Farvel til tjenestepligten

Så sejrede fornuften. Det er meget, meget glædeligt, at et bredt flertal i Folketinget for få dage siden blev enigt om at skrotte regeringens planer om en tjenestepligt for helt nyuddannede læger. Det er en god nyhed for både læger og patienter.

Forslaget om at indføre tjenestepligt har ligget i sundhedsministerens lomme i årevis. Vi har ikke fået præsenteret detaljerne, men har hørt om det siden Socialdemokraternes valgoplæg forud for seneste folketingsvalg. Sundhedsministeren har med mellemrum signaleret, at tjenestepligt hurtigt kunne hives frem, og det har været klart fra starten, at regeringen har ønsket at sende alle nyuddannede læger ud at arbejde et halvt år i praksis efter deres KBU. En idé, som både er helt forkætret for den enkelte læge – tvang har ingen gang på jord – og som på ingen måde ville kunne sikre patienterne den hjælp, som en erfaren speciallæge i almen medicin kan. Tjenestepligt er først og fremmest tom symbolpolitik.

Heldigvis er politikere uden om regeringen lydhøre og har andre ambitioner for at løse lægedækningen og har nu også klart signaleret til regeringen, at de ikke kan støtte en indførelse af tjenestepligt. Og dobbelt glædeligt er det, at samme flertal har pålagt regeringen at indkalde til politiske forhandlinger for at løse manglen på praktiserende læger. Det er den eneste farbare vej til holdbare løsninger, og derfor er jeg også meget glad for, at der faktisk er politikere, som lytter og handler, når vi fra lægeside præsenterer virkefulde løsningsforslag og argumenterer mod skadelige snuptagsløsninger. Tak for det!

Min forventning er nu, at regeringen tager Folketingets udmelding om at droppe tjenestepligt til efterretning, og at der snart indkaldes til forhandlinger, så vi kan få rigtige løsninger på bordet. Udviklingen går den rigtige vej. Der uddannes nu flere speciallæger i almen medicin. Men der er fortsat meget alvorlige udfordringer med lægedækning flere steder i landet, og det er naturligvis ikke holdbart. Det må aldrig blive postnummeret, der afgør kvaliteten af den behandling, som patienterne får. Derfor skal der også handles.

Det har vi som lægestand også et ansvar for at anvise løsninger på. Vi peger fra lægeside bl.a. på nødvendigheden af, at der oprettes flere hoveduddannelsesforløb i almen medicin. Der er for nylig kommet flere til, aktuelt er der nu 350 årligt. Men der er brug for 400 årligt i de kommende år, hvis vi skal kunne tage hånd om de mange patienter med kroniske sygdomme, som vil søge behandling i de kommende år, og derfor er 350 ikke tilstrækkeligt.

Samtidig er det vigtigt at fastholde de ældre læger, som måske er begyndt at overveje pension. Hvis disse erfarne kolleger kan overtales til at tage et år eller to ekstra i klinikken, f.eks. ved at få mulighed for at ansætte mere personale i klinikken, er meget vundet.

Lægeforeningen har i alt seks konkrete forslag til, hvordan man sikrer det tilstrækkelige antal speciallæger i almen medicin i de kommende år. Tilsammen er det forslag, som på kort tid vil kunne skaffe de speciallæger, som almen praksis mangler i dag. Ikke »grønne« kolleger, som tvinges til områder med stor lægemangel, men læger, som har specialistkompetencer, og som glæder sig til at arbejde i et spændende speciale. Det giver kvalitet og kontinuitet. Vi har tidligere fremført forslagene for regeringen, som dog ikke rigtigt har forholdt sig til dem. Det ser vi frem til sker nu i de kommende politiske forhandlinger med Folketingets øvrige partier.