Opråb fra virkeligheden

»Opråb fra sygehuset« lyder den fælles titel på to TV2-programmer, som i de seneste dage har vist, hvordan læger og sygeplejersker i hurtigt trav forsøger at afbøde følgerne af underbemanding og travlhed. Med en belastende dagligdag og – endnu vigtigere – triste følger for de mest sårbare: patienterne.

Jeg behøver ikke i dette forum at udpensle, hvordan for stort pres på sundhedspersoner kan føre til fejl og andre utilsigtede hændelser. Vi ved, at det er tilfældet. Vi ved også, at langvarig travlhed filer af den faglige tilfredshed og meningsfuldhed, som er afgørende for hver dag at kunne give syge mennesker den bedste behandling, omsorg og pleje.

Nu fortæller modige kolleger på sygehusene så om erfaringer, som kræver handling. Og udsendelserne fra TV2 står ikke alene. Flere læger har i medierne berettet om, hvordan mangel på især sygeplejerske- og speciallægekolleger dræner ressourcerne hos de sundhedsprofessionelle på sygehusene. I praksis og kommunerne er situationen også alvorlig, og her mangler også i den grad social- og sundhedsassistenter.

Og samtidig strømmer patienterne til. Vi bliver flere ældre, og mange bliver efterhånden rigtig gamle. Det er positivt, men det er også en gigantisk udfordring, som kræver politiske svar, og de skal helst falde snart. For allerede nu er mange læger og andre kolleger ved at nå en grænse, som ikke må overskrides. Af hensyn til dem, til patienterne og ikke mindst sundhedsvæsenet, som risikerer at miste kernemedarbejdere inden for flere fag.

Her og nu er der brug for kreativitet i at aflaste læger og sygeplejersker. Vi skal sikre, at alles kompetencer kommer i brug, og flytte opgaver hvor det giver mening. Der er mange steder i sundhedsvæsenet, hvor det vil være dejligt at kunne sige velkommen til flere lægesekretærer, diætister, kliniske farmakonomer og socialrådgivere, som med deres faglige ekspertise vil kunne aflaste især læger og sygeplejersker.

På længere sigt skal der naturligvis uddannes flere sundhedsprofessionelle, ikke mindst speciallæger, men vi skal også i gang med en grundig diskussion om, hvordan vi samlet set får løftet sundhedsopgaverne uden alle de hænder, vi kunne ønske os. Og heri naturligvis sikre, at kvaliteten holdes, og fagligheden får plads. Bør vi f.eks. ikke snart justere behandlingsgarantien, så vi kan prioritere de patienter, som de facto er mest syge? Og bliver de manglende hænder den milepæl, der reelt rykker på implementeringen af digitale og teknologiske løsninger i f.eks. vores arbejdsgange og samarbejde?

Og så er der infrastrukturen for sundhedsvæsenet, som politikerne fastlægger, og som skal sikre den nødvendige sammenhæng. Regeringen har netop spillet ud med forslag, som indgår i en samlet sundhedsaftale for de kommende år. Et positivt element er, at den »afliver« det forslag om tjenestepligt, som Socialdemokratiet lancerede i 2018. Her er der blevet lyttet til protesterne fra lægeside, og det skal regeringen have tak for.

Mindre positivt er, at der stadig svæver mange store spørgsmålstegn rundt i luften i forhold til, hvordan de næste mange års store udfordringer skal klares. Vi har fået præsenteret såkaldte nærhedshospitaler, der mest minder om sundhedshuse. Det er nærmest sygehusvæsenet smurt ud over en større geografi, men en løsning på fremtidens udfordringer er de ikke. Tidligere har regeringen meldt ud, at der skal etableres sundhedsklynger omkring landets 21 akutsygehuse. Hvordan de to elementer skal spille sammen, er ikke voldsomt konkret beskrevet.

Konkret er til gengæld de problemer, som læger, sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter adresserer med stadig større intensitet, og derfor er mit råd til regeringen og de øvrige partier ikke at lade nærhospitaler blive svaret. Regeringen har varslet, at der er flere forslag på vej på sundhedsområdet, og det vil vi afvente med forventning. Vi har brug for flere svar, og vi har brug for, at der følger penge med. Sådan lyder opråbet fra virkeligheden.