Regeringens populistiske tilgang til aktiv dødshjælp er dybt problematisk

Giver det mening? Ikke i mit hoved. Det ligner en bevidst desavouering af Etisk Råd og en noget populistisk tilgang til et emne, som ikke kun kræver et synspunkt, men også virkelig nuancerede konsekvensbetragtninger og -vurderinger. Etisk Råd er offentligt finansieret og har til opgave at komme med anbefalinger om etiske spørgsmål. Det er naturligvis legitimt, at en regering har en holdning til et emne, men det er useriøst at nedsætte et udvalg, hvor ens første tanke er, at det skal legitimere en allerede given holdning hos statsministeren og udenrigsministeren.

Det nye regeringsudvalg, som har sognepræst og forfatter Kathrine Lilleør i spidsen, skal bl.a. »understøtte regeringens ønske om at skabe en dansk model for en mere værdig død«. Planen er, at arbejdet skal afsluttes med et såkaldt refleksionsoplæg, fremgår det af et interview med regeringstoppen i Politiken.

Jeg vil foreslå, at udvalget lægger ud med at læse Rigsrevisionens kritik fra 2019 og igen i 2021 af, at alt for mange patienter venter alt for længe på basal eller specialiseret lindrende behandling og omsorg. Konsekvenserne er, at patienter ikke lindres optimalt i deres sygdomsforløb og frem mod livets afslutning, hvilket ikke kun forringer deres sidste levetid, men også lægger en unødig byrde på de pårørende. Og måske endda fremkalder en hel debat om aktiv dødshjælp, fordi de aktuelle tilbud ikke opleves som tilstrækkelige. At finde effektive veje til hurtigt at få rettet op på det bør derfor have en naturlig førsteprioritet i det nye udvalg. Ja, faktisk kunne det sættes i gang med det samme.

Hvis udvalget bevæger sig ind på emnet aktiv dødshjælp – og det gør det jo nok – så forventer jeg også, at det forholder sig konkret til den glidebaneeffekt, som også vil indtræffe i Danmark, hvis aktiv dødshjælp bliver lovlig. Det er sket i alle lande med aktiv dødshjælp. Man lægger ud med en restriktiv model, men grænserne skubber sig over tid. I starten er tilbuddet kun målrettet myndige døende patienter med fysiske smerter. Så udvider det sig til mennesker med alvorlige handikap, så kan børn få aktiv dødshjælp, og en dag gælder ordningen også patienter med bestemte psykiske lidelser. Hvis politikerne indfører aktiv dødshjælp i Danmark, bliver dette eller noget, der ligner, også konsekvensen her, og det bør de gøre sig klart fra start, når de skal tage stilling.

Udvalget bør også forholde sig til den uhyggelige forråelse i holdningen til menneskers tilværelse, som vi må forvente. Et eksempel på det finder man i den canadiske provins Quebec, hvor 7% af alle dødsfald involverer aktiv dødshjælp. Her »valgte« en yngre mand med ALS i 2019 assisteret død på grund af manglen på midler til at betale for den nødvendige hjemmepleje for at kunne leve et liv sammen med sin familie, som han anså for værdigt. Det er en sag, der i den grad illustrerer, hvordan ambitionsniveauet for det at skabe et værdigt liv sænkes, når der findes et tilbud om exit på livet. Det har skræmmende perspektiver, og på den baggrund forstår man godt, at personer med handikap eller muskelsygdomme frygter, at aktiv dødshjælp bliver virkelighed her i landet.

Fra start har regeringens kurs i denne sag været dybt problematisk. Præget af mangel på viden om mulighederne for at smertelindre og af mangel på præcision i definitionen af, hvad den mener med et værdigt liv. I lyset af den proces, som vi har oplevet i forhold til Etisk Råd, har jeg derfor desværre nok ikke de store forhåbninger til arbejdet i det nye regeringsudvalg, og under alle omstændigheder er der indsatser, som med statsgaranti vil give mere værdige liv, og som ikke behøver afvente et reflektionsoplæg. At sikre patienter værdige vilkår kan være svært i et presset sundhedsvæsen, men det er en opgave, som vi skal lykkes med. Også når livet nærmer sig sin afslutning. Så skal der være hjælp til det liv, der er, og den omfatter både den nødvendige palliative behandling, støtte og omsorg. Det er den eneste farbare vej.