Høring over udkast til bekendtgørelse om den nationale model for fordeling og styring af lægekapaciteter i det almen medicinske tilbud
Fælles høringssvar fra Lægeforeningen, Yngre Læger, Foreningen af Speciallæger og Praktiserende Lægers Organisation
Den 10. juni 2025
Ambitiøs model rejser mange spørgsmål
Det er en meget ambitiøs og gennemarbejdet model for fordeling og styring af lægekapaciteter i det almen medicinske tilbud, som Indenrigs- og Sundhedsministeriet med rådgivning af en ekspertgruppe har udarbejdet. Ingen tvivl om det. Men vi vil også godt understrege, at det er en model som derfor også har begrænsninger i forhold til at afspejle virkeligheden, herunder en konkret patientpopulations lægebehov. Dette bør der tages højde for, når modellen indføres.
Og uanset om man opfatter modellen som relativ simpel eller meget kompliceret, så vil modellen rejse mange spørgsmål, når den teoretiske model skal implementeres til anvendelse i praksis.[1]
Vi har tillige noteret, at den nedsatte ekspertgruppe i deres afsluttende udtalelse anbefaler:
”at der i implementeringen af fordelingsmodellen tages højde for lokale forhold. Grupper af patienter i den enkelte klinik kan være mere behandlingskrævende end modellen indikerer, og nogle læger kan muligvis ikke varetage en fuld patientpopulation, som anbefalet af modellen.”
På denne baggrund skal vi anbefale, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Danske Regioner og Praktiserende Lægers Organisation i fællesskab får afklaret de stillede spørgsmål, bliver enige om modellens anvendelsesområde, samt udarbejder en handlingsplan for indførelse af modellen. I forhold til sidstnævnte vil det være relevant at inddrage timing i forhold til den planlagte indførelse af en ny honorarstruktur i 2027. Det må også være en overvejelse om modellen skal startes op som et afgrænset pilotforsøg inden den indføres i hele landet. Og under alle omstændigheder skal det aftales, hvordan og hvornår modellen skal evalueres, så det står klart ved modellens indførsel.
Dialog med den enkelte praksis om forhøjelse af patienttal
I forhold til det udsendte udkast til bekendtgørelse skal vi foreslå, at det i kapitel 4 (fastlæggelse af minimumspatienttal) fremgår, at enhver planlægning af patienttal, der vil ligge væsentligt over det gældende og over klinikkens nuværende patienttal skal søges aftalt frivilligt med klinikken ud fra fælles forståelse af klinikkens samlede situation og muligheder. Det vil være i overensstemmelse med bemærkningerne i lovforslag 212 lov om ændring af sundhedsloven (herunder fordeling og styring af lægekapaciteter) samt også ekspertgruppens anbefaling om mulighed for at tage højde for lokale forhold. Endelig vil det være et særdeles vigtigt signal at få sendt til de enkelte lægepraksis, som i sidste ende skal modtage og behandle patienterne.
Med venlig hilsen
Camilla Noelle Rathcke
Formand for Lægeforeningen
-
[1] Vi skal i denne forbindelse henvise til PLO’s høringssvar.