, hvis det ønskes af den svært syge.

Det er dette, vi bør debattere, for der hersker alt for mange myter og forkerte forståelser af, hvordan man som patient kan blive hjulpet i den sidste tid. Læger kan gøre rigtigt meget for patienterne, uden at det er ensbetydende med, at man tager livet af en patient.

Lægers rolle er at hjælpe patienter i livet – ikke at tage livet af patienter. Menneskers værdighed afhænger ikke af funktionsniveau. Patienters liv er lige meget værd, uanset sygdom, handicap eller andet. Derfor siger vi nej tak til aktiv dødshjælp og ja tak til behandling, omsorg, hjælp og lindring - helt på samme måde, som man som patient i dag møder sundhedsvæsenet. Det er det, vi skal forbedre og udvide for at hjælpe mennesker i alvorlige situationer og med alvorlige sygdomme – ikke ”aktiv dødshjælp”.