Det er ikke holdbart med så uens akutberedskaber

Kan nogen give mig en fornuftig forklaring på, at mennesker, der bor på Bornholm, Mors, Lolland, Falster eller i Thy ikke kan regne med at kunne få samme hjælp som borgere i resten af landet, hvis de bliver akut syge?

Svaret er nej. For der er selvfølgelig ikke nogen som helst gangbar grund til, at borgere, som er dækket af akutsygehusene i disse dele af riget, skal nøjes med akutmodtagelser med færre kompetencer og et vagtberedskab på et lavere niveau, end man skal andre steder.

Alligevel er det, hvad der lægges op til i Sundhedsstyrelsens nye anbefalinger om en sammenhængende sundhedsindsats ved akut opstået sygdom og skade. Den geografiske skævhed er udtalt, og der er tale om en tilgang, man aldrig ville acceptere, hvis det handlede om hjerte- eller kræftområdet, og derfor er det helt uholdbart. Alle landets borgere skal naturligvis have adgang til et ensartet akut sundhedstilbud af høj kvalitet.

At det ikke er tilfældet, bliver desværre ikke adresseret håndfast nok i rapporten fra Sundhedsstyrelsen. Det er for eksempel fortsat et faktum, at arbejdet på landets 21 akutafdelinger er organiseret vidt forskelligt. Det gælder også for ambitionen om at få speciallægerne i front døgnet rundt. I samme boldgade kan man undre sig over, at Region Sjælland slipper af sted med et beredskab uden de nødvendige lægebiler. Sundhedsstyrelsen redegør i sine anbefalinger for lægebilers plads i det præhospitale beredskab, men situationen i Region Sjælland adresseres ikke, og i anbefalingerne mangler i det mindste et forslag til sikring af, at vi nationalt har et basalt beredskab af lægebiler.

Problemerne i vores akutberedskab har det i det hele taget med ikke at gå væk, og en vigtig forklaring her er, at Sundhedsstyrelsen som central myndighed måske nok har ekspertisen, men kun kan rådgive om den akutte indsats. Det betyder, at styrelsen er henvist til at måtte konstatere og ofte acceptere tingenes tilstand, når det gælder det akutte beredskab. Måske er det en stille resignation, som smitter af på nogle af formuleringerne i Sundhedsstyrelsens anbefalinger. De efterlader alt for stort rum til fortolkning, og det er bare ikke tilfredsstillende.

Vi har et akut behov for stærkere faglige anbefalinger, som kan sætte en retning for regioner og kommuner og ikke mindst fungere som sikkerhedsnet for patienter og personale i et presset sundhedsvæsen. Men spørgsmålet er også, om ikke der er brug for at give Sundhedsstyrelsen flere muskler også i denne sag?

Som tingene er nu, hviler der et tungt ansvar på regionerne for at sikre en ensartet høj kvalitet i de akutte tilbud i hele landet. Det har de kun i begrænset omfang levet op til, og det er mildt sagt frustrerende, at vi år efter år skal konstatere en udtalt mangel på koordinering og fælles overblik hos regionerne, når det gælder denne vigtige opgave. Vi har i Lægeforeningen tidligere peget på, at hvis ikke regionerne magter den, så bør sundhedsministeren eksempelvis kunne give Sundhedsstyrelsen mulighed for at stille bindende kvalitetskrav til akutmodtagelserne, krav, som regionerne og sygehusene så faktisk er forpligtet til at overholde. Det er trist, at det overhovedet er nødvendigt at overveje, men det er heller ikke holdbart, at opgaven ligger på is år efter år. Vi kan som læger ikke gå på kompromis med, at patienter overalt i landet skal have samme krav på akut behandling af høj kvalitet.