Lægers advarsler er blevet hørt, og nu ser vi frem til politisk handling

Nytårsdag sad jeg som mange andre foran tv-skærmen og lyttede efter udmeldinger om sundhedsvæsenet i statsministerens nytårstale. De kom – som mange vil vide – ikke, og det kan måske undre, at hun ikke nævnte et område, som betyder så meget for befolkningen. Vigtigere er der dog i regeringsgrundlaget lagt spor ud for en række initiativer, som vil få betydning for både patienterne og os, der har vores daglige gang i sundhedsvæsenet. Initiativer med både kort og langt sigte, som skal skabe forbedringer i sundhedsvæsenet, og som syner af det »spadestik dybere«, som der er behov for. Det efterlader ingen tvivl om, at politikerne har hørt fagfolks advarsler om, at der ikke er ressourcer – herunder også speciallæger – til at klare en voksende mængde af opgaver.

Her og nu er det positivt, at behandlingsgarantien forlænges fra 30 dage til 60 dage. Midlertidigt vel at mærke, men et godt grundlag for, at politikere samt patient- og fagorganisationer får tid til at gentænke, hvordan en behandlingsgaranti 2.0 kan sikre de mest syge hurtig behandling. Regeringen har øje for, at nok skal vi bruge den private kapacitet i sundhedsvæsenet – men også, at det er helt afgørende ikke at udhule bemandingen på de offentlige sygehuse. Det er positivt. For i sidste ende er det manglen på arbejdskraft, som er den alvorligste udfordring for kapaciteten. En regering er nødt til at handle, når kirurger beskriver, hvordan »lette« patienter sendes til operation i privat regi, mens patienter med mere kompliceret sygdom eller behov for specialiseret behandling må vente i offentlig regi og risikere forværring, fordi der mangler personale.

Lægeforeningen ser også positivt på, at regeringen vil nedsætte et prioriteringsråd, som skal sikre mest sundhed for pengene. Vi har efterlyst mange gange, at politikerne tager ansvar for en åben prioritering. Selv har vi taget initiativ til Sundhedssektorens Prioriteringsråd, som vil have fokus på, hvordan sundhedsprofessionelles arbejdskraft bruges bedst. Men det udelukker ikke, at vi kan bidrage aktivt og konstruktivt til det råd, som regeringen vil tage initiativ til.

Regeringen vil også nedsætte en strukturkommission, der skal komme med modeller for den fremtidige organisering af sundhedsvæsenet. For Lægeforeningen vil fokus ikke være på strukturen i sig selv, men på de forbedringer, som den skal understøtte. Derfor er det ikke bare et spørgsmål om regioner eller ej – eller hvor mange. Det er også en diskussion om, hvordan det nære sundhedsvæsen – praksisområdet og de kommunale sundhedsopgaver – og sygehusene bliver bundet sammen i en struktur, som skaber det bedste samspil for patienterne.

Ser vi på en af de allervigtigste af Lægeforeningens mærkesager i de senere år – bedre forhold for de psykiatriske patienter – er der grund til at glæde sig. Psykiatriaftalen fra september får nu det positive efterspil, at der bliver tilført mange flere midler end aftalt dengang. Faktisk så mange, at regeringen følger det behov for midler, som vi og de psykiatriske specialeselskaber har peget på som nødvendige for at virkeliggøre Sundhedsstyrelsens faglige oplæg til en samlet psykiatriplan og løfte psykiatrien varigt.

Forebyggelsen fylder ikke helt så konkret i det nye regeringsgrundlag, som man kunne ønske. Ambitionen er dog en forebyggelsesplan for børn og unge, og den har vi naturligvis blikket rettet imod. At nedbringe forbruget af alkohol, tobak og andre nikotinprodukter bør have høj politisk prioritet – både af hensyn til den enkeltes sundhed og også i forhold til at undgå at »skabe« sygdom og opgaver til sundhedsvæsenet, som kunne være undgået.

Regeringsgrundlaget er ret overordnet, og det er forventeligt, at det ikke omhandler lægers retssikkerhed. Men vi kommer fra lægeside til at kræve politisk opfølgning på evalueringen af Styrelsen for Patientsikkerhed, der kom umiddelbart inden valgudskrivelsen, og vi forventer en konstruktiv dialog med ministeren, så vi kan få skabt de nødvendige forbedringer.

Vi har fortsat kun regeringens planer på papir. Den egentlige lakmusprøve er, at regeringsgrundlaget leverer konkrete løsninger. Næste år på denne tid skal vi kunne konstatere, at toppen er taget af de mest akutte problemer, og vi skal kunne se håndfast fremdrift mod et stærkere sundhedsvæsen. Det bliver en hovedopgave herfra at holde politikerne fast på det.

Rigtigt godt nytår!