Coronakortet er slidt og dur ikke mere

Nytår er tiden for taler med stort vingefang. Omhyggeligt forberedte ord, der udstikker nye retninger. Der er flere eksempler på, at vigtige reformer er blevet varslet af en alvorlig statsminister i tv-transmissioner fra Marienborg nytårsdag. Af samme grund sad jeg også spændt foran skærmen kl. 18 på årets første dag. Ville statsministeren mon endeligt afsløre lidt om den kommende sundhedsreform? Desværre blev spændingen ikke udløst, men afløst af en lidt flad fornemmelse. Nyheden var, at sundhedsreformen kommer, »så snart det bliver muligt«.

Umiddelbart kan meldingen modtages med lettelse over, at reformen, som var lovet sidste år, trods alt ikke er glemt. Men det er foruroligende, at coronasituationen igen og igen bliver undskyldning for stilstand og mangel på initiativ over for de alvorlige udfordringer, sundhedsvæsenet står overfor, og hvis konsekvenser – mangel på sundhedsprofessionelle og ressourcer – vi mange steder ser stadig mere tydeligt. Coronakortet er slidt og dur ikke mere.

Derfor er det også positivt, at regionernes formand i sin nytårstale er helt anderledes konkret og peger på de samme udfordringer i horisonten, som vi ser. Flere patienter skal have nødvendige behandlinger, og det kræver en indsats, som ligger langt udover, hvad en »vinterpakke« kan bidrage med. Jeg er glad for, at der bredt i sundhedsvæsenet er en vilje til forandring og et stærkt fælles ønske om, at regeringen indkalder til forhandlinger om at gennemføre de nødvendige forbedringer.

Og vi kommer ikke uden om en strammere prioritering i vores sundhedsvæsen – en anden vigtig pointe, som jeg deler med regionernes formand. Og ikke kun med fokus på en differentieret indsats. Nogle behandlinger og undersøgelser kan det blive nødvendigt at vælge fra – med åbne øjne – for at kunne vælge andre til. Det kræver dog ikke kun en helt anden samtale i den offentlige debat, en drøftelse og en afstemning af forventninger til, hvad vores sundhedsvæsen skal, men også, hvad det ikke skal. Det er ikke nemt, men vi bør bruge ressourcerne, så vi får så meget sundhed ud af dem som overhovedet muligt, og det kræver en åben prioritering.

Den problematik ser ledende overlæge Morten Ziebell direkte i øjnene i en tankevækkende og meget læseværdig nytårskronik i Altinget med titlen »Overlæge: Hvorfor må man ikke dø mere?«. Den problematiserer, hvordan nogle patienter gennemgår udsigtsløse og belastende behandlinger i deres allersidste levetid.

Morten Ziebell efterlyser, at politikerne tager ansvar. For faktum er, at de ressourcer, som bruges på behandlinger med marginal effekt på patienter, som er i deres livs allersidste vinter, ikke kan bruges andre steder. Det er prioritering, eller mangel på samme, som har konsekvenser. Ikke blot for den enkelte, hvor overbehandling reelt finder sted. Mon ikke mange af os har oplevet, at udsigtsløst syge patienter vil have større glæde af smertelindring, nærvær og omsorg end endnu en indlæggelse eller endnu en behandling, som måske giver meget kort ekstra levetid? Tak til Morten Ziebell for at tegne problematikken op. Som læger skal vi i højere grad have det perspektiv med os, men også handle derefter – ligesom samfund, politikere og borgere også skal acceptere, at livet kommer med en bagkant.

I den kommende tid vil vi fra Lægeforeningens side naturligvis reagere på regeringens pænt sagt tøvende tilgang til at gennemføre de nødvendige reformer og sikre de nødvendige ressourcer, herunder hvordan vi får mængden af opgaver i årene, der kommer, til at stemme overens med det personale, uanset faggruppe, vi reelt har til rådighed. Vi vil blive ved med at pege på, hvor der skal sættes ind nu, og hvor der skal sås de nødvendige frø, som betyder, at vi har et bæredygtigt sundhedsvæsen med adgang for alle om ti og tyve år. Det er der håb for, hvis fagfolk, regioner, kommuner og ikke mindst regering og Folketinget kan samle kræfterne, og det pres vil vi lægge. Og i den ånd vil jeg benytte lejligheden til at ønske alle et godt nytår!