Nu ser vi frem til de nødvendige forbedringer af vores retssikkerhed

Det er stadig køligt, men der er forår i luften. De seneste uger har ikke blot budt på mere lys og højere temperaturer, men også politiske signaler, som giver håb om bedre retssikkerhed for os og vores kolleger i sundhedsvæsenet.

Der er sket det meget positive, at indenrigs- og sundhedsministeren har sat gang i det ­arbejde, som skal gentænke klage­systemet. Det afgørende er naturligvis, hvad denne indsats munder ud i af konkrete for­bedringer, men det er et vigtigt skridt fremad, at en arbejdsgruppe nu skal afdække, hvordan adgangen til uvildig vejledning kan forbedres, hvordan der skabes rammer for, at flere sager kan afsluttes ved dialog, og om klagerne i højere grad kan behandles som forløbsklager (klager over behandlings­stedet) frem for klager over ­enkeltpersoner (disciplinærnævnssager). Samtidig skal der i højere grad kunne drages ­systematisk læring af patient­klager, og sagsbehandlings­tiderne skal være kortere.

I 2022 modtog Styrelsen for Patientklager ca. 6.000 klage­sager, der involverer læger. Det er en begivenhed, som rigtig mange af os vil opleve i vores lægeliv, og som for en stor del opleves som en alvorlig belastning. Derfor har vi længe presset på for et mere moderne klagesagssystem, som afspejler, at vi går på arbejde for at hjælpe andre, ikke for at skade dem, og at vi som sundhedsprofessionelle er interesserede i hele tiden at blive bedre til at behandle vores patienter. Her har vi bestemt en fælles sag, og derfor er dialog også vejen frem. At få sagsbehandlingstiderne længere ned vil også være en gevinst for både os og patienterne. Og det er også noget af det, vi aktivt har efterspurgt. Arbejdsgruppen, som Lægeforeningen og andre sundhedsorganisationer deltager i, skal være færdig i år, og derefter ser vi frem til at opleve konkrete forbedringer.

Vi har også kolleger, som får en tilsynssag hos Styrelsen for Patientsikkerhed. I antal langt færre end dem, som rammes af en klagesag – heldigvis. Men det kan betyde forløb, som trækker meget dybe spor i den enkeltes tilværelse, både professionelt og personligt. Fordi det er voldsomt at blive kontaktet af den tilsynsførende myndighed, og fordi der i nogle sager sættes helt grundlæggende spørgsmålstegn ved ens evne til at håndtere arbejdet som læge.

Vi er enige i, at der skal være en hurtig og effektiv indgriben, hvis der er mistanke om, at en læge er til fare for patientsikkerheden. Men der bør altid være den rette balance i den sanktion, som myndigheden finder nødvendig.

Vi er nødt til at protestere mod en retstilstand, hvor læger skal vente i årevis for at få deres sag prøvet ved domstolene – og imens kan være forhindret i at gå på arbejde. I øvrigt uden at have udsigt til nogen økonomisk kompensation, hvis de efterfølgende frifindes. For nogle læger, typisk med praksis, kan et tilsynsforløb, hvor man er afskåret fra at arbejde, også have dramatiske økonomiske konsekvenser, som i dag ikke udløser erstatning.

Sidste år afslørede en evaluering af den såkaldte »strammerpakke«, at tilliden til det nu­værende tilsyn fortsat er på et lavpunkt blandt læger. På baggrund af den har indenrigs- og sundhedsministeren inviteret Lægeforeningen til en dialog, og det er blot blevet endnu mere aktuelt på baggrund af en aktuel sag. I forbindelse med den har ministeren udtalt sig til pressen om behovet for bedre balance mellem patientsikkerhed og retssikkerhed, og samme vinde blæser fra politikere fra oppositionen.

Det er glædeligt med den brede politiske forståelse for, at der skal ske ændringer i tilsynet. Opfølgningen på evalueringen af »strammerpakken« vil være en oplagt mulighed for at skabe et moderne tilsyn, som nyder ­tillid hos både patienter og sundhedsprofessionelle.

Vi ser frem til de helt nødvendige forbedringer af vores retssikkerhed.