Statsminister, der er brug for, at du yder »en ekstra indsats« for sundhedsvæsenet – også på den lange bane

Af gode grunde har det vakt harme hos mange af de mennesker, som hver dag arbejder i sundhedsvæsenet, at statsministeren for nylig på et pressemøde bad dem om at yde »en ekstra indsats«. Efter mere end halvandet år – med korte indlagte pauser – hvor store dele af »væsenet« har været under konstant pres, ja så kan man diskutere visdommen i for rullende kameraer at rette blikket mod den samme udkørte flok af fagfolk og bede dem løbe hurtigere. Og man kan kun ryste lidt på hovedet over, at det reelle problem – manglen på hænder i vores sundhedsvæsen – tilsyneladende ikke adresseres som det hovedproblem, det er.

I disse dage stiger antallet af patienter med Covid-19, flere indlægges, og mange steder mangler der personale. Medierne er fyldt med beretninger fra sygehuse i alle regioner, som må udskyde behandlinger og operationer, og vinteren er ikke engang begyndt. Det er dybt foruroligende, og derfor forstår jeg naturligvis godt statsministerens behov for at gøre noget, som kan sikre, at syge mennesker mødes af fagpersoner, når de har behov for behandling af bl.a. Covid-19. Men der er også et sundhedsvæsen efter Covid-19, om end aktuelt svært at forestille sig, og der står personalemanglen formentlig stadig uløst hen.

Statsministeren kan regne med, at vi alle – på sygehuse og i praksis – vil gøre alt, hvad der er muligt for at hjælpe patienterne i vores sundhedsvæsen. Som vi altid gør og også under epidemien har gjort måned efter måned. Mange har skubbet samvær med familie, tiltrængt restitution og fritidsinteresser til side for at hjælpe. Det kan vi holde til i en periode, men ikke hele tiden. Og her glemmer statsministeren også, at sundhedsvæsenet meget længe har hængt sammen og har kunnet levere, fordi rigtigt mange løbende tager en ekstra vagt eller yder en ekstra indsats. Fordi der reelt mangler kolleger.

Lige nu er der faktisk i lige så høj grad behov for, at statsministeren og hendes kolleger på Christiansborg yder en ekstra indsats. De har også travlt. Det ved jeg. Men det er fra regeringskontorerne og Folketinget, at de nødvendige forandringer skal komme.

Her og nu vil det være en tiltrængt aflastning af det store pres at give os bedre muligheder for at prioritere de mest syge patienter først og lade dem, som uden risiko eller store gener kan vente lidt længere, gøre det. Det kan f.eks. være en patient med en galdeblære, der skal fjernes, eller patienter med slidte hofter eller knæ, der skal udskiftes. Det er også vigtige behandlinger, ikke mindst hvis der er smerter, der ikke kan stilles. Men vi har brug for al den fleksibilitet, som vi kan få, til at prioritere dem, der har det største behov for behandling først. Derfor vil det give god mening at sætte udrednings- og behandlingsgarantien i bero. Ligesom det har været gjort tidligere under coronaepidemien.

Samtidig går det ikke at skyde al skyld for de problemer, som vi oplever nu, på coronaepidemien. Epidemien skærper dem i høj grad. Men vi er også nødt til at forholde os til en stadig understrøm af problemer, som også bestod før, og som ikke kan ignoreres. Et af dem, som vi mærker nu, er manglen på sundhedsprofessionelle inden for en vifte af fag, herunder også vores eget. Det tager en årrække at uddanne sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter, og det varer som bekendt omkring 14 år fra første rustur til autorisation som speciallæge. Hvis vi skal gardere os mod, at problemerne blot vokser og vokser i de kommende år med stadig flere patienter, så skal der handles nu.

Vi har brug for en national plan, der på baggrund af grundige analyser og solidt fagligt input kan hjælpe os med at få mennesker nok med de efterspurgte kvalifikationer på sygehusene og i praksis. Ad hoc-tiltag kan have deres berettigelse, men her batter de ikke nok. Sundhedsvæsenet har brug for en ambitiøs og fagligt velfunderet indsats. Det kræver politisk handlekraft, så derfor, kære statsminister og folketingspolitikere, lyder en klar opfordring herfra til, at I gør det til virkelighed og yder den ekstra indsats, som sundhedsvæsenet har behov for – også på den lange bane, hvor corona ikke fylder som nu.