Prioritering: Vi skal behandle patienter forskelligt for at skabe mere lighed i sundhed

Sundhedsvæsenet står nu og de næste mange år over for betydelige udfordringer. Allerede nu mangler der social- og sundhedsassistenter og -hjælpere, sygeplejersker, speciallæger i stor stil, og i 2030 vil der mangle 40.000 sundhedspersoner samlet set, hvis ikke vi gør noget radikalt anderledes. Samtidig betyder befolkningsudviklingen, at antallet af ældre vokser markant de næste årtier. Det er glædeligt, at vi lever længere i Danmark, ingen tvivl om det. Men vi skal samtidig være opmærksomme på, at den aldrende befolkning er lig med et voksende antal patienter med mange, samtidige sygdomme, som sundhedsvæsenet skal kunne tage hånd om.

Derfor bør sundhedsvæsenets tilbud tilrettelægges sådan, så vi kan prioritere de patienter, som har mest brug for behandling. Alle patienter skal tages hånd om, men da alle sygdomme ikke er lige alvorlige eller hastende, bør de mennesker, der har størst behov, prioriteres først.

Derfor er der behov for en ny og realistisk behandlingsgaranti for ikke-akutte sygdomme.

Prioritering og differentiering er lig med klog brug af ressourcerne
En ny, realistisk version af behandlingsgarantien skal frigive lægekræfter til at udrede patienter i tide og samtidig sikre, at patienterne med de mest behandlingskrævende sygdomme bliver prioriteret først. For det er sådan, at patienter med alvorlige sygdomme kan have brug for behandling i løbet af få dage, mens andre tilstande er mindre alvorlige – måske endda har taget år at udvikle sig – og godt kan vente eksempelvis 60, 70 eller flere dage. Det handler om prioritering og differentiering: Når diagnosen er stillet, så skal en tilstand måske behandles hurtigt, men det kan også være, den kan vente nogle måneder uden patientens tilstand risikerer forværring, alt imens vi lindrer gener. Pointen er, at vi skal foretage en lægefaglig prioritering på baggrund af udredningen, så de mest syge patienter sættes først. 

Det er der ikke kun lægelige grunde til. En udifferentieret behandlingsgaranti giver nemlig også ulighed. Det gør den, fordi de patienter, der er for syge til at blive behandlet i det private eller har brug for en specialiseret behandling, der ikke udføres privat, venter længe, mens patienter, der kan få og tage imod et tilbud i privat regi, bliver behandlet først. At give læger mulighed for at sætte de mest syge patienter først i vores samlede sundhedsvæsen er ikke kun den klogeste brug af ressourcer i sundhedsvæsenet. Det er også den mest retfærdige, som også Morten Sodemann nævner i sit bidrag til denne debat.  

Samtidig skal der differentieres: De patienter, der selv har ressourcer og evner, skal have større ejerskab til deres eget sygdomsforløb. De kan spille en større rolle i eget forløb, så kontrolbesøg eksempelvis ikke planlægges per automatik, hvis der ikke er fagligt belæg for det. For der er ganske enkelt ikke sundhedsprofessionelle nok til, at opgaverne kan løses på samme måde som i dag.

De samlede kræfter skal bruges rigtigt
Det er også vigtigt at slå fast, at debatten om behandlingsgarantien er en delmængde af en langt bredere debat om, hvordan der skal prioriteres i sundhedsvæsenet. Til den debat hører også det nødvendige arbejde med at revidere kliniske retningslinjer, så de kan rumme differentieringen og skaber mulighed for bedre valg og for at stoppe en behandling, når det er det rigtige at gøre. En af forudsætningerne for dette er også en revision af klagesystemet, så retningslinjerne får eksakt status som vejledninger og ikke som manualer, der skal følges hovedløst, hvis man ikke som læge vil udsætte sig for kritik fra myndigheder. Det vil blandt meget andet være med til at nedbringe overbehandling, hvilket er helt centralt. 

Helt grundlæggende er mit budskab, at vi som samfund og sundhedsvæsen er nødt til at prioritere. Vi mangler arbejdskraft i sundhedsvæsenet, så de kræfter, vi har, skal bruges klogt. Og det gør vi også ved at forholde os kritisk til, om og hvornår vi kan levere på de patientrettigheder, vi har, så de reelt også fungerer som brugbare rettigheder for patienterne.