Coronaepidemien må ikke efterlade dybe huller i sundhedsvæsenets økonomi

Jeg er helt sikkert ikke den eneste, som gribes af en følelse af uvirkelighed ved synet af mennesketomme gader og butiksdøre med et »lukket«-skilt. For kun få uger siden myldrede byen af liv. Men så kom den store nedlukning og satte en tyk streg under, hvor sårbare vi hver især og som samfund er over for et virus, som kun få tog notits af for blot to måneder siden.

Når vi engang er på den anden side af coronaepidemien og har overskuddet til at vurdere, hvad der gik galt, hvad der fungerede, og hvad der kunne gøres bedre, så er en af konklusionerne forhåbentlig, at uden et stærkt sundhedsvæsen har vi ikke et stærkt samfund.

Det er imponerende, som sygehuse, praksissektor og kommuner har formået at tilpasse sig hurtigt og professionelt til de nye udfordringer. Men når det gælder selve epidemiberedskabet, er den overordnede konklusion ret klar: Vi har ikke været forberedt godt nok. Der har manglet værnemidler, og testkapaciteten har indtil nu ikke været stor nok. Dertil kommer, at store dele af sundhedsvæsenet har skullet omlægges for at skaffe intensivpladser nok, og at det indimellem har været svært at afkode, hvilke tiltag der var sundhedsfagligt, og hvilke der var politisk begrundede. Alt i alt er jeg sikker på, at vigtigheden af et moderne epidemiberedskab vil være tydelig for alle – også regeringen og Folketinget. Der er alt for meget på spil både menneskeligt og økonomisk, hvis nye og måske endnu mere aggressive vira ikke kan holdes effektivt i skak.

En anden konklusion, som jeg håber, at politikerne også vil drage, når vi kan trække vejret lidt friere, er, hvor uholdbart det vil være, hvis sundhedsvæsenet bliver bombet tilbage til den økonomiske situation, som det så småt var på vej ud af. For første gang i uendelig lang tid var der faktisk sat penge nok af til de opgaver, som vi skal løse i sundhedsvæsenet. Stadig langt til paradisiske tilstande, men alene den brede politiske anerkendelse af, at flere ældre og nye behandlinger kræver flere ressourcer, gav håb.

Nu står vi en situation, hvor økonomers rynker i panden bliver stadig dybere. Prisen for coronaepidemien kan ikke gøres op endnu, men det er indlysende, at den bliver høj – både internationalt og i Danmark. Virksomheder er lukket, mennesker har mistet deres job eller forretning. Bekymrende i sig selv og bekymrende også for sundhedsvæsenet, at der er udsigt til svære tider og kamp om ressourcerne. Forude venter os en bølge af patientkontakter, behandlinger og operationer, som naturligvis også skal håndteres. Nogle patienter vil opleve, at tiden så at sige læger deres sår. Men ser man på den samlede gruppe patienter, hvis behandlinger udskydes, vil der overordnet ske en forværring af deres sundhedstilstand.

Lægeforeningen bakker fuldt og helt op om, at vi som samfund gør vores yderste i denne akutte epidemisituation. Men som bekendt kan penge kun bruges én gang. Da vores sundhedsvæsen allerede før krisen var presset økonomisk på grund af mange års underfinansiering, er det desto mere vigtigt, at Folketinget til en start følger op med midler, der som minimum lukker de økonomiske huller, som coronaepidemien slår. Jeg håber, at det også ansporer en vilje til at investere i et generelt løft af sundhedsvæsenet.

Sundhed ikke er alt. Men uden sundhed er alt intet. Disse ord stammer fra en tale, som en nu tidligere statsminister holdt på Folkemødet for to år siden. De sidste ugers dyrekøbte erfaringer viser, at det ikke er blevet mindre sandt siden da.