Vi skal være klar til en lang, lang dans med COVID-19

Smittetal stiger igen. Aarhus er i skivende stund et hotspot for smitte med coronavirus, og hurtigt er en række mellemstore byer fulgt med. Mundbind er obligatorisk flere steder, og de velkendte live-pressemøder med minister og myndigheder er tilbage. Hurtigt og med stor kraft er det slået fast, at coronavirusset ikke er fortid. Så langtfra, desværre. Og vores kamp mod virus er en kamp mod en usynlig, uforudsigelig og lynhurtig fjende. At de politiske forhandlinger om genåbning af samfundet trækker i langdrag, understreger blot alvoren i den aktuelle situation og de udfordringer, der er ved at skulle navigere i det ukendte.

Ingen ved dybest set, hvad efteråret og vinteren vil bringe. Det skærper kravene til sundhedsvæsenet om at være fleksibelt og hurtigt. Og klogt. Indsatsen skal trække på både eksperternes viden om virus og de erfaringer, som læger og andre sundhedsprofessionelle har i håndteringen af det – dag efter dag på sygehuse og i praksis.

Det er positivt, at regionerne nu vil teste flere læger og andre sundhedsprofessionelle, som på sygehusene er i kontakt med patienter med COVID-19. For det er jo desværre veldokumenteret, at det øger risikoen for smitte at arbejde på f.eks. akutafdelinger. Det er uacceptabelt for de kolleger, som dag efter dag udsættes for den risiko, og det er meget uheldigt, hvis sygehusafdelinger utilsigtet bidrager til spredningen af smitte. Derfor giver flere test god mening, men de kan ikke stå alene. Der er i høj grad brug for, at ledelserne sammen med medarbejderne får sat lup på, hvad det er, der går galt. Er det værnemidlernes kvalitet, manglende forståelse på arbejdspladsen for, at det tager lidt ekstra tid at bruge værnemidler, eller noget helt andet, som fremmer smitten. At finde løsninger her bør have allerhøjeste prioritet. Man kan ikke basere et beredskab på, at læger og andre skal tage foruroligende høje risici med deres eget helbred.

Et andet foruroligende faktum er, at forårets indsats mod COVID-19 har trukket et spor af udskudte behandlinger for andre sygdomme efter sig. Vi har f.eks. hen over foråret set tæt på en halvering i antallet af planlagte operationer og færre henvisninger til udredning på sygehuse. Sygdomme, som kunne være taget i opløbet, udvikler sig i nogle tilfælde til det værre, og der kommer et ekstra pres på sundhedsvæsenet, et pres, som måske endda kan stige yderligere.

Her er det vigtigt, at vi som læger i den kommende tid fortsat har mulighed for at foretage en faglig vurdering af, hvilke patienter der har størst behov for behandling med det samme. Det er fint, at behandlingsgarantien genindføres i psykiatrien den 1. september, men jeg vil advare mod at genindføre de velkendte behandlingsgarantier i det somatiske sundhedsvæsen, før vi reelt er på den anden side af en epidemi. Det er potentielt at forsøge at blæse, mens munden allerede er fuld.

Sundhedsvæsenet har ikke mange »reserver«, men det er vigtigt, at sundhedsvæsenet har den fornødne kapacitet til at håndtere en epidemi, samtidig med at mange patienter også behandles for andre sygdomme og lidelser – ikke mindst, når epidemien er langvarig. Det er bl.a. på den baggrund, at Lægeforeningen efterlyser en epidemiplan, som forholder sig til, hvor stor en kapacitet i sundhedsvæsenet, der er nødvendig for at håndtere en kort- eller længerevarende epidemi, og at vi har brug for en samlet faglig evaluering af håndtering af epidemien. Alt andet er uholdbart.

Eksperter taler om, at vi skal »danse med coronavirusset«. Et poetisk udtryk for den komplekse opgave at holde et virus i skak, mens forskere verden over arbejder på at udvikle vacciner og behandling. Vi kan i sundhedsvæsenet være stolte af indsatsen indtil nu i den største sundhedskrise siden anden verdenskrig, og vi har lært meget af det første halve år. Men vi kan ikke sænke skuldrene, og vi skal være forberedte på, at det bliver en lang dans.

Ingen ved dybest set, hvad efteråret og vinteren vil bringe.