Tjenestepligt er tom symbolpolitik

Fornuften har ikke sejret. For desværre har regeringen ikke en gang for alle pakket tjenestepligten væk. Magnus Heunicke nævnte den senest ved Danske Regioners generalforsamling i september, og tjenestepligt er også varslet i det seneste lovprogram.

Der er altså grund til at frygte, at regeringen inden for et overskueligt tidsrum lancerer ideen om at tvinge alle unge læger til at arbejde et halvt år i almen praksis efter deres KBU. Sker det, er det efter min mening tom symbolpolitik. For udviklingen går faktisk i den rigtige retning, og stadig færre borgere står uden egen læge.

Jeg vil ikke bagatellisere de problemer, som stadig findes mange steder. Det er alt for tidligt at sige, at nu er manglen på speciallæger i almen praksis aflyst. Langtfra endda. For mange er det et stort savn ikke at have sin egen læge, og det er vigtigt med løsninger, som sikrer kontinuitet og kvalitet. Det kræver handling.

Men det er også vigtigt, at løsningerne passer til udfordringerne. At proportionerne er i orden. Det er de – mildt sagt – ikke i tjenestepligt. Den er en både dyr og dårlig løsning på det problem, at vi mangler 100 speciallæger i almen medicin. En grov beregning: Det vil koste henimod 750 millioner kroner at sende to årgange af læger et halvt år i almen praksis efter KBU. Det er mange penge at kaste efter et forslag, som der ikke er brug for, og som vil sætte udviklingen i stå.

For lige nu ser vi, at der er flere læger på vej til almen praksis. For et par uger siden var de unge kolleger, som søger til almen praksis i Thy, i medierne. Andre steder har håndholdte indsatser for at tiltrække læger, som brænder for almen praksis, også givet resultat.

Vi kan samtidig se, at det virker, at der er oprettet flere hoveduddannelsesforløb i almen medicin. Der skal endnu flere til, men vi vil i løbet af få år kunne glæde os over at have mange flere praktiserende kolleger. Samtidig har mange praksis ansat flere sygeplejersker og andre sundhedsprofessionelle, som bidrager til at frigøre praktiserende lægers tid til netop at være læge for patienterne. Om få år vil vi tale om, hvordan man kan afvikle udbudsklinkker mange steder. Det vil være uhyre dumt at destabilisere den udvikling, som alle har sukket efter i årevis, og som nu er på vej. Tvang smadrer tillid, motivation, rekruttering, fastholdelse og udvikling. Hvis man er en visionær regering, som tænker langsigtet og i kvalitet, afholder man sig fra at gribe til tvang.

Jeg vil opfordre sundhedsministeren til ærligt at fortælle, at tjenestepligt ikke sikrer patienter en speciallæge i almen medicin. De får en »grøn« læge, som for manges vedkommende ikke ønsker at arbejde i en praksis. Hvem gavner det? Jeg kender godt svaret. Sundhedsministeren bør også fortælle, at en forudsætning for ordningen er, at landets praktiserende læger kan og vil tage imod de ca. 1.300 unge læger pr. årgang i deres praksis. Det er et vildt antal og bare at skaffe plads kan blive svært.

I en tid, hvor sygehusene er under stort pres på grund af COVID-19-epidemien, vil tjenestepligt trække unge læger væk fra afdelinger, som har brug for deres arbejde. Både til at behandle de akut syge og få afviklet de »pukler« af udskudte operationer og behandlinger, som epidemien skaber.

Sidste år kom vi fra lægeside med seks gode forslag, som – naturligvis – er baseret på frivillighed. De retter sig mod både at tiltrække unge læger til almen praksis og at fastholde erfarne familielæger. Forslag, som har rod i virkeligheden, og som i løbet af få år vil kunne skaffe de ekstra lægeårsværk, der lige nu mangler i almen praksis. Kære Magnus Heunicke, find inspiration i dem, og hold dig for god til at foreslå tjenestepligt. Sundhedsvæsenet handler om menneskers helbred, liv og død. Patienterne har fortjent gennemarbejdede løsninger, der virker – ikke symbolpolitik.