Vi kan ikke undvære en stærk offentligt finansieret forskning

Forskning er helt afgørende for udviklingen i vores land – det har ikke mindst epidemien tydeliggjort for alle – og enigheden om vigtigheden af forskning er stor. Alligevel oplever vi, at offentligt finansieret forskning, selv inden for et område som sundhed, hvor der er stor folkelig opbakning, ikke prioriteres i nødvendig grad.

Vi oplever, hvordan Finansministeriet forskønner, hvor meget staten reelt bidrager til forskningen, herunder også inden for sundhedsområdet. Alt regnes med, eksempelvis EU-midler, som danske forskere selv har skaffet. Regionernes investering i forskning pustes op ved at medregne de forskningsaktiviteter, som lægelige kolleger reelt udfører i deres fritid.

Begge dele er misvisende og bidrager til at pumpe størrelsen af de offentlige forskningsinvesteringer op og samtidig sløre det udækkede behov for offentligt finansieret forskning, som mange af os har førstehåndskendskab til, og som har konsekvenser for sundhedsvæsenet.

Vi befinder lige nu i efterdønningerne af en epidemi, som har været barsk, men som kunne have udviklet sig så meget værre, hvis ikke lægemiddelindustrien på kort tid havde udviklet effektive vacciner. Uden den indsats ville vi være et helt andet sted i epidemien nu, og vaccinerne er blot et aktuelt eksempel på værdien af kommercielt drevet forskning. Den kan vi ikke undvære.

Men vi kan ikke forlade os på forskning med kommercielt sigte alene og kan altså derfor heller ikke undvære den forskning, som ikke defineres af erhvervslivet. Vi har i Danmark en stærk lægemiddelindustri og store fonde, som også i et vist omfang definerer, hvilke sygdomsområder der prioriteres. Derfor er det meget vigtigt at være opmærksom på, at der ikke sker en skævvridning.

Apropos epidemi. Man kan med rette frygte, at antibiotikaresistens vokser til den næste store globale sundhedsudfordring. Her er der ikke store kommercielle interesser, og svarene på, hvordan den situation bedst håndteres, findes først og fremmest i offentligt finansieret forskning.

Det samme gælder forskning, som primært handler om tilrettelæggelsen af behandlinger eller forløb og om løbende erfaringer med de mange præparater eller metoder, vi anvender. F.eks. i forhold til at undersøge, om behandlinger er overflødige eller direkte skadelige, som man gjorde i forskning på Rigshospitalet for nogle år siden, hvor den daværende standardvæskebehandling ved sepsis medførte en øget dødelighed. Det er bogstaveligt talt livsvigtige resultater, og forskning som denne tilvejebringes alene på baggrund af frie – offentlige – forskningsmidler.

For et par uger siden præsenterede finansministeren sit forslag til finanslov for næste år, og her så vi desværre den velkendte, men langtfra retvisende fremstilling af, hvor mange penge der afsættes til forskning. Nu skal de politiske forhandlinger i gang, og heldigvis har flere partier allerede nu tilkendegivet, at der bør afsættes flere penge til den offentlige forskning, og at særligt visionerne om forskningsinvesteringer svarende til 1,5 procent af bruttonationalproduktet bør prioriteres.

Mit håb er, at også regeringen på bagkanten af en historisk sundhedskrise i den kommende finanslov vil vise, at den forstår, hvor afgørende en stærk offentlig forskning er. For folkesundheden nu og i de nærmeste år, men også på lang sigt i kampen mod globale sundhedsudfordringer.