Mangel på speciallæger forværrer både ulighed i sundhed og lægedækning

Medierne er – desværre - fyldt med beretninger om patienter, som må vente, fordi der mangler sundhedsprofessionelle, herunder speciallæger. Det er et kæmpestort problem, og politisk er der stort fokus – og med god grund – på at sikre tilstrækkeligt med sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter til at løse de mange opgaver i fremtiden.

 Men der er også brug for speciallæger, og vi venter spændt, for inden sommer skal der ligge en revideret plan klar for, hvor mange speciallæger der skal uddannes i årene, der kommer. Bagtæppet er, at der de seneste mange år konsekvent har været færre videreuddannelsesforløb, end der er blevet uddannet læger fra universiteterne.

Patienterne mærker allerede manglen på speciallæger, og det bliver værre, hvis ikke der handles nu. Ét er rekrutteringsindsatser til såvel speciallægestillinger som videreuddannelsesforløb, noget andet er reelt at sikre, at der uddannes de speciallæger, som sundhedsvæsenet har brug for. Løsningen er ikke at undlade at videreuddanne læger til speciallæger – det vil hverken gavne speciallægemangel eller lægedækning, men på sigt heller ikke kvaliteten i behandlingen og slet ikke kampen mod ulighed i sundhed.

De patienter, som i dag mærker manglen på speciallæger først og hårdest, er dem, som bor i områder af landet, der i forvejen er udfordrede. Og dem, som ikke har mulighed for at søge behandling i den private sektor.

Hvis ikke antallet af videreuddannelsesforløb tager højde for, at der i de seneste år er blevet flere medicinstuderende og dermed flere uddannede læger, vil den tendens skærpes. Vi kommer til at se et A-hold og et B-hold blandt de unge læger. De første er dem, som bliver speciallæger. Al erfaring viser, at sygehusene i de store byer vil være klar til at ansætte dem. Dermed bliver de tyndere befolkede områder aftagere af B-holdet. Uligheden i sundhed vil vokse. 

Sundhedsvæsenet har ganske simpelt ikke råd til, at læger, som kan og vil være speciallæger, forhindres og sinkes i at blive det. Se for eksempel psykiatrien, hvor behovet for speciallæger til behandling af patienter – børn, unge og voksne – bare vokser og vokser. Situationen er desværre ikke enkeltstående. Neurologer, geriatere, radiologer, lungemedicinere og almenmedicinere er der eksempelvis heller ikke nok af.

En selvstændig opgave er at få analyseret, hvor mange læger og dermed hvor mange nye uddannelsesforløb der bliver brug for i de enkelte specialer. En kompleks opgave, som skal forholde sig til, at der vil komme flere ældre, ofte med flere diagnoser, og flere opgaver, der skal løses i primærsektoren. Dertil kommer teknologiske og medicinske landvindinger, og at sygdomsbilledet vil ændre sig.

Det tager tid at uddanne speciallæger. Det ved vi godt. Men det er en investering, som giver løbende afkast, for nu at bruge et argument, som kan passe ind i et regneark: Vi har som læger patientkontakt under hele speciallægeuddannelsen.

Min forventning er nu, at regeringen handler. På både kort og lidt længere sigt. Der er brug for et klart signal om, at der oprettes flere uddannelsesforløb, og der er brug for en grundig analyse af det fremtidige behov inden for de konkrete specialer. Vi har brug for en plan, som tager højde for de store forandringer, som er uomgængelige i sundhedsvæsenet i de kommende år, og vi – og patienterne – har brug for den nu.