Forslag til lov om velfærd

Den 19. oktober 2021

Lægeforeningen finder det meget positivt, at regeringen nu har fremsat sit længe ventede forslag til lov om velfærd, som skal sikre en bund under velfærden, men i sin nuværende udformning kommer loven ikke i mål.

På sundhedsområdet har de igangværende ændringer i demografien meget stor betydning. I løbet af de kommende 20 år vil antallet af +80-årige næsten fordobles.

Det er vigtigt, fordi ældre borgere – helt naturligt – har et langt større behov for sundhedsydelser end resten af befolkningen. Det afspejler sig i, at de gennemsnitlige sundhedsudgifter for en 80-årig og en 90-årig er henholdsvis tre og seks gange større end for en 40-årig.[i]

Bagtæppet er derfor alvorligt, når regeringen fremlægger en velfærdslov, som skal ’lægge en bund under velfærden’ og sikre, at ’pengene følger med, når der bliver flere ældre og børn’, som Socialdemokratiet selv har formuleret det.

Lægeforeningen hilser derfor lov om velfærd mere end velkommen, men skal velfærdsloven sikre en fast bund under sundhedsområdet, så er der to forhold, som loven skal tage højde for:

• Beregningerne af demografiens betydning for sundhedsområdet bør suppleres med nye oplysninger om steeping-effekten.
• År for år er der stigende udgifter til bedre behandlinger og ny teknologi, herunder ny medicin, som ikke er omfattet af det demografiske træk.

Hvis loven ikke tager højde for disse vigtige udgiftsdrivere, men blot fremskriver sundhedsvæsenets økonomi ud fra, at sundhedsvæsenet fremefter kan tilbyde behandling på det samme niveau som i dag, men nu blot til flere patienter, vil man i løbet af en kortere årrække befinde sig milevidt fra danskernes forventningen til sundhedsvæsenet.

Demografiberegningerne skal medtage steeping, være transparente og indeholde følsomhedsanalyser

Det fremgår af lovforslaget, at finansministeren bestemmer metoden for opgørelsen af det demografiske træk. Når metoden vælges, er det afgørende, at den tager højde for den identificerede steeping-effekt, som VIVE har dokumenteret i analysen Fremtidens Sundhedsudgifter (2020).

Det betyder, at når Finansmisteriet beregner forventningerne til det demografiske træk, skal der tages højde for, at sundhedsudgifterne til ældre stiger hurtigere end sundhedsudgifterne til resten af befolkningen, og der i takt med at den ældre andel af befolkningen stiger, kan forventes en betydelig mervækst på sundhedsområdet. Beregningerne bør endvidere indeholde følsomhedsanalyser ift. forskellige scenarier for disse.

Beregningerne bør endvidere suppleres med opgørelser på sektorniveau, både når det kommer til opgørelsen af det demografiske træk og opgørelsen af det forventede offentlige forbrug, der skal finansiere ændringer i demografien, så det er muligt at følge om loven har den tilsigtede virkning med at sikre en bund under velfærden i takt med, at befolkningens alderssammensætning ændrer sig.

Demografi er kun en delmængde af udgifterne på sundhedsområdet. Der er behov for at indregne merudgifter til bedre behandlingsmetoder og ny teknologi, herunder medicin

Hvis velfærdsloven skal lægge en fast bund under velfærden, kan man ikke se bort fra udgifter til at tage bedre behandlingsmetoder og ny teknologi, herunder medicin i brug. Den løbende udvikling af bedre behandlingsmetoder og ny teknologi, herunder medicin betyder, at flere patienter kan leve længere og bedre med deres sygdom. Det er indlysende positivt, men betyder også, at sundhedsvæsenets udgifter, som konsekvens heraf stiger systematisk.[i]

Selvom der naturligvis er behandlingsmetoder og ny teknologi, herunder medicin, som giver besparelser – fx via hurtigere diagnosticering og behandling - så er det veldokumenteret, at den samlede effekt af nye behandlingsmetoder og teknologi er stigende sundhedsudgifter. Et oversigtsstudie viser, at de fleste studier estimerer, at teknologifremskridt repræsenterer mellem 25 og 50 procent af væksten i sundhedsudgifter[ii].  Et nyligt studie fra Syddansk Universitet[1] finder, at 60 procent af stigningen i sundhedsudgifterne kan henføres til bedre behandlingsmetoder og ny teknologi, herunder medicin. Ændret demografi er dermed ikke den primære udgiftsdriver i sundhedsvæsenet.

Hvis velfærdsloven blot fremskriver sundhedsvæsenets økonomi ud fra, at sundhedsvæsenet fremefter kan tilbyde behandling på det samme niveau som i dag, men nu blot til flere patienter, vil man i løbet af en kortere årrække befinde sig milevidt fra danskernes forventninger til en god og tidssvarende behandling. Eller sagt med andre ord: Hvis sundhedsvæsenet om 10 år tilbyder patienterne de samme behandlinger som i dag, vil befolkningen ikke opleve det som et uændret serviceniveau. De vil opleve det som forringet velfærd. Sundhedsvæsenet adskiller sig bl.a. fra undervisnings-, skole- og børneområdet ved denne massive teknologiske udvikling, der skal implementeres løbende, og det ikke er nok at ansætte flere hænder, når der kommer flere patienter.

Loven i sin nuværende udformning sikrer derfor ikke bund under velfærden, da den ikke tager højde for den teknologiske udvikling på sundhedsområdet. I stedet tilsiger den, at regeringen er i mål, hvis de forventede samlede offentlige udgifter i et år svarer til demografiberegningen det samme år.

Det er derfor vigtigt, at loven enten medtager de forventede strukturelle udgifter til teknologisk udvikling på sundhedsområdet eller at opgørelsen af de offentlige udgifter kun bliver holdt op imod de udgifter, der er afholdt på grund af den ændrede befolkningssammensætning og ikke kan bruges til at imødegå andre ufravigelige opdriftsudgifter, som fx ny sygehusmedicin eller teknologiske landvindinger på sundhedsområdet.

Når samfundet bliver rigere stiger forventninger til sundhedsvæsenet

Velstandseffekten er endnu en grund til, at det demografiske træk ikke svarer til de forventede offentlige udgifter. Velstandseffekten er den mekanisme, der beskriver, at befolkningen har større forventninger til offentlig service i takt med, at velstanden stiger. Danskerne har derfor også større forventninger til både de fysiske rammer og til serviceniveauet i blandt andet sundhedsvæsenet, når samfundet som helhed bliver rigere.

Med venlig hilsen

Camilla Noelle Rathcke
Formand for Lægeforeningen

[1] Age, morbidity, or something else? A residual approach using microdata to measure the impact of technological progress on health care expenditure (Mauro Laudicella, Paolo Li Donni, Kim Rose Olsen, 2021

[i] Kjellberg, Jacob (2020) Fremtidens sundhedsudgifter, En analyse af sund aldring, ”steeping” og teorien om alder som ”red herring”, VIVE

[i] Whitta-Jacobsen, Hans Jørgen m.fl. (2013) Den fremtidige udvikling i sundhedsudgifterne – behov for samfundsmæssige og etiske valg i Det Etiske Råds publicering: Etik og prioritering i sundhedsvæsenet – hvorfor er det så svært, 2013

[ii] Marino, Alberto og Luca, Lorenzoni (2019), Health working paper no. 113, 2019. The impact of technological advancements on health spending: A literature review, OECD