Vi savner opbakning til arbejdet med kliniske retningslinjer

Lyder udtrykket ”kliniske retningslinjer” lidt støvet eller måske lidt papirtungt? Vi indrømmer gerne, at der ikke på overfladen er meget ramasjang i betegnelsen. Men hvad det ikke har af karisma i sit navn, har det til gengæld i rigt mål i vigtighed. Patienter i et moderne sundhedsvæsen har en berettiget forventning om, at de valg, man med lægen skal træffe om sin behandling, kommer til at bygge på den seneste dokumenterede viden om de mulige behandlinger. Den dokumentation kan en klinisk retningslinje levere, og det er til gavn for både den enkelte patient og dennes læge. Samtidig er det også en katalysator for klogere brug af sundhedsvæsenets samlede ressourcer plus en hjælp til at mindske ulighed i sundhed.

Læger har pligt til at holde sig fagligt ajour. Men det vil være en umulighed og dårlig udnyttelse af alle lægers tid, hvis de skal holde sig detaljemæssigt ajour i alle afskygninger inden for deres speciale og inden for tilgrænsende specialer. Derfor er det også så vigtigt, at de lægefaglige selskaber nedsætter arbejdsgrupper, der gennemgår nyeste forskning og seneste detaljerede faglige udvikling såvel nationalt som internationalt. Og som omsætter den indhentede viden til kliniske retningslinjer, som er det praktiske redskab, læge og patient kan tage udgangspunkt i, når der skal tages beslutninger om behandling i patientens forløb. Det er en rimelig forventning, at alle læger har kendskab til og holder sig opdateret med de forskellige kliniske retningslinjer inden for eget speciale, men også har let adgang til relevante retningslinjer inden for øvrige specialer.

Skal alle patienter behandles nøjagtigt, som det fremgår af en klinisk retningslinje? Nej. Den kliniske retningslinje er udtryk for en behandling, der passer til de fleste patienter i Danmark.  Men alle patienter er ikke ens. Derfor er retningslinjen også udgangspunktet for fælles beslutningstagen om behandlingen. Men der er også den sikkerhed, at retningslinjer gør det mere transparent at lave en individuel tilpasning, hvor såvel læge som patient kan se, hvad der er afvigelsen fra det, der passer til ’standardpatienten’, hvad enten det sker på faglig baggrund eller er baseret på patientens præferencer.

Evidens betyder noget
Evidens er et udtryk for hvor meget og hvor god forskning, der er gennemført inden for et område. Det har betydning for, hvor stærk en klinisk retningslinje er. Jo mere og bedre forskning der er inden for et område, jo stærkere vil den kliniske retningslinje være. Og dermed også være et stærkere beslutningsgrundlag for patient og læge. Altså viden om, at det vi gør, det er også det rigtige at gøre.

På områder hvor forskningen er mere begrænset, så vil den kliniske retningslinje bygge på bedst mulige kliniske praksis, når alt tages i betragtning. Det kan også dreje sig om ligeværdige behandlinger. Det er også et stærkt fundament, men naturligvis ikke forskning. Det gør ikke kliniske retningslinjer til et uegnet beslutningsredskab. Den kliniske retningslinje vil fortsat være det bedste udgangspunkt for beslutninger i patientforløbet.

Kliniske retningslinjer giver klog prioritering
Der er for os at se ingen tvivl om, at kliniske retningslinjer samlet set er det bedste redskab til at sikre høj og ensartet kvalitet i behandlingen på tværs af landet. Herudover har tilstedeværelsen af kliniske retningslinjer en række positive sideeffekter. Set i forhold til prioritering, synes det indlysende, at det er det mest effektive, at patienter og læger gør det rigtige første gang. Det skal måles op mod en situation, hvor læger og patient – på baggrund af den individuelle læges erfaring og opdaterede viden – i højere grad forsøger sig frem. Det giver betydelig større variation i udredning og behandling af den enkelte patient, og er måske ikke engang det bedst fagligt underbyggede at gøre. Det er uklog brug af tid og kræfter for både patienter og læger.

Det fører os frem til, at kliniske retningslinjer også handler om at mindske variationen i udrednings- og behandlingstilbud til patienterne på tværs af landet – og dermed også mindske ulighed i sundhed. Det er af mange gode grunde virkeligt vigtigt at mindske ulighed i sundhed, og det kan der netop skubbes på via kliniske retningslinjer, der understøtter ensartet, høj kvalitet i behandlingen. På den måde holdes et højt niveau for alle – også de mindre ressourcestærke, som jo ofte har mest brug for hjælp.

Retningslinjerne skal naturligvis vedligeholdes og implementeres med fokus på, hvordan man får en praksis i hverdagen, hvor hensynet og tilstanden for den enkelte patient afvejes, så sundhedsprofessionelle ikke kommer til at gøre noget, der er unødvendigt eller ikke flugter med patientens værdier og præferencer. Her har de kliniske retningslinjer faktisk også en stor styrke. For med beskrivelserne af, hvad der er dokumentation for at sætte i gang af udredninger og behandlinger følger også, at hvis en given undersøgelse eller behandling ikke fremgår af retningslinjerne, er der ikke dokumentation for at sætte den i værk. Retningslinjerne kan også indeholde også anbefalinger målrettet indsatser, man skal lade være med eller holde op med at gøre. Med andre ord er kliniske retningslinjer et godt værktøj til at luge ud i unødige behandlinger.

Kliniske retningslinjer har flyttet det danske sundhedsvæsen
Det er vores påstand, at de kliniske retningslinjer har været med til at flytte det danske sundhedsvæsen rigtigt langt op ad ranglisten over verdens mest effektive sundhedsvæsener. Det var ikke uden grund, at Kræftplan IV havde fokus på udarbejdelse af kliniske retningslinjer, der drastisk har medvirket til at sænke dødeligheden for personer med kræft. Det er kliniske retningslinjer, der har sikret et ensartet udgangspunkt for behandling og lighed i behandlingstilbuddene på tværs af landet. Data om den kliniske kvalitet, der netop bygger på de kliniske retningslinjer, har igen og igen dokumenteret at variationen mindskes over tid.

På alle faglige parametre er kliniske retningslinjer en ’driver’ for lægelig indsigt og behandling på baggrund af tilgængelig dokumentation. Kliniske retningslinjer bør tages alvorligt og tales op på grund af deres store betydning for kvaliteten i sundhedsvæsenet. De er omdrejningspunktet for den udredning og behandling, der tilbydes patienterne i sundhedsvæsenet, uanset sektor. I det hele taget savner vi, en overordnet politisk anerkendelse af det arbejde, som læger i dag udfører med at udarbejde kliniske retningslinjer.

Ikke mindst derfor har vi brug for at lægge endnu flere kræfter i de kliniske retningslinjer. Det kommer vi helt sikkert til at gøre mere ud af i den kommende tid.