Sig det dog ligeud!

Hvordan bliver rammerne for sundhedsvæsenet i det kommende år? Det gav regeringen sit svar på, da den for nylig præsenterede økonomiaftalen med regionerne for 2023. Den aftale fastsætter økonomien i sundhedsvæsenet. Svaret stod der naturligvis ikke direkte. Men hvis man lagde alle tallene sammen, så var facit: Sundhedsvæsenet får det svært og risikerer at blive ringere. Ikke katastrofalt fra den ene dag til den anden. Der er nærmere tale om en langsom, men ubønhørlig undergravning af det samlede tilbud til de stadig flere patienter, som søger behandling og pleje.

Finansministeren taler om en »god og ansvarlig« aftale. Han har ikke et nemt job. Mange behov skal dækkes, og der er skyer i horisonten, når vi taler nationaløkonomi. Men vi er som læger, der ser patienterne i øjnene hver eneste dag, nødt til at insistere på ærlig snak fra politikerne. For det er ikke en ansvarlig aftale for patienterne eller de mange sundhedsprofessionelle, der skal levere. Faktum er, at det er en økonomiaftale, der sætter for få midler af i forhold til de opgaver, sundhedsvæsenet skal løfte. Det har selvfølgelig konsekvenser.

Mange patienter og pårørende bliver skuffede, når sundhedsvæsenet ikke kan leve op til deres forventninger. De vil opleve, at den frustrerende lange ventetid, som man møder flere steder, ikke forsvinder – tværtimod. Ambitionerne om at behandle flere i psykiatrien må pakkes væk. Det vil blive sværere at tilbyde patienterne de fremmeste behandlinger og metoder, og de vil skulle opholde sig i stadig mere nedslidte rammer på hospitalerne. Alvorligst der, hvor der er tale om forældet udstyr, som ikke kan levere den bedste kvalitet. En udvikling, som kun forværres af, at manglen på midler også omfatter personaleressourcer. Vi mangler sundhedsprofessionelle mange steder – speciallæger, sygeplejersker og andre. Det har konkret betydning for mængden af patienter, der kan behandles, herunder opereres.

Regeringen har taget et valg. Man kan undre sig over, at lige netop sundhed skal leve med så mager en aftale. Det er trods alt det velfærdsområde, som borgerne prioriterer højest. Men ikke desto mindre er aftalen et faktum. Få uger efter at regeringen med en sundhedsaftale ønskede at signalere visioner og initiativ, så lander den en økonomiaftale, som betyder forringelser. Det kræver en forventningsafstemning med borgerne.

Regeringen bør melde ærligt ud om de udsigter, der tegner sig med stadig større tydelighed i de kommende år, hvis den udvikling fortsætter. Den bør fortælle, at det bliver nødvendigt at prioritere benhårdt. Det kan gøres mere eller mindre klogt. Vi vil fra lægeside naturligvis tage teten, for at det kommer til at ske så åbent som muligt og med fokus på kvalitet for så mange som muligt. Det siger sig selv. Det bliver en meget vanskelig opgave, og derfor skal sundhedsprofessionelle naturligvis præge den.

Men det er samtidig meget svært at forestille sig, at fortsat underfinansiering af sundhedsvæsenet ikke vil ramme vore svageste borgere med ekstra kraft. De har langtfra midlerne til de private tilbud, som vil dække den mere velstillede del af befolkningen ind på de områder, hvor det offentlige sundhedsvæsen ikke kan levere de nødvendige tilbud. Vi vil med stor sandsynlighed se større ulighed i sundhed.

Det er på tide at kalde en spade for en spade. At sige tingene ligeud. Det gør vi fra lægeside, og jeg vil opfordre regeringen til at gøre det samme. Gem de slidte vendinger om ansvarlige aftaler væk, når der reelt er tale om noget helt andet. Og stå på mål for de beslutninger, som I tager. Vi ser ind i et sundhedsvæsen, hvor en prioriteringsdiskussion om andet og mere end dyre lægemidler presser sig voldsomt på. Det mindste, regeringen kan gøre, er at sige det tydeligt og åbent til befolkningen.