Bordet fanger for sygeplejerskerne
Af Camilla Noelle Rathcke, formand for Lægeforeningen
Leder bragt i Ugeskrift for Læger, 4. april 2022
Sygeplejersker skal selvstændigt kunne udføre opgaver, som i dag er forbeholdt læger. Det er et af forslagene i det udspil til en sundhedsreform, som regeringen for nylig fremlagde. Konkret nævnes f.eks. muligheden for selvstændigt at vurdere behovet for og ordinere blodprøver og igangsætte visse behandlinger. Opgaver, som i dag af faglige årsager er forbeholdt læger.
Udtrykt med en teknisk term ønsker regeringen at give sygeplejersker et såkaldt selvstændigt virksomhedsområde. Jeg har dyb respekt for sygeplejersker og deres faglighed, som er helt uundværlig i vores samarbejde om patienten. Blot for at slå det helt fast. Men faktum er også, at vi er faggrupper med forskellig ekspertise, og at en del af sygeplejerskers arbejde sker på delegation, hvor vi som læger har det faglige ansvar.
I regeringens udspil er idéen om selvstændigt virksomhedsområde kun sparsomt begrundet. Fokus er bl.a. på, at sygeplejersker skal have mulighed for at udvikle deres kompetencer. Måske fordi vi igen og igen hører beretninger i medierne om beboere på f.eks. plejehjem, hvor blodsukker ikke må måles, eller Panodil ikke gives. Mon politikerne ved, hvor misvisende de eksempler er som begrundelse for regeringens forslag? Der er ofte tale om problemstillinger, som kommunerne kunne løse for deres personale allerede nu inden for de gældende regler.
Det er svært at være uenig i, at sygeplejersker skal kompetenceudvikles, og det er Lægeforeningen på ingen måde. Men det skal ikke ske med afsæt i en politisk hurtig løsning og være på bekostning af patientens sikkerhed. Vi er to faggrupper med forskellig ekspertise – læger er uddannet i at planlægge udredning, stille diagnoser, igangsætte behandling og justere denne f.eks. med afsæt i blodprøver. Det er sygeplejersker ikke. Derfor er forslaget i sundhedsreformen ikke uden konsekvenser.
Lægeforeningen ser en alvorlig risiko for uklar ansvarsfordeling for patientens forløb, for tidsspilde, som belaster patienten, og for, at der generelt tages for mange prøver, som ikke hviler på et tilstrækkeligt fagligt grundlag. Vi forudser, at sygeplejersker – fordi de ikke har forudsætningerne for at vurdere behovet på samme grundlag som læger – vil tage flere unødvendige blodprøver. Det er i selv problematisk. Men det er også problematisk, at sygeplejersker ikke er uddannet til at vurdere behovet for en blodprøve op mod eventuelle differentialdiagnoser. Og det bliver ikke mindre problematisk, når prøveresultaterne er klar, og der skal tages stilling til dem og en eventuel videre behandling af patienten. Hvad enten en igangværende behandling eller en helt ny.
Mit bud er, at regeringen ikke rigtigt har tænkt dette forslag til ende. At den fulde konsekvens af at bryde med princippet om, at lægen har ansvaret for den samlede behandling, ikke har stået klart. For et selvstændigt virksomhedsområde forpligter. Står sygeplejersken i en situation, hvor der er behov for at handle, vil ansvaret for at handle pludselig ligge hos sygeplejersken. Det vil også være sådan, at sygeplejersker, der igangsætter f.eks. væskebehandling på plejehjemmet, selv skal følge op. Så fanger bordet. Som læger kan vi ikke tage ansvar for de elementer af behandlinger, vi ikke har været inde over, og være faglige bagstoppere, når ordinationen ikke har været vores.
Derfor har vi fra lægeside – hvis forslaget realiseres – en klar forventning om, at sygeplejerskerne tager ansvar for deres del. At de selv følger op på de blodprøver, de bestiller. At de kan tage ansvar for væskebehandling og selv følger op på eventuelle eftervirkninger. At de følger op på de mindre sår, de selv har vurderet skal sys. Og det gælder naturligvis også i klage- og tilsynssager. Her må sygeplejersker som autoriserede sundhedspersoner selv stå på mål for de faglige konsekvenser af deres vurderinger inden for det selvstændige virksomhedsområde.
I dag er der vide rammer for, hvilke opgaver sygeplejersker kan varetage på lægers ansvar. Det vil mange af os vide fra hverdagen. Som læge er man tovholder på udredning og behandling af patienten, men kan delegere en lang række opgaver til andre, herunder sygeplejersker. Det fungerer godt mange steder, men fra lægeside er vi naturligvis åbne over for, om der er situationer, hvor reglerne kan gøres mere enkle og smidige. Forudsat naturligvis, at patientsikkerheden er i orden. Det bliver vores tilbagemelding til politikerne. Her kan vi ikke gå på kompromis.