Mangel på speciallæger: så er det nu, der skal rykkes!

Nu lukker læge xx sin praksis, og den eneste kollega i byen er tæt på desperation. Vi kender desværre alt for godt disse beretninger fra lokalpressen, og selvom der er udsigt til flere praktiserende læger om nogle år, ville det være utilstedeligt skønmaleri at påstå, at der ikke er problemer i dag. Det er der, og de kræver politisk handling. Både for at hjælpe de patienter, som i dag står uden egen læge, men også fordi, problemer med lægedækning ikke kan betragtes isoleret. En bedre lægedækning har afgørende betydning for, hvor stor gennemslagskraft kommende reformer af sundhedsvæsenet kan få, og hvordan fordelingen af opgaver mellem praksis og sygehuse kan laves.

Derfor var det også med glæde, jeg blev præsenteret for Venstres udspil forleden. Venstre lancerede en række initiativer med det formål at sikre flere praktiserende læger. Udspillet lægger bl.a. op til at uddanne markant flere speciallæger i almen medicin, men der er også initiativer, som kan iværksættes på kort tid. F.eks. at praktiserende læger i lægedækningstruede områder skal have økonomiske incitamenter til at ansætte mere praksispersonale eller leje større lokaler, og at ældre læger skal kunne få finansieret ekstra personale til klinikken, hvis de udsætter pensionen.

Der er tale om seriøse, konstruktive forslag, som for de flestes vedkommende flugter rigtig godt med de løsninger, som vi fra lægeside har peget på gennem en række år. Venstres forslag blev modtaget af regeringen i en konstruktiv ånd. Andre partier som f.eks. De Konservative har også meldt klart ud om behovet for at sikre tilstrækkeligt med praktiserende læger, og derfor er det mit håb, at vi nu ser ind i et efterår med politiske løsninger – og ikke mindst handling, som kan give os de speciallæger, som patienter har brug for.

Her tænker jeg på almen praksis, som der lige nu er særligt fokus på, men i høj grad også en række andre specialer. Psykiatrien har længe manglet flere speciallæger, og det samme gælder i bl.a. geriatrien, neurologien og radiologien. Og de nødråb, som lyder fra vore kolleger på sygehusafdelingerne eller fra speciallægepraksis, som vi bør have langt flere af, skal tages lige så alvorligt.

I de kommende måneder er forventningen, at Folketingets politikere tager fat på at forhandle en reform af sundhedsvæsenet, som bl.a. skal forholde sig til stadig flere ældre patienter, og at overgangene mellem sektorerne langtfra altid »griber« alle patienter. Vi så en første brik til en kommende såkaldt sundhedsaftale med junis aftale mellem Danske Regioner, KL og regeringen om sundhedsklynger af kommuner og praktiserende læger omkring de 21 akuthospitaler. Samtidig venter vi på, at regeringen melder ud med varslede forslag om velfærd tættere på borgene, også på sundhedsområdet. Præcist, hvad de indebærer, har vi fortsat til gode at se.

Lægedækning, lægemangel og behovet for de nødvendige speciallæger er ikke en isoleret problemstilling, men hænger derimod nøje sammen med en realisering af de politiske planer og kommende strukturer i sundhedsvæsenet. Et udbygget og tidssvarende nært sundhedsvæsen forudsætter flere speciallæger i almen medicin. En stærk og moderne psykiatri forudsætter flere speciallæger i psykiatri. Gode specialiserede tilbud til svage medicinske patienter forudsætter flere geriatere. Hurtig udredning af f.eks. kræft forudsætter radiologer. Og sådan kunne jeg blive ved. Det politikerne gør nu – eller ikke gør – i forhold til at sikre, at der er de rigtige speciallæger til stede i tilstrækkeligt antal, lægger skinner ud i fremtidens sundhedsvæsen og får afgørende betydning for patienterne.

Derfor forventer jeg også, at et flertal i Folketinget nu vil samles om de mange gode tanker for almen praksis, som trives i flere partier, og at de fører til handling, også inden for andre specialer. Det er nu, der skal rykkes.