Gå til indhold

Spred budskabet og vind lækker chokolade 

Målet med kampagnen ”Brug overlægens tid klogt” er dels at skabe opmærksomhed om, at mange overlæger bruger tid på opgaver, som er overflødige eller kan løses af andre, og dels at skabe konkrete ændringer, så vi bruger tiden klogere. Du kan være med – og samtidig vinde lækker chokolade.  

Vær med til at sprede budskabet om kampagnen. 

Hvis du sender et billede eller en lille tekst af, hvordan du har været med til at udbrede budskabet, så er du med i konkurrencen om en lækker æske chokolade. 

Gode ideer, billeder og tekster vil løbende blive delt på hjemmesiden og i nyhedsbreve til Overlægeforeningens medlemmer. 

Du kan for eksempel:

  • Bestille eller downloade idekataloget ”Brug overlægens tid klogt” og dele det med kolleger og ledelse (bestil ved at sende en mail til (fas@dadl.dk)
  • Aftale med dine kolleger at I vil bruge 30 minutter på sammen at finde frem til opgaver, som kan løses bedre, og som I selv kan være med til ændre. Idekataloget giver opskriften til hvordan.
  • Downloade PowerPoint præsentation som kan bruges på afdelingsmøder m.v.
  • Du kan også invitere et medlem af Overlægeforeningens arbejdsmiljøudvalg eller sekretariatet til at komme ud og holde oplægget sammen med din afdeling. Kontakt os på mh.fas@dadl.dk

Kampagnen er udarbejdet af Overlægeforeningens arbejdsmiljøudvalg. 
Kataloget her fokuserer på overlægegruppens opgaver og tid, men øvelsen kan selvfølgelig også gennemføres med andre faggrupper. 

Se cases her:

Louise Dyrberg Vibede, cheflæge, Gyn-Obs har delt budskabet med cheflægegruppen på Slagelse Sygehuse

Jeg har haft fornøjelsen af at præsentere Kampagnen ”Brug overlægernes tid klogt” for cheflægegruppen på Slagelse Sygehus.

Kampagnen blev taget godt i mod og gav anledning til gode drøftelser. Vi talte blandt andet om, hvordan vi kan være med til at få overlægegruppen engageret i hvordan tiden bruges bedst og støtte op om de tiltag, der umiddelbart giver mest værdi i vores afdelinger.

Det var let at holde oplægget med brug af de slides, man kan finde på hjemmesiden og det fungerer godt, at der er forslag til indsatsområder samt en "plug-and-play" øvelse i folderen.

Louise Dyrberg Vibede er også medlem af Overlægeforeningens bestyrelse og formand for arbejdsmiljøudvalget.

Britta Ørnfelt Lund fortalte om kampagnen ved det Regionale overlægerådsmøde i Region Syddanmark og på seminar for Overlægeforeningens tillidsrepræsentanter 

Jeg var inviteret til at præsentere kampagnen ”Brug overlægernes tid klogt” på ROR-mødet. Vi havde gruppedrøftelser á 2x10 minutter med udgangspunkt i ”opskriften” i den folder, som arbejdsmiljøudvalget har fået udarbejdet. Det blev drøftet, om konkrete opgaver i dagligdagen med fordel kan løses af andre personalegrupper, så der kan holdes fokus på overlægernes kerneopgaver. Nogle af de opgaver, der blev fremhævet i den fælles drøftelse, var bestilling af blodprøver, sekretæropgaver og bortskaffelse af affald. 

Deltagerne på ROR-mødet går nu videre i egen afdeling eller i lokalt overlægeråd og tager en snak om at bruge overlægernes tid klogt. ROR vil genoptage emnet om et halvt år.

Slides om kampagnen kan frit bruges til lokale dialoger i afdelinger, overlægeråd mv. Kampagnemateriale og slides findes her: Brug overlægernes tid klogt

Jeg fortalte også om kampagnen, da tillidsrepræsentanter fra hele landet var samlet i september måned.
Mange tog pjecer og kopper med hjem og deler forhåbentlig budskabet hjemme.

Britta Ørnfelt Lund, overlæge, FAM, Esbjerg Sygehus samt medlem af Overlægeforeningens bestyrelse