Vi har krav på retssikkerhed - også under en epidemi

Epidemien har vendt op og ned på hverdagen for mange af os. Uanset hvor i sundhedsvæsenet vi arbejder, er dagen tilrettelagt efter at holde et ganske bestemt virus i skak. Belastningen på sygehusene har – på hver sin måde – været stor i både første og anden bølge. Vi har taget livtag med et virus og en sygdom, som vi initialt kun vidste ganske lidt om.

Mange har været i gang med opgaver uden for eget speciale – ortopædkirurger har podet, gynækologer har passet patienter med COVID-19, yngre læger i deres KBU i almen praksis har været »kaldt ind igen« på sygehusene. Arbejdsgangen og specialegrænserne har i perioder været mere flydende, når det har handlet om COVID-19. Grundlæggende har vi ikke været udfordret af, at patienter ikke ville samtykke, men forestil jer situationen, hvor myndighederne har truffet beslutning om udredning og behandling, og patienten siger nej. Og tænk hvis en utilfreds patient, som ikke ønskede behandling, klager over den enkelte læge – som måske endda har stået helt uden for sin vante komfortzone.

Det kunne blive virkelighed under en kommende alvorlig epidemi, hvis det forslag til epidemilov, som regeringen fremsatte i december, var endt med at blive vedtaget. Forslaget lagde op til, at vi ville kunne blive pålagt at iværksætte bestemte undersøgelser og behandlinger – og i yderste konsekvens indgreb, som ikke er frivillige for patienterne – efter et påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed. I det oprindelige lovforslag var vi ikke sikret mod at få en klagesag ved Styrelsen for Patientklager eller Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn for at iværksætte de tiltag.

Det gav ingen mening – og slet ikke retssikkerhed for den enkelte – og derfor er det også glædeligt, at vi nu har udsigt til en ny og bedre udgave af loven, hvor muligheden for at rette den type anklager mod os er fjernet. Vi har fra lægeside presset på for at få lappet disse helt uacceptable huller i vores retssikkerhed. Og heldigvis er der blevet lyttet. Et flertal i Folketinget sikrer nu, at de kritisable paragraffer fjernes, og at patienter, der vil klage over, at de udsættes for en behandling, som lægen er blevet pålagt at udføre, i stedet må klage over Styrelsen for Patientsikkerhed til et nyt specifikt ankenævn for epidemiloven. Det er en vigtig styrkelse af vores retssikkerhed. Det ville være helt uacceptabelt, hvis vi som enkeltpersoner skulle tage individuelt ansvar for at gennemføre indgreb, som ikke baserer sig på vores egen faglige vurdering, men på et myndighedsdekret.

En andet vigtigt skridt i den rigtige retning er, at der bliver tanket op med et helt nødvendigt skud sundhedsfaglighed i den kommende epidemikommission, som skal rådgive regeringen og Folketinget. Det var i det oprindelige forslag meget svært at se, hvordan kommissionen ville kunne give rådgivning med den nødvendige sundhedsfaglige indsigt og tyngde, og derfor er det også positivt, at der nu er et politisk flertal for, at kommissionen skal inddrage særligt sagkyndige som for eksempel lægevidenskabelige selskaber, inden den vurderer vidtgående regler i forbindelse med bekæmpelse af epidemier. Dertil kommer, at etablering af kommissionen gør det nemmere at afkode, hvad der er sundhedsfaglighed, og hvad der er politik i håndtering af epidemier. Og endelig er der spørgsmålet om tvangsvaccination – det har regeringen klogelig valgt helt at droppe muligheden for.

Den kommende epidemilov har været meget omdiskuteret. Lægeforeningen har kritiseret en række elementer i den, og der er stadig paragraffer, som vi fortsat vil arbejde for at få ændret på lidt længere sigt. Men samlet set er der ingen tvivl om, at den epidemilov, som træder i kraft den 1. marts, er langt bedre – for både patienterne og os – end den første forpjuskede udgave. Der er blevet lyttet til os, og det kan ses på lovteksten.